Citius, Altius, Fortius

Lige nu burde vi have siddet foran fjernsynet og fulgt med i de olympiske lege, som bliver større og mere spektakulære for hver gang. Men har det altid været sådan og hvordan startede det egentligt? Biblioteket har bøgerne, hvis du trænger til at opdatere din viden om OL.

Antikkens olympiske lege

Foregik i Grækenland fra ca. 776 f.Kr. til ca. 393, hvor den kristne romerske kejser Theodosius forbød legene, som han betragtede som hedenske. Ifølge legenden blev de antikke lege indstiftet af Zeus og deltagerne var unge frie mænd, der kunne tale græsk. Legene blev holdt på Olympia, hvor et af verdens 7 vidundere, en kæmpestatue af Zeus, vogtede over legene.

Legene var ikke blot underholdning, de havde stor betydning både religiøst og politisk. På legenes midterste dag ofredes 100 okser til Zeus og efterhånden blev Olympia ikke blot stedet for afholdelsen af de olympiske lege, men også det vigtigste sted for dyrkelse af de græske guder. Politisk medførte afholdelse af legene en generel våbenhvile. Ingen krige fandt sted, retstvister blev udsat og udførelse af dødsstraf var forbudt.

Moderne olympiske lege

Optakten

De første af det, som i dag forstås ved de moderne olympiske lege, fandt sted i Athen i 1896, men allerede mange år før havde der rundt omkring i Europa været afholdt sportskonkurrencer, som kunne betragtes som forløbere. Allerede i 1600-tallet tog englænderen Robert Dover initiativ til de årlige Cotswold Olimpick Games. I Frankrig afholdtes i 1700-tallet i en kort årrække L’Olympiade de la République og i Grækenland afholdtes i 1859, 1870 og 1875 de første ikke nationale olympiske lege.
I Much Wenlock, England blev der også fra 1866 og fremover afholdt engelske lege og en af tilskuerne til legene i 1890 var den franske baron Pierre de Coubertin. Coubertin blev så fascineret af ideen, at han allerede 4 år efter fik stiftet den Internationale Olympiske Komite, hvor det blev besluttet at afholde de første internationale olympiske leg i nyere tid i 1896 i Athen.

De første lege

De første lege fandt sted på Panathinaikos Stadion i Athen og havde 241 deltagere fra 14 lande. Der var en overvældende deltagelse af græske atleter, nemlig 190, så alle andre lande var knap så velrepræsenterede. Danmark stillede dog med 3 atleter. De næste 2 lege, i henholdsvis Paris og St. Louis, var heller ikke den store succes deltager- eller tilskuermæssigt. Dette kunne skyldes at, der i begge byer afholdtes verdensudstilling samtidig med legene. Fra 1912 voksede den olympiske succes fra år til år, og indtil nu har legene kun være aflyst 3 gange, i 1916, 1940 og 1944 pga. henholdsvis 1. og 2. verdenskrig. Antallet af sportsgrene steg sammen med succesen fra 9 i 1896 til 33 i dag.

Politik og de Olympiske Lege

2. verdenskrig

Under de antikke lege var alt hvad der lugtede af politik sat i bero, og i de første mange år af de moderne lege virkede det som om, man accepterede at holde sport og politik adskilt. I 1936 forsøgte Hitler at udnytte legene i Berlin til propaganda for den nazistiske tankegang og det ariske menneskes overlegenhed. På trods af et storslået arrangement, med uniformer, parader og slagsange, var det den sorte amerikanske atlet Jesse Owens, der gjorde størst indtryk. Jesse Owen vandt 4 guldmedaljer og fik stor symbolsk betydning for modstanderne af den nazistiske raceteori.

Politiske aktioner og terrorhandlinger

Foreløbig har de Olympiske Lege været forholdsvis fredet med hensyn til større aktioner og deciderede terrorhandlinger, men der har været et par episoder, som nok ingen af os glemmer.
I Mexico City i 1968 markerede de sorte amerikanske løbere Tommie Smith og John Carlos, som vandt henholdsvis guld og bronze, deres støtte til den militante Black Power bevægelse ved at hæve deres behandskede knyttede højrehænder, mens de stod på sejrspodiet.
I München i 1972 tog gruppen Sorte September 11 israelske sportsfolk som gidsler for at få frigivet en række politiske fanger. Først og fremmest palæstinensiske fanger i Israel, men også Andreas Baader og Ulrike Meinhof. Gidseltagningen varede i 2 døgn, hvor 2 af gidslerne blev dræbt. Det tyske politis forsøg på at befri de resterende gidsler gik desværre galt og resten af gidslerne, 5 gidseltagere og en politimand blev dræbt under forsøget.

Boykot

Efter 2. verdenskrig har de Olympiske Lege oplevet både trusler om boykot og faktiske boykots. Den kolde krig har været en af grundene, men andre politiske hensyn har også spillet ind. Således var legene i Melbourne i 1956 boykottet af Spanien, Holland og Schweiz som protest mod Sovjets undertrykkelse af opstanden i Ungarn, mens Cambodia, Libanon, Irak og Egypten boykottede legene som protest mod Suez-krigen.
Taiwan boykottede legene i Montreal i 1976 pga. Kinas deltagelse under navnet Folkerepublikken Kina.
Den mest omfattende boykot fandt sted i 1980, hvor Moskva var vært for legene. I december 1979 havde Sovjet invaderet Afghanistan og 65 lande med USA i spidsen boykottede legene som protest mod invasionen. Fire år senere gjorde Sovjet gengæld, da de sammen med 14 andre nationer boykottede legene i Los Angeles. Officielt med den begrundelse at de var utrygge for deltagernes sikkerhed.
Det første tilfælde af opfordring til boykot skete allerede i 1936, vhor legene fandt sted i Berlin. En række kendte personer og organisationer opfordrede til at man boykottede deltagelsen, for på den måde at vise sin antipati mod Nazityskland. I 1976 var der trusler om boykot pga. Sydafrikas deltagelse i legene. Her valgte IOC at udelukke Sydafrika, hvorefter truslerne blev trukket tilbage. I 2008, da legene fandst sted i Beijing, var der opfordringer fra en række aktivist foreninger til at boykotte pga. Kinas overtrædelser af menneskerettighederne.

Fremtiden

Er de moderne Olympiske Lege er ved at drukne i deres egen succes? Legene bliver mere og mere spektakulære fra år til år og allerede nu er det kun de største og rigeste nationer, der har råd til at afholde legene. Danmark har f.eks. for længst opgivet at byde ind som værtsnation. IOC er meget opmærksom på denne problematik, ligesom de er opmærksomme på den stigende kommercialisering, som skaber forventninger til både udøvere og værtslande og som det kræver mere og mere at opfylde.

Hurtigere, højere, stærkere?

Kan IOC forhindre, at dette også bliver mottoet for den kommercielle del af legene? Det er allerede set, at de stigende forventninger medfører doping, brud på menneskerettigheder og korruptionsskandaler. IOC har en tung byrde på deres skuldre. Forhåbentlig er de i stand til at bære den, så ”Citius, Altius, Fortius” lever videre i den rette olympiske ånd.