Forfatteren John Le Carré fylder 81 år

Af Københavns Biblioteker
19.10.12
John le Carré er en af sin generations mest respekterede og mest produktive forfattere. Hans romaner hører til det 20. århundredes bedste litteratur. Lån dem på bibliotekerne.

David John Moore Cornwell blev født d.19.oktober 1931. Mens han var ansat i den britiske udenrigstjeneste i de tidlige 1960'ere, begyndte han at skrive romaner under forfatternavnet John Le Carré. Hans tredje roman 'The Spy who came in from the cold' (Spionen der kom ind fra kulden), en roman om den kolde krig, udkom i 1963. Den anses for at være en af de store romaner i det 20. århundrede og blev starten på John Le Carrés forfatterkarriere. Han forlod Secret Service og har siden helliget sig forfatterskabet, der tæller 22 romaner, flere novellesamlinger, en del faglitteratur og enkelte skuespil.

 

De fleste af le Carrés romaner er i spiongenren
John Le Carrés romaner tager ofte afsæt i de nationale efterretningstjenester, bl.a. hans populære Karla-trilogi: 'Tinker, Tailor, Soldier, Spy' (Dame konge es spion), fra 1975, 'The Honourable Schoolboy' (Spionen der gik sine egne veje), s.å. og 'Smiley's People' (Til døden jer skiller) fra 1979 med hans gennemgående figur George Smiley i hovedrollen. Hans bøger har haft fokus på en lang række internationale temaer, bl.a. den palæstinensisk-israelske konflikt i 'A perfect spy' (En perfekt spion) fra 1986, Sovjetunionens sammenbrud i  'The Russia House' (Det russiske hus) fra 1989 og international våbenhandel i 'Our game' (Vort spil) fra 1995.

 

John le Carré på film
Så vidt vides er John Le Carré stadig aktiv. Han sidste roman ’ Our kind of Traitor’ (Dimas drøm) er fra 2010. En stor del af hans forfatterskab er filmatiseret. Mest kendt (og elsket) er serien om George Smiley med Alec Guiness i hovedrollen. Andre vellykkede indspilninger af le Carré er ’The Russia house’ fra 1990 med Sean Connery i hovedrollen som Barney Blair og John Boorman’s indspilning af ' The taylor of Panama' fra 2001 med Pierce Brosnan som Andy Osnard.

 

Bibliotekerne i København er velforsynede med litteratur af John le Carré
Herunder finder du en liste over le Carrés bøger på dansk. Bemærk at bibliotekerne også kan tilbyde dig bøgerne på engelsk og at du kan finde flere af de filmindspilninger, der gennem årene er lavet over hans bøger, på dit lokale bibliotek. God fornøjelse.

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket