Stemningsbillede fra indvielsen af Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

Forventningens glæde blev indfriet

06.10.18
Et arkitektonisk værk i tre etager forenet med Tingbjerg Skole i ’et kys’: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, ’Gettoblaster’, ’sættekassen’ og ’fjernsyn’. Kært barn har mange navne.

”Jeg har glædet mig til I åbner, for så kan man læse.”
En lille stemme finder vej igennem den højlydte summen af begejstrede glædesudbrud.
Stemmen tilhører en pige på knap syv år. Hun er én af de næsten tusinde gæster, der lagde vejen forbi indvielsen d. 1. oktober.
Endelig kan man opleve huset indefra og endelig kan man få indfriet sine forventninger, som flere deler til bydelens nye mødested. Og huset er netop særligt tiltænkt de yngste brugere.

Indvielse af Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus


Kulturelt mødested, folke- og skolebibliotek under ét tag

Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus er resultatet af flere års samarbejde med brugere og ejere, boligselskaberne fsb og SAB og Københavns Kommune og mange andre aktører.

Huset skal danne rammen om en lang række sociale og kulturelle aktiviteter. Med inspiration fra borgernes ønsker og bydelens eksisterende arkitektur fra 1950’erne, har COBE arkitekter skabt et hus, der inviterer til interaktion, fællesskab og øget tryghed. 
Biblioteket i huset skal også fungere som skolebibliotek for Tingbjerg Skole, der nu får udvidet deres adgang til hele folkebibliotekets samling.
Tingbjerg Bibliotek\ Kulturhus er en vigtig milepæl i en byudviklingsproces, der skal gøre bydelen langt mere attraktiv. De kommende år skal der bl.a. bygges nye private familielejligheder og rækkehuse, så der bliver plads til endnu flere københavnere.

Og det er netop det, som Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen (S) ved åbningstalen også vægtede højt:

”Åbningen af Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus markerer en vigtig milepæl i arbejdet for at gøre Tingbjerg til en langt mere attraktiv bydel. Huset, der i sig selv er en arkitektonisk attraktion, kommer til at stå som et vartegn for fremtidens Tingbjerg og er et stærkt symbol på bydelens potentiale.”

Indenfor i huset summer det at liv. Poeten Amin Al-Jaderi læser højt fra sine digtsamlinger, børnebogsforfattere Marianne Iben Hansen rapper rim med børnene og toner fra klezmermusik fra Mames Babegenush flyder fra salen.

Jeg møder Fatima der er her sammen med sine to drenge på fire og familiens lille ny.

Stemningsbillede fra indvielsen af Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus


”Vi har savnet at ha’ et hus herude, der er særligt indrettet til børn, hvor man både kan låne bøger og hvor der er plads til at de kan lege. Vi har nærmest gået og talt ned til åbningsdagen”, fortæller Fatima. ”Drengene er meget glade for det – og den lille her, kommer da med – men mon ikke også hun på sigt bliver rigtig glad for huset.”

Fatima er vokset op i Københavns grønne bydel og som barn var hun storbruger af det daværende bibliotek, hvor hun tilbragte meget af sin tid fordybet i bøgernes verden.

Marianne Iben Hansen rapper rim

”Det betyder meget for mig at kunne tilbyde dem et sted som her. Drengene er også rigtig glad for at læse. Jeg har bestemt fået et rigtig godt førstehåndsindtryk.”

Stort set hver og en jeg taler med i løbet af dagen er begejstrede ”Tillykke med jeres nye hus”, når de lige at sige på vej til et af dagens mange indslag.

Jeg korrigerer dem venligt: ”Tillykke med vores hus”.

 

 

 

Spørg biblioteket