Hovedbiblioteket fornyer 1.500 kvm for at stimulere børns sprog og læselyst

04.04.19
Københavns Hovedbibliotek får en ny børneetage, der er fyldt med aktiviteter til udvikling af børns læselyst gennem målrettet fokus på sproglig og læsemæssig udvikling. Projektet er støttet af Nordea-fonden og etagen forventes klar i foråret 2020.

Københavns Biblioteker satser på at gøre børn til ivrige læsere gennem fokus på sprog, litteratur og læsning. Det kræver derfor en ny og optimal ramme, hvis Københavns Biblioteker skal kunne tilbyde børn de bedste og mest moderne forskningsbaserede bibliotekstilbud. Som led i denne strategi er det nu blevet muligt med en støtte på 4,4 millioner kroner fra Nordea-fonden at nyindrette den, til den tid, 1.500 kvm store børneetage på Hovedbiblioteket. Arbejdet starter til sommer, og når etagen står færdig, vil den være fyldt med aktivitetszoner, baseret på barnets sproglige udvikling, hvor børn og deres voksne kan udforske, opleve og undersøge litteraturen gennem leg, læsning og litteratur.

”Københavns Hovedbibliotek kan med en ny børneetage blive centrum for byens børnelitterære oplevelser – et sted, hvor børn og deres forældre kan komme fra hele byen og deltage i arrangementer og fordybe sig i litteraturens univers for oplevelser, leg og fantastiske fortællinger. Nordea-fondens bidrag gør det muligt for os at give byens børn flere og bedre oplevelser med litteraturen – oplevelser, der er med til at stimulere børnenes læselyst,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Når Hovedbiblioteks nye børnebibliotek står klar vil det også åbne for nye samarbejdsmuligheder:

”Vi er både glade og stolte over, at Nordea-fonden har valgt at støtte vores projekt og målet om at få flere børn til at læse. Det giver os en ramme, hvor vi kan danne grundlag for en helt ny type børnebibliotek, der gennem research, ideudvikling og data formår at koble aktivitet og læsning sammen i en fysisk og sproglig dimension. Så kan vi målrette vores arbejde med børn mere effektivt og skabe nye samarbejdsmuligheder med skoler og institutioner,” siger vicechef for Københavns Biblioteker Sanne Caft.

Uden Nordea-fondens støtte på 4,4 millioner kroner havde det ikke været muligt for Hovedbiblioteket at finansiere renoveringen og udviklingen af det nye børnebibliotek i år. Motivationen for støtte til Hovedbibliotekets nye børnebibliotek beskrives sådan:

”Det er altafgørende for hele vores opvækst, dannelse og voksenliv, at vi i barndommen får de bedste muligheder for at udvikle os gennem leg, kreativitet og lyst til at lære. Og lige præcis de muligheder giver den nye børneetage på Københavns Hovedbibliotek. Den vil bidrage til at flere børn blomstrer!” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Den nye børneetage på Københavns Hovedbibliotek forventes klar i foråret 2020.

Spørg biblioteket