Foto: Martin Hansen, Maria Kønig Lilmoes

Interview: Gry Jexen. Forfatter til 'Kvinde kend din historie'

Gry Jexen, ophavskvinden til podcasten og bogen 'Kvinde kend din historie', interviewer d. 17. juni 'Månedens forfatter' , Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Vi har i den forbindelse fået lov at stille Jexen fem hurtige spørgsmål om blandt andet kvindernes plads i historien og kvindelige regenter. 

Interview: Gry Jexen

Under overskriften ’Kvinde kend din historie’ har du etableret en både meget succesfuld instagramkanal og en podcast. Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive bogen 'Kvinde kend din historie' 

GJ: Da jeg fik tilbuddet om at skrive en bog, tænkte jeg meget over, hvordan jeg så ville gøre det. Min Instagram og min podcast er jo en slags ”evighedsformater”, hvor man altid kan fylde mere på. Men en bog er mere et lukket og afrundet medie, og det var derfor vigtigt for mig at skrive tematiseret samtidig med, at jeg bevarede et udgangspunkt, hvor jeg fortalte Danmarkshistorie igennem mennesker. Samtidig har mine følgere og lyttere meget tidligt efterlyst en bog, så på en måde lå det som det naturlige næste skridt i min formidling.

Hvorfor tror du, at der i disse år er kommet en ny åbenhed overfor at give kvinder en fornyet plads i historien og give glemte, vigtige kvindehistorier en platform? 

GJ: Da jeg begyndte at skrive om kvinder i historien på Instagram i 2018, var jeg stort set alene i feltet. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at behovet for disse nuancer i historien virkelig er der. Samtidig er Danmark blevet mere ”klar” til at tage en dybere diskussion om ligestilling på mange forskellige niveauer i løbet af de sidste par år. Det er blevet mere tydeligt for de fleste, at det er for alles bedste, at vi i fællesskab arbejder for et mere lige samfund i alle henseender.

I den danske litteraturkanon, som man underviser ud fra i folkeskolen og gymnasiet, er der kun én kvindelig forfatter med (Karen Blixen). Hvilke kvindelige forfattere synes du mangler? 

GJ: Jeg kunne nævne virkelig mange, men her kommer en håndfuld: Karin Michaëlis, Inger Christensen, Tove Ditlevsen, Amalie Skram, Charlotta Dorothea Biehl, Dea Trier Mørch, Thit Jensen – jeg kunne blive ved.

Danmark har gennem tiden haft to kvindelige regenter og Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrev sidste år den anmelderroste roman 'Margrete I'. Hvad er det mest iøjefaldende eller særlige i hendes – Margretes - historie, som du ser det? 

GJ: Det mest i øjenfaldende i Margrete I’s historie er, hvor lidt plads den har fået i historiebøgerne. Hun er uden tvivl den største regent vi nogensinde har haft! Udover det, så er det bemærkelsesværdigt at se på den ekstremt unge alder, hun udretter alt dette i.

Hvilke bøger (romaner som biografier) om kvinder i historien har givet dig de største læseoplevelser? Hvilke vil du anbefale til Københavns læsere? 

GJ: Jeg har jo læst mange biografier og erindringer de sidste tre år, og flere har gjort enormt indtryk på mig. Her kan jeg anbefale Bodil Begtrups erindringer 'Kvinde i et verdenssamfund', hvor hun beskriver sin vej fra eneste pige i gymnasieklassen til frontkvinde i fremførelsen af FN’s menneskerettighedserklæring i 1948. Biografien om Ellen Hørup 'Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk' af Maria Grønlykke er virkelig god og man taber virkelig pusten over hvor meget Ellen Hørup når at kaste sig over i løbet af sit liv. Bogen 'Carl og Marie - i kunst og i kærlighed' af Lotte Andersen og Amalie Kestler giver det fineste og ærligste indblik i Anne Marie Carl Nielsen og Carl Nielsens lidenskabelige og stormombruste ægteskab, men også et super blik ind i samtiden. Biografien 'Nielsine Nielsen – Danmarks første kvindelige læge og akademiker' af Dorthe Charkravarty og Sarah von Essen er virkelig god, lærerig og underholdende.

'Månedens forfatter'-arragementet i juni 2021 skete i samarbejde med Christianshavns Bogfestival

Materialer