James Joyces Ulysses – Små flagermus sladrer ikke

James Joyces "Ulysses" – Små flagermus sladrer ikke

James Joyces hovedværk "Ulysses", der udkom i 1922, blev en verdenshistorisk skandale.

"Ulysses" blev først offentliggjort som føljeton i det amerikanske tidsskrift The Little Review, men da tidsskriftet publicerede 13. kapitel, ”Nausicaa”, standsede udgivelsen brat. Tidsskriftets redaktør, Margaret Anderson, blev arresteret og tiltalt for pornografi. Dernæst blev "Ulysses" forbudt i USA; et forbud der varede frem til 1933. 

I kølvandet på den pikante cause célèbre i Amerika var Joyce på udkig efter en ny udgiver. Denne fandt han i Paris, hvor et lille forlag med det lovende navn Shakespeare and Company vovede at trykke bogen. Skandalen blev imidlertid ikke mindre, da værket kom til at foreligge i bogform. De studerende ved Oxford samlede sig til åndelig dåd og lod et eksemplar af bogen brænde for at vise deres afsky. Straks efter greb de engelske myndigheder ind og bandlyste "Ulysses" i England.

Det er i dag knap 100 år siden, "Ulysses" blev brændt og beslaglagt. Men i Danmark kan vi stolt bryste os af, at åndelige bjergbestigere alle dage har kunnet købe og læse Joyces hovedværk. I 1931, da romanen stadig var underlagt censur i flere lande, forsvarede Tom Kristensen på munter vis sin irske forfatterkollega i Politiken:

”Man kunde have forbudt Bogen for dens Uforstaaelighed; men saa kloge er Myndighederne nu engang ikke. Man kunde ogsaa have forbudt den for dens Tykkelse. Men man foretrak at holde sig til de ’uartige’ Passager, skønt de egentlig er meget faa.”

En af de uartige passager finder man som antydet i 13. kapitel, og denne passage vover vi nu at gengive her på Østerbro Bibliotekerne. Ikke mindst fordi uddraget både er sporligt spidsfindigt og særdeles morsomt!

Kapitlet udspiller sig på en strand nær Dublin, hvor romanens hovedkarakter, den gifte annonceagent (og hverdags-Odysseus) Leopold Bloom, på afstand betragter en æggende, ung kvinde ved navn Gerty MacDowell. Til Blooms forundring nyder Gerty tilsyneladende sin mandlige beundres blik, og som kapitlet skrider frem, tager det erotisk spil til. Bloom giver sig til at masturbere på stranden og scenen kulminerer, først i orgasmisk vellyst, og dernæst i samvittighedsfulde kvaler. Således lyder det i Ulysses:

“Og så sprang en raket og bang skud blind blank og O! så brast romerlyset og det var som et suk af O! og alle råbte O! O! af betagelse og det pøsede ud af det en strøm af regn guld hår tråde og de spredtes og åh! De var alle grønlige duggede stjerner der faldt med gyldne, O så dejlige, O, så bløde, søde, bløde!”

Så smeltede alt bort dugget i den grå luft: alt var stille. Ah! Hendes blik strejfede ham da hun hurtigt bøjede sig frem, et rørende lille blik af fortvivlet protest, af genert bebrejdelse hvorunder han rødmede som en pige. Han lænede sig tilbage mod klippen bagved. Leopold Bloom (for ham er det) står tavs, med bøjet hoved over for disse unge troskyldige øjne. Hvilket udyr han havde været! På spil igen? En ren uplettet sjæl havde kaldt på ham, og han, den usling, hvordan havde han svaret? En gemen sjover havde han været! Han af alle mænd! Men der var et endeløst forråd af nåde i de øjne, til ham også et glimt af tilgivelsens ord selv om han havde fejlet og syndet og vandret ad vildveje. Bør en pige sladre? Nej, tusind gange nej. Det var deres hemmelighed, kun deres, alene i den skulende skumring og der var ingen til at vide eller sladre undtagen den lille flagermus der fløj så blødt gennem aftenen frem og tilbage og små flagermus sladrer ikke. 

- Joyce Ulysses i Karsten Sand Iversens oversættelse, s. 389.