Julens uhygge

Har hunden spist andestegen? Eller har katten væltet juletræet? Hvis bare det kun var det. I gamle dage havde julen også en dyster og uhyggelig side.

Julen falder på årets mørkeste tid og det var meget mørkt i gamle dage, så der var frit spil for både døde og levende.

De dødes gudstjeneste

Efter Reformationen var der mange katolske præster, som stadig holdt midnatsmesse julenat. De protestantiske præster fandt derfor på at fortælle deres sognebørn, at det var de døde, som holdt gudstjeneste julenat. De mennesker, som fandt på at gå ind i kirken julenat, ville ikke længere være levende om morgenen. Et kendt sagn stammer fra en gård ved Vokslev kirke. Om morgenen hører karlen kirkeklokkerne og vækker konen på gården. Hun skynder sig i kirke. Da hun sætter sig i kirkestolen, ser hun at alle omkring hende for længst er døde. På opfordring fra sidemanden skynder hun sig ud af kirken og når hen til kirkedøren, da hun føler sin frakke blive revet af. Næste morgen ved morgengudstjenesten finder naboerne konens frakke udenfor, flået i småstykker.

Julespøgelser

Det er dog ikke alle afdøde der går til gudstjeneste julenat. Nogen vælger at ”blive hjemme” og gå igen i kendte omgivelser. Mange af disse julespøgelser har ifølge de gamle historier med barnemord at gøre, måske pga. barnemordet i biblen begået af Herodes. På adskillige danske herregårde er der spøgelser hver juleaften og i Kalundborg kørte Hans Lindenow gennem  Skibbrogade med sit hoved under armen.

Dødsvarsler

På bl.a. Samsø kunne man julenat møde helhesten. Helhesten er ifølge flere gamle sagn genfærdet af heste, som blev levende begravet for at give held ved kirkebyggerier.
I mange egne kunne man desuden risikere at møde Elleskytten med sine glammende hunde. Elleskytten er også kendt som Goen og menes at være ingen ringere end Odin. Elleskytten er kendt i hele Norden og hans oprindelige opgave var at bekæmpe Ellekvinder (Elverkvinder). I Danmark blev han opfattet som farlig for mennesker. At møde ham eller helhesten en julenat betød døden, enten for en selv eller en man var tæt på.
Julenat var også natten, hvor man tog varsler. Hvis man under julemiddagen gik udenfor og kiggede ind gennem vinduet, ville man kunne se, hvem der ville dø i det kommende år. Ligeledes kunne man på kirkegården tage noget muld på hovedet og derved blive i stand til at se næste års døde. Men det var ikke ufarligt. Blev man opdaget, betød det døden. En karl, som en julenat vovede sig ud på kirkegården, kendte alle, der gik forbi, undtagen en med en strikke om halsen. Det viste sig at være karlen selv og ganske rigtig, inden næste jul havde han hængt sig.

Menneskeskabt uhygge

De unge karle på gårdene, som arbejdede hårdt hele året, benyttede julens frihed til at lave sjov og ballade. De klædte sig ud og rendte rundt til sognets gårde og forsøgte at skræmme bønderne. Meningen med spøgeriet var som regel at blive inviteret ind på gårdene og beværtet. Vel indenfor blev der fortalt uhyggelige historier og leget forskellige lege.

Ordet juleleg bliver stadig brugt om handlinger, som ikke er helt fine i kanten. Det er nu ikke fordi disse lege var særlig uhyggelige. De fleste er lege vi kender den dag i dag, som f.eks. ”Tag den ring”, mens andre var lege, hvor de unge karle og piger benyttede lejligheden til at komme lidt tættere på hinanden. Og det kunne på de tider såmænd være skræmmende nok for en præst. Så skræmmende at det i 1683 blev påbudt at ”al forargelig legen om julen” er forbudt og skal straffes strengt. De skræmmende eller forargelige lege var ofte sang- og pantelege, hvor sangteksterne lagde op til, at deltagerne smed tøjet styk for styk ”så længe man har klæder på kroppen.” Panten var så ofte et kys eller et stykke tøj.

Heldigvis er julen ikke længere skræmmende og nutildags er det værste der kan ske måske netop, at hunden spiser andestegen. Og dog, hvem ved hvad der sker på kirkegåden julenat? Og på mange herregårde fortælles der stadig om mærkelige skikkelser og uhyggelige lyde ved juletid.

 

15.11.18
Tags