Khalid Albaih: Mød Københavns fribykunstner fra Sudan

16.03.18
Sudanesiske Khalid Albaih vil frem til oktober 2019 være tilknyttet København som fribykunstner. Khalid er udvalgt gennem fribyordningen ’International Cities of Refugee Network’ (ICORN), som er et internationalt netværk, der yder beskyttelse til forfattere, skribenter og tegnere, hvis ytringsfrihed krænkes i deres hjemlande.

Sudanesiske Khalid Albaih vil frem til oktober 2019 være tilknyttet København som fribykunstner. Khalid er udvalgt gennem fribyordningen ’International Cities of Refugee Network’ (ICORN), som er et internationalt netværk, der yder beskyttelse til forfattere, skribenter og tegnere, hvis ytringsfrihed krænkes i deres hjemlande.

Khalid begyndte at tegne og dele sine tegninger på de sociale medier, da det Arabiske Forår startede i 2010. Tegningerne gik viralt, men fandt også vej fra Internettet til bymure i Cairo og Beirut. Temaerne for hans tegninger er bl.a. hvordan den vestlige og arabiske verden interagerer, politik, ulighed, migration og sociale mediers rolle.

I oktober 2017 flyttede Khalid med sin familie fra Doha i Qatar til København, hvor han vil bo frem til oktober 2019. Gennem deltagelse i det københavnske kunst- og kulturmiljø, vil han sætte fokus på ytringsfrihed gennem sine tegninger og projekter. Københavns Hovedbibliotek, som er vært for Khalid, planlægger i foråret 2018 en række arrangementer, hvor der er mulighed for at møde Khalid.

Det danske bibliotekskoncept har allerede givet inspiration:

’Jeg er ikke vant til biblioteker. I den arabiske verden og i det meste af det globale Syd ser vi på det at gå i skole som, at det ikke handler om at tænke selv, men om at lære udenad og at repetere. Jeg blev glad for få at vide, at jeg skulle have base på Københavns Hovedbibliotek, men det var først da jeg begyndte at komme her regelmæssigt, at jeg så hvordan systemet er vævet sammen med resten af samfundet. Biblioteket er et meget åbent rum, hvor der tilbydes fri viden, som kan hjælpe dig med at undersøge ting. Det er rart at sidde her og bare iagttage mennesker’, forklarer Khalid.

Khalid holder tit til i Hovedbibliotekets café ved hovedindgangen, hvor man kan finde ham med en stak kunstbøger og sin computer i gang med at tegne:

’Som tegner er det det, du gør - du observerer for at finde ud af, hvad der er det mest specielle ved en person, så du kan fremhæve den ting; Hvis du har stort hår, giver jeg dig større hår, hvis du er en idiot, gør jeg dig til en større idiot.’

Khalid har her tegnet den amerikanske fodboldspiller Colin Kaepernick, da han i august 2016 i nægtede at stå op, men i stedet knælede under afspilningen af den amerikanske nationalsang i protest mod politivold mod sorte og farvede. Kaepernick oplevede herefter en bølge af kritik, inkl. fra Præsident Trump, der opfordrede Kaepernick til at ’finde et land, der fungerede bedre for ham’.  Khalid har her ladet Kaepernicks hår vokse sammen med Black Power bevægelsens sorte, knyttede hånd. Tegningen gik hurtigt viralt, og er også blevet gengivet på bl.a. t-shirts. Læs mere her. https://www.aljazeera.com/news/2017/09/khalid-albaih-created-colin-kaepernick-cartoon-170908192248153.html

Men Khalid tegner ikke kun. I øjeblikket arbejder han også på at udvikle to forskellige idéer, der har fokus på plads til at tænke kreativt og frit. Det ene har fået det arabiske navn ’Fadda’, som betyder ’rum’. Planen er at etablere en app, hvor det er meningen, at folk verden rundt kan dele deres private hjem med kunstnere, der søger plads til at arbejde og udstille.

Den anden idé handler om at etablere et bibliotek hjemme i Sudan:

’Jeg vil gerne have sådan et sted, hvor du kan se bøgerne og røre ved dem. Jeg vil bede folk donere bøger om kunst og design, jeg vil også træne bibliotekarer i hvordan man arbejder på en mere moderne måde - ligesom der arbejdes her. En af ​​de bedste ting ved bibliotekerne her er, at der er adgang hele tiden. Det er det, jeg vil ha’. Det behøver ikke at være et fancy sted, men hellere et funktionelt sted for alle borgere. Sådan vil jeg ha’ det.’

Københavns Hovedbibliotek byder sammen med Københavns Kommune velkommen til Khalid med et særligt arrangement den 4. april på Hovedbiblioteket. Her er der mulighed for at møde Khalid og høre mere om hans virke og igangværende projekter – læs mere her. https://www.facebook.com/events/745293835659621/

ICORN OG FRIBY

International Cities of Refuge Network (ICORN) er en uafhængig organisation, der består af byer og regioner, som tilbyder værtskab til forfulgte forfattere og kunstnere, der tilbydes to-årige ophold, hvor de kan arbejde i fred og uden censur. Disse byer kaldes ’fribyer’. I København bistår PEN International med udvælgelsen, mens den endelige beslutning tages af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg. Siden 2005 er over 130 kunstnere støttet gennem ICORN.

Læs mere her. https://icorn.org/

 

FØLG KHALIDS ARBEJDE HER

Facebook https://www.facebook.com/KhalidAlbaih/

Instagram https://www.instagram.com/khalidalbaih/

 

UDVALGTE ARTIKLER OM KHALIDS VIRKE

KBH Læser (s. 32-34)  https://issuu.com/kbhlaser/docs/kbhl_18_avis_final_low/11

’Jeg er fra Internettet’, Nummer 9 http://nummer9.dk/artikler/jeg-er-internettet/

‘An Arab Spring cartoonist's next project? Cartoons about the West and how the Middle East sees it’, Upworthy http://www.upworthy.com/an-arab-spring-cartoonists-next-project-cartoons-about-the-west-and-how-the-middle-east-sees-it

The Gulf Crisis, as Told Through Cartoons’, The Atlantic https://www.theatlantic.com/international/archive/2017/07/gulf-crisis-cartoons-cartoonists/535122/

Skrevet af Pernille Bærendtsen

Spørg biblioteket