Klaus Rifbjerg er død 83 år gammel

Rifbjerg var en mastodont. Han ragede højt op i landskabet, både i bogstavelig forstand og som forfatter, samfundsrevser og provokatør.

Oprindeligt skrevet af Susanne Buus-Pedersen

Det var derfor ikke kun pga. Rifbjergs anseelige højde, at han på det litterære parnas gik under navnet 'Store Klaus.' Der er ikke rigtig nogen over eller ved siden af Rifbjerg i efterkrigstidens Danmark, og det er faktisk temmelig trist.   

Rifbjerg har fyldt så meget, at han altid vil være iblandt os. Men der er ingen tvivl om, at han som forfatter især vil blive husket for romanen "Den kroniske uskyld," som udkom i 1958 og delte vandene blandt datidens kritikere og læsere. Der var tale om en eksistentiel pubertetsroman, skrevet i et nyt friskt modernistisk sprog, der adskilte sig radikalt fra den tids øvrige litteratur. Mange kritikere var direkte forargede og talte om at 'sådan var ungdommen da ikke.'  

Selv tog Rifbjerg heldigvis ikke kritikken til sig. Hans første roman blev en publikumssucces og fik i løbet af få år status som en dansk nyklassiker. "Den kroniske uskyld" er stadig, mere end 50 år efter sin udgivelse, næsten stensikker som gymnasiepensum.   

Klaus Rifbjergs forfatterskab kom til at strække sig over næsten 60 år. Han har skrevet omtrent 50 romaner, over 30 digtsamlinger, adskillige novellesamlinger, skuespil, rejsebeskrivelser, erindringer.....you name it.

Fra 1959 til 1971 var han litteratur-, film- og teaterkritiker på Politiken. Han har altid haft noget på hjerte. Noget af det han har skrevet er bedre end andet, men han har først og fremmest aldrig været kedelig.  

Rifbjerg har selvfølgelig modtaget alle væsentlige litterære priser i Danmark. Desuden har han i en årrække være litterær direktør for forlaget Gyldendal og været med til at udpege og understøtte en ny generation af talentfulde danske forfattere.

Københavns Biblioteker er rigt forsynet med næsten alt hvad Rifbjerg har skrevet. Dyk ned i hans efterladte værk og bliv klogere på dig selv og din samtid. Du finder et lille udvalg af Rifbjergs mest populære bøger i listen herunder.

Du kan også låne ebøger af Klaus Rifbjerg på eReolen.dk.

Klaus Rifbjerg, 15. december 1931 - 4. april 2015. Æret være hans minde.

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket