Læs BEAT-litteratur - og bliv et bedre menneske!?

14.09.16
Vi har fanget foredragsholder Lars Movin til et mini-interview om de nye hipsteres forfædre.

Hipster, hipster, alle ved, hvad en hipster er. Men hvem var first-moverne:

BEAT, BEVÆGELSE & BUDDHISME, foredrag ved Lars Movin, Vigerslev Kirke, 20.9.16
Foredraget indgår i Valbytaler i 2016 med temaet "Litteratur og opbyggelighed".
Foredragsrækken er et samarbejde mellem Kirkerne og Kultur Valby, læse mere på valbytaler.dk

movin


MINI-INTERVIEW med Lars Movin f. 1959 og forfatter til bl.a.  "Beat - på sporet af den amerikanske beatgeneration":

Hvorfor bliver de ved at poppe op?
Det er sandt: Efter at beatgenerationens forfattere op gennem 1960’erne og 70’erne syntes at være på vej til at forsvinde ud af historien, kom de tilbage med fornyet kraft og har siden vist sig at være forbløffende slidstærke. Jeg tror, at det har flere årsager. Helt banalt er der en fornemmelse af livsappetit og frihedslængsel, som – sammen med en antiautoritær ånd – formodentlig vil appellere til unge mennesker i enhver tidsepoke. I 1960’erne var de ting så fremherskende i tidens agenda – med ungdomsoprør, seksuel revolution, rockmusik etc. – at der ikke var det store behov for beatgenerationens stemme, men efterhånden som tidsånden blev mere dyster, blev beatbøgerne igen aktuelle som visioner om alternative måder at leve og tænke på (ikke mindst Jack Kerouacs romaner, der kan puste til eksempelvis rejselængslen hos enhver yngling).

Så er der alle de andre faktorer, som det vil føre for vidt at folde ud her. Men kort sagt tror jeg, at det på afstand af 1950’erne er kommet til at stå klart, at beatgenerationen repræsenterede det første antiautoritære oprør efter Anden Verdenskrig, og at de derfor på mange måder udgjorde fundamentet for de væsentligste subkulturer i den vestlige verden i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Og så gjorde det jo ikke sagen mindre relevant, at bevægelsen litterært set var ganske enestående i den forstand, at dens tre hovedpersoner – William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac – hver især kom med bud på radikale fornyelser af, hvad litteratur kan handle om, og hvordan man overhovedet kan skrive. Endelig har det en betydning, at beatlitteraturen i de senere år har fundet et nogenlunde solidt fodfæste i den akademiske verden.

Hvad var din egen første oplevelse med BEAT-generationen? Hvordan blev din interesse grundlagt?
For mig – som for så mange andre danskere i min generation – begyndte det med Dan Turèll. Det var hos Dan Turèll, jeg første gang læste om beatforfatterne, og eftersom han var et forbillede og en ‘åndelig storebror’, måtte hans helte jo også interessere mig. Det viste sig at holde stik. Jeg begyndte forsigtigt at snuse til de bøger, der fandtes i dansk oversættelse (det var ikke mange), og efter at have oplevet William S. Burroughs i levende live i Saltlageret i København den 29. oktober 1983, var jeg solgt. Det blev til en solid interesse, der hen ad vejen udviklede sig til passion og samlermani (både som læser og samler fandt jeg snart ud af, at når først man var kommet et spadestik ned, var området så stort, at der var nok til at holde én beskæftiget i et helt liv).

Er der et værk, du holder særligt meget af?
Jeg har aldrig været meget for at tænke i den slags hitlister, “den bedste dit” og “min yndlingsdat”. Heller ikke inden for beatlitteraturen, hvor alene de tre mest kendte forfattere – Burroughs, Ginsberg og Kerouac – indbyrdes er så forskellige, at det ikke giver mening at vælge imellem dem. De har selvfølgelig en fælles baggrund og var optaget af mange de samme ting – for eksempel en forkærlighed for spontanitet, improvisation og et fravær af kontrol – men de udviklede hver sit sæt af metoder, som igen kom til at danne skole for andre. Min personlige favorit er nok Burroughs, hvis univers er så stort, at han synes at være en uudtømmelig kilde til inspiration (samtidig med at et møde med hans bøger er som at træde ind i en uendelig række af ukendte verdener). Kerouac er lidt tættere på en genkendelig virkelighed og er medrivende som poet og drømmekatalysator. Mens Ginsbergs engagement i politiske og sociale forhold – sammen med hans originalitet og energi som digter – mildt sagt er smittende. Og hovedværkerne? Jamen, det er og bliver jo Burroughs’ Naked Lunch (1959), Ginsbergs Howl and Other Poems (1956) og Kerouacs On the Road (1957) – og skulle vi endelig tale om ‘yndlings’, så kunne det være den oprindelige udgave af On the Road, kaldet The Original Scroll (som omsider blev gjort tilgængelig for offentligheden i 2007).

Kort: Var der bestemte socioøkonomiske forhold, som lå til grund for deres måde at leve på?
Meget kort: Ja! For eksempel muligheden for at leve i New York (og andre amerikanske storbyer) for næsten ingen penge. Altså dette, at samfundet – trods sindelagskontrol, konformitet og andre afledte effekter af Den Kolde Krig – var så løst i fugerne, at det kunne lade sig gøre at skabe sig et rum uden for normerne, hvis man var villig til at løbe risikoen for forfølgelse og til at leve uden alle de forbrugsgoder, som de materialistiske idealer foreskrev.

Foredraget indgår i temaet “Litteratur og opbyggelighed”, men kan de over hovedet siges at være det, opbyggelige?
Det spørgsmål tygger jeg stadig på. Min fornemmelse er ja – beatforfatterene rev måske nok litteraturens konventioner ned, men de var hverken antiamerikanske eller nihilistiske. Groft sagt mente de, at samfundet, som det havde udviklet sig, virkede invaliderende på individets åndelige udvikling og almenmenneskelige velbefindende, og derfor søgte de efter alternativer, for eksempel i Østens religioner og tankesystemer.

Hvilket værk skal man starte med, hvis man er begynder?
I en dansk kontekst kunne man jo vælge at nærme sig langsomt ved at dykke ned i eksempelvis Peter Laugesen, Dan Turèll og Torben Ulrich. Hvis man ikke herefter er blevet interesseret i beatforfatterne, ja, så er det nok ikke noget for én. Eller man kan gå direkte til sagen og lægge ud med de tre førnævnte hovedværker, måske i denne rækkefølge: Jack Kerouacs On the Road, Allen Ginsbergs Howl and Other Poems og William S. Burroughs’ Naked Lunch.

Om 100 år – hvad vil så blive husket?
Formodentlig Burroughs – ikke for ét bestemt værk, men som en af de mest radikale tænkere i det tyvende århundrede.

På plakaten er der et fotografi af dig taget af Torben Ulrich – hvad er historien bag billedet?
Torben Ulrich er en god ven. Jeg har redigeret hans tekster i bogen Jazz, bold og buddhisme (2003), skrevet hans biografi i Udspil – samtaler med Torben Ulrich (2004) og leveret henholdsvis efterskrift og forord til hans to engelsksprogede digtsamlinger, Terninger, tonefald (2005) og Stilhedens cymbaler (2007). Da jeg sidst besøgte ham i San Francisco (i efteråret 2015), tog vi på et lille road trip op ad kysten langs Stillehavet, og i nærheden af den gamle kunstnerkoloni Bolinas, som vi begge havde lyst til at besøge, stoppede vi bilen og fotograferede hinanden. Torbens billeder blev selvfølgelig de bedste. Han er god til alt.

Billedresultat for torben ulrich jazz boldBilledresultat for kerouac vejeneBilledresultat for burroughs nøgen frokost

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket