Fra venstre mod højre: Shekufe Heiberg, Christiane Hector, Louise Amalie Juul, Trine Juhl, Rebecca Bach Lauritsen, Iben Mondrup og Tina Sakura Bestle.

Magisk fælles tryghed

Af Københavns Biblioteker
20.12.18
Reportage fra oplæsning på Valby Bibliotek i forbindelse med udstillingen "Kvinder i litteraturen"

Fra d. 13. nov.-14. dec. har der stået en udstilling på Valby Bibliotek. Den hedder ”Kvinder i litteraturen” og består af en mængde dukker, som forestiller forskellige kvindelige forfattere. Udstillingen er skabt af Trine Juhl, som har noget, hun kalder for MagiLaboratoriet. Torsdag d. 29. november var der et oplæsningsarrangement på biblioteket i forbindelse med udstillingen. Rolf Sparre Johansson har skrevet reportage fra oplæsningen og interviewede efterfølgende Trine Juhl om dukker og magi.

Løftet stemning i mørket
Begyndelsen på aftenen d. 29. lagde ikke op til nogen stor oplevelse på Valby Bibliotek. På de opstillede stole i et hjørne af børnebiblioteket sad måske femten mennesker, og der var flere ledige end besatte pladser. Gennem de store vinduer ud mod gaden kunne man ane en konstant regn falde i mørket udenfor.

Skaberen af dukkeudstillingen ”Kvinder i litteraturen” og indehaver af MagiLaboratoriet, Trine Juhl, havde inviteret seks forfattere til at læse op til aftenens arrangement: Christiane Hector, Tina Sakura Bestle, Rebecca Bach Lauritsen, Shekufe Heiberg, Iben Mondrup og Louise Amalie Juul.

For mig var de fleste af de seks forfattere ukendte. Faktisk kendte jeg kun til Shekufe Heiberg og Iben Mondrup, men kun af navn. Jeg havde ikke læst nogen af deres bøger, så jeg var ikke sikker på, hvad jeg kunne forvente af oplæsningen.

Efterhånden som forfatterne indfandt sig, skete der dog et eller andet. Stemningen blev løftet af deres åbenlyse glæde ved at se hinanden. Der var noget ved det fællesskab, der åbenbart var mellem forfatterne og Trine Juhl, som var smittende, og som afmonterede forventningen om et almindeligt, måske interessant, måske kedeligt, oplæsningsarrangement.

Selve oplæsningen forløb på en vildt intens måde. Efterfølgende er det svært at sætte ord på, hvad der skete.

En uforklarlig oplæsning
Arrangementet startede med, at Trine Juhl holdt en tale om litteratur og kvindekamp, om vigtigheden i, at der findes en litteratur skrevet af kvinder, og at den bliver taget alvorligt. Hun sagde bl.a.: ”Hvis vi mangler kvindernes litteratur, så mangler vi halvdelen af fortællingen om at være menneske i verden.”

Derefter introducerede hun forfatterne én ad gangen. Introduktionerne var meget personlige, og hun lagde på ingen måde skjul på, hvor meget hun holder af de seks forfattere både som mennesker og som kunstnere.

Inden forfatterne læste op, holdt de også selv nogle små nærværende taler, eksempelvis Iben Mondrup, som lagde ud med at sige: ”Jeg har altid følt mig ensom. Jeg har aldrig følt, at jeg hørte til.” Eller Shekufe Heiberg, som talte om et kvindefællesskab i litteraturen og sagde om forfatternes fællesskab, at de ”står lige bag hinanden og er gode til at skabe hinanden”.

Og når forfatterne så læste op, føltes det ikke som en optræden, men nærmere som en person, der stillede sig op for at læse noget for en privat forsamling. Det blev særlig tydeligt, da flere af forfatterne blev rørte til tårer over overhovedet at stå på scenen til lige netop denne oplæsning sammen med de her mennesker.

Jeg har været til mange oplæsningsarrangementer de sidste 15 år, men der skete et eller andet den her aften, som jeg ikke har oplevet før. Jeg var vidne til noget, der forvirrede mig og gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det var ikke det feministiske indhold i de ting, der blev sagt på scenen, eller bare det, at der stod nogen på en scene, som holder af og støtter hinanden. Der var noget mere til det, noget, som jeg ikke forstod. Derfor kontaktede jeg efterfølgende Trine Juhl og bad om et interview. Måske kunne hun forklare, hvad der var foregået.

Et ”rigtigt” forfatterfællesskab
En uge senere talte Trine Juhl og jeg sammen i halvanden time over video chat på Facebook.

Min plan var at finde ud af, hvad hun tænkte, der skete til oplæsningen på biblioteket, samt hvorfor hun kalder det, hun laver, for MagiLaboratoriet. For at få gang i samtalen, spørger jeg ind til, hvor gammel hendes datter er.

Hun svarer stille og roligt: ”Hun er otte, og så har vi jo også en søn, som er dødfødt, og han er fire. Jeg siger det, fordi det kan være vigtigt, hvis du gerne vil vide noget om, hvordan MagiLaboratoriet startede.”

Så er stilen lagt, og det passer egentlig ret godt ind i, hvordan jeg oplevede stemningen til oplæsningen. Det er noget med, at det sociale rum bliver åbnet, ikke sådan, at det bliver grænseløst, men på den måde, at det bliver muligt at sige, hvad man har på hjerte.

Derefter taler vi videre, og Trine Juhl fortæller begejstret om, at der siden oplæsningen d. 29. er sket noget med forfatternes fællesskab. De har besluttet sig for at give deres gruppe et navn og prøve at skrive en bog sammen, i det hele taget at lave et ”rigtigt” forfatterfællesskab.

At tage dukken tilbage
Jeg spørger, hvad et rigtigt forfatterfællesskab er, og hun svarer: ”Vi har alle sammen en følelse af, at man skal have lov at være en enspænder. Jeg har altid hadet gruppearbejde helt vildt, så jeg synes, det var en underlig følelse at sidde og tænke, at det kunne være rigtig fedt at være mange om det her. Og sådan var der flere af os, der havde det. Men det er det der med, at man kan gå ind i fællesskabet, og så kan man også gå ud. Det er et trygt sted.”

Hun taler om, at gruppen udelukkende består af kvinder, og at det gør det muligt for dem at tale sammen på en måde, de ellers ikke kan.

Da det stadig ikke helt klart for mig, præcis hvad hun mener, spørger jeg, om gruppen tillader en ny frihed.

Hun svarer: ”Ja, det tror jeg. Forfatterne leger meget med det der ord dukke, og hvad det betyder. Det er utrolig spændende at få lov at læse med. Dukke er jo egentlig et nedsættende ord. Man har ikke lyst til at blive kaldt en dukke, og man har heller ikke lyst til at agere som en dukke, for så må der være en dukkemester et sted. Men hvis nu man tager det tilbage.”

Hun forklarer, at alle forfatterne har et forhold til dukker. De kender til dem, fra da de var børn, og kan på en måde spejle sig i dem, og det er en væsentlig grund til, at de nu arbejder med dukken som litterær trope.

En livsreddende havfrue
Dukkedigtene får mig til at spørge om en anden ting, der har undret mig, nemlig hvorfor en central del af Trine Juhls magilaboratorium er at sy dukker af forfattere.

Da jeg spørger ind til det, får jeg hele den tidligere nævnte historie om Trine Juhls dødfødte søn, Ulv.

Hun fortæller, at han blev født i 4. måned og døde ved fødslen. Og hun fortæller om, at hun derefter, oveni den store sorg, blev fejldiagnosticeret med noget, som hedder IIH, og derfor fejlmedicineret: ”Jeg er sygemeldt fra universitetet og kan ingenting, jeg ligger bare på en sofa og sover, og så er jeg lidt vågen, og så sover jeg igen. Og hver gang jeg siger til lægerne, at jeg har det dårligt, så siger de, at jeg skal oppe dosis af medicinen.”

Hun får det dårligere og dårligere i cirka 10 måneder, indtil fejldiagnosen bliver opdaget. Det viser sig, at hun i stedet lider af binyrebarkinsufficiens, og at al den forkerte medicin, hun fik i op mod et år, faktisk var det, der gjorde hende så syg.

Hun er fysisk afkræftet, men hun har overlevet, hun kommer sig. Hun når at tænke over, hvor vildt det er, at hun har overlevet at føde et dødfødt barn og derefter dette sygdomsforløb. Men så går det op for hende, at det snart er januar. Det er snart Ulvs fødselsdag, og hun har det som om, hun skal overleve hans fødsel en gang til.

Hun er nødt til at gøre et eller andet, og det, hun gør, er at sætte sig ned og sy en dukke af en havfrue.

Det fælles magiske rum
Som hun siger: ”Jeg har aldrig syet før. Så syede jeg en havfrue, fordi jeg havde sådan en tanke, at hvis nu jeg var en havfrue, så kunne jeg ikke drukne i den januar måned.”

På en eller anden måde hjalp det hende at sy den her havfruedukke. Det var januar 2017, og derefter gik det stærkt. I februar oprettede hun MagiLaboratoriet, og i august syede hun den første forfatterdukke af engelske Virginia Woolf. Hun begynder at sy dukker af danske kvindelige forfattere, og, modsat hvad hun havde troet, betyder det noget for forfatterne.

Jeg tænker, at det må være dukkerne, der er er det magiske i MagiLaboratoriet, så jeg spørger hende, hvad magi er.

Hun svarer: ”Magien det er, når vi mødes i et fælles rum, hvor vi genkender noget, som gør, at vi ikke føler os så alene. Og så kan det være forfatterdukkerne. Jeg havde ikke regnet med, at forfatterne ville føle noget i den forbindelse, men det gør de jo så. Der tænker jeg, at den der følelse af ikke at være alene, når nogen faktisk ser én, den hjælper bare helt vildt. Så jeg tror, at magi er det rum, hvor vi kan gå ind og sådan være til stede rigtigt for alvor.”

Til mit spørgsmål, om det så var den magi, der var på færde til oplæsningen på Valby Bibliotek, svarer hun: ”Ja, der er noget med, at når man selv er ærlig og bare går ind i rummet og er, det kan man godt forholde sig til. Men når nogen går ind i en karakter og optræder foran en, så indtager man også selv en position i forhold til det i stedet for at være sig selv. Så det er magisk, når man kan være sig selv.”

I Trine Juhls verdensopfattelse er det altså magi, når mennesker føler sig set som sig selv. Og det er magi, når mennesker møder andre i et fællesskab uden at lade som om, man er en anden, så et oprigtigt møde kan finde sted.

Tillid til at tale
Jeg ved stadig ikke, om jeg har fattet, hvad der skete på biblioteket den aften i slutningen af november. Der foregik noget imellem Trine Juhl og forfatterne, og det spredte sig til publikum, men hvad var det?

Og det har en eller anden betydning, at hun syr dukker af forfatterne, men hvilken?

Men jeg tror godt, jeg forstår nu, hvorfor hun kalder det magi. Fordi det handler om noget, man ikke helt selv kan styre eller gennemskue, men som man alligevel kan påvirke. Hvordan man møder andre mennesker, hvordan man taler til dem og lader sig blive talt til. Hvordan man skaber hinanden.

Til oplæsningen sad vi nede i hjørnet af børnebiblioteket. Vi befandt os i et rum, der til daglig bliver brugt af børnehaver og forældre med børn til så dagligdags ting som at låne bøger, lege, pudse næse eller amme. Det var så overraskende, at der pludselig kunne foregå noget magisk der.

Da oplæsningen var færdig, var der en kvinde fra publikum, som besluttede sig for at indtage scenen og holde sin egen lille tale om, hvordan hun havde opfattet aftenen.

Det var meget betegnende for Trine Juhls magi. Den forvandler og fornyer fællesskaber og giver folk tillid til at tale til og med hinanden.

Materialer
Spørg biblioteket