Mental førstehjælp til dig, der kæmper for at blive gravid – og gode råd til pårørende

15% af kvinder i længerevarende fertilitetsbehandling kæmper på kanten af stress og depression. Det vil Thilde Vesterby, forfatteren bag bogen ”Frugtbar” gerne hjælpe med at ændre på. Vi taler med Thilde om yogadigte, fertilitet og hvordan vi som pårørende kan støtte.

I 2019 udgav Thilde Vesterby bogen ”FRUGTBAR - Yoga der booster din fertilitet - Mental førstehjælp der bevarer din forstand”, som er blevet anmeldt som en ”gave til dig, der kæmper for at blive gravid” og har været med til at sætte fokus på et sårbart og underbelyst område.

Thilde er yoga- og mindfulnesslærer og coach og fortæller her om den udfordrende rejse for at blive gravid og giver gode råd til, hvad vi alle sammen kan gøre for at støtte andre i den livskrise det kan være, ikke at vide om man nogensinde får børn.

Du får også Thildes varmeste anbefalinger til bøger om yoga, mindfulness, fertilitet og hendes kærlighed til poesi – fra sufisten Rumis vise ord til tweets fra dragqueen-stjernen RuPaul.

Tre års opslidende rejse


Kan du fortælle kort om baggrunden for din bog - manglede du selv sådan en bog?

Det tog mig tre år i opslidende fertilitetsbehandlinger, før jeg fik min søn. På de københavnske fertilitetsklinikker blev vi ikke rigtigt spurgt til, hvordan vi havde det, og jeg kan nu se, at jeg flere gange i forløbet var på randen af stress og depression. Og det viser forskning i øvrigt at 15 % af os, der er i behandling i mere end et år, er. Så ja, jeg manglede, at der var noget der sagde: det kan godt være en livskrise ikke at vide, om man nogensinde får børn, og her er hvad du kan gøre for at højne dine chancer for at blive gravid og ikke miste dig selv i processen”.

Hvilke reaktioner har du fået på bogen?

Det jeg hører mest, er, at kvinderne der læser bogen, føler sig genkendt og holdt. Det gør mig virkelig glad. 

Det skal være ok at være misundelig på endnu en veninde, der er blevet gravid


Du har bl.a. udtalt “Det skal være ok at være misundelig på endnu en veninde, der er blevet gravid” (Alt for damerne, marts 2020). Hvordan kan familie og venner være støttende i processen? Og hvordan kan vi vise hensyn i al almindelighed? – man ved jo ikke altid hvem der kæmper med at blive gravide.

Jeg synes, det allervigtigste er, at man i stedet for at prøve at fikse problemet og give en hel masse uopfordrede gode råd, tør at være med smerten. I forsøget på at gøre det hele bedre, kommer mange - velmenende - til at sige - “Har du prøvet akupunktur?”, “Hvis du bare slapper af, så kommer det”- eller nedtone problemstillingen for at få smerten til at forsvinde. Eller vi prøver med opmuntrende ord om at se på den lyse side. “I det mindste har I hinanden”.

Men der er ikke noget, man kan sige, der fikser problemet. Nogle gange er der lidelse, og nogle gange er det mest trøstende at turde være til stede i den lidelse uden at forsøge at fikse.

I min bog er der en liste med ting, man ikke skal sige og ting, man kan sige i stedet. Den er også at finde på mit website. (Find linket nederst på siden).

Det er rigtigt, det er svært at vide, hvem der kæmper med barnløshed fx på en arbejdsplads, men hvis vi bare kunne udrydde spørgsmålet: Skal du ikke snart til at have nogle børn? - er vi langt.

4 anbefalelsesværdige bøger og 1 jeg ser frem til at læse


Hvilke bøger om yoga, mindfulness og fertilitet, kan du anbefale?

Simon Krohns ”Nærmere noget” er en virkelig god, dansk indføring i yogafilosofi.

I forhold til fertilitet er jeg meget inspireret Alice Domar, der via Harvard Medical School har bedrevet forskning i relationen mellem stress og fertilitet. Hun startede ydermere i det 10 ugers mind/body-program for kvinder i fertilitetsbehandling, som mit yogaforløb er inspireret af. Hun har skrevet bogen ”Conquering Infertility”.

Engelske Uma Dinsmore-Tuli, som jeg har taget flere uddannelser hos, har skrevet et imponerende værk: ”Yoni Shakti”, hvor hun behandler det hele kvindeliv i forhold til yoga og spiritualitet. Det er i høj grad et feministisk og politisk projekt, som gør op med yoga som en patriarkalsk livsanskuelse, og jeg ikke kan anbefale den nok, hvis man er interesseret i kvinders cyklus, fertilitet, graviditet og menopause i et spirituelt og politisk lys.

I forhold til mindfulness må jeg selvfølgelig anbefale den vesterlandske mindfulness’ farfar Jon Kabat-Zin, som er grundlæggeren af det mindfulnessprogram, jeg er uddannet i ved Aarhus Universitet: ”Mindfulness Based Stress Reduction: Lev med livets katastrofer” og ”Lige meget hvor du går hen, er du der”.

Der findes meget skønlitteratur om moderskab, men tilsyneladende ikke meget om kampen for at blive mor. Er der nogle, du kender eller vil anbefale?

Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om skønlitterære værker om emnet uden at google. Jeg glæder mig til at læse Le Gammeltoft og Marie Nørgaards ”Tabet” - der jo ikke er fiktion, men beretninger om graviditetstab.

Kommer der flere bøger fra dig i fremtiden?

Jeg ville elske at skrive flere bøger, men lige nu er jeg mere optaget af at formidle og dele viden online via video og lyd. Men hvem ved?

Poetiske meditationer:
3 yndlingsdigte - fra klassiker til Reality-tweet


Det forlyder at du lader dig inspirere af både yoga-guruer, filosoffer og populærmusik i dine kurser og guides til meditation… Hvordan udvælger du et godt citat? Og hvad er dine favoritter?

Jeg elsker at bruge poesi der spænder fra sufisten Rumi til rapperne Østkyst Hustlers, når jeg underviser, og jeg elsker at finde citater, digte eller sangtekster, der forklarer det, jeg gerne vil sige - på en lidt mere poetisk måde. Jeg udvælger egentlig bare dem, der rører mig.

Det første er et helt old school, klassisk citat fra Mary Oliver, som mange bruger i MBSR, og som jeg næppe kan tage æren fra at have udvalgt - men som får mig hver gang:

For at leve i denne verden
må du være i stand til
at gøre tre ting:
at elske hvad der er dødeligt;
at holde det
ind mod dine knogler vel vidende
at dit eget liv afhænger af det;
og, når tiden kommer til at give slip
at give slip
- Mary Oliver, “In Blackwater Woods” fra “American Primitive”, 1983

Nr. 2 er en dansk poet, der skriver yogadigte:

Når jeg ikke kan komme ud af sengen om morgenen
tager jeg en dyb indånding
og minder mig selv om
at den luft jeg indånder,
er den samme luft, som Donald Trump indånder.
På en udånding får jeg så dårlig smag i munden
at jeg simpelthen bliver nødt til at stå op
og børste mine tænder
- Sarah Cohr Lützen: ”Everybody Calm Down – Yogadigte”

Nr 3 er et nyligt opdaget yndlingscitat, som ret fint slår fast, hvad mindfulness i virkeligheden handler om. Det er et tweet fra dragqueen-stjernen RuPaul:

One foot in the past and another in the future has U pissing on the present

Se RuPauls tweet på Twitter

 

Læs mere

Find Thilde Vesterbys liste ” Kære pårørende til én, der prøver på at blive gravid” med gode råd til, hvad man ikke skal sige og hvad man kan sige i stedet

Find listen på Thilde Vesterbys website

Læs mere om bogen på Thilde Vesterbys website


Se flere artikler under temaet "Ramt af moderskabet".

Find et udvalg af bøgerne på biblioteket

Thilde Vesterby med bogen "Frugtbar". Foto: Cathrine Cort Koppel
Af Københavns Biblioteker
19.02.21