Mød børneværten Mathias

Lydengen er et hyggeligt sted til at smage på ord og prøve lyde af.

Min kollega Caroline er begyndt at referere til de mindste som "mine små venner", da jeg har flair for de mindste. Jeg befinder mig godt i Lydengen og synes det er vildt hyggeligt at synge, tromme og sige dyrelyde med de små og samtale med forældre, dagplejere og andre gæster.

En bog fra barndommen

Én af mine yndlingsbøger fra barndommen er Jens Sigsgaards Herakles "En af de guddommelige helte" fra 1978. Min far købte den antikvarisk da jeg var 8-9 år gammel. Min far er præstesøn og jeg elskede at tale om fortællingerne i biblen med min bedstefar, der altså var præst. Det var svært for mig at begribe bogen men den talte til min fantasi. Jeg var meget betaget af de græske guder og sagnheltes verden og myterne, der omhandlede dem. Der var lidt mere knald på end i biblen! Sigsgaards bog tager udgangspunkt i de 12 prøvelser Herakles beordres til at udføre. Prøvelserne er umulige for almindelige dødelige, det er meningen at han skal gå i døden i sit forsøg på at udføre dem. Men Herakles er en halvgud, søn af Zeus, og har styrke som et helt dusin mænd! Mange børn kender Herakles ved sit romerske navn Herkules, pga. Disney-filmen fra 1997. Jens Sigsgaard er bedst kendt for klassikeren Palle alene i Verden fra 1942.

Den bedste bog fra hylden

Alastair Chisholm og David Roberts’ helt nye Hug og Nas – En historie om hulemænd er virkelig, virkelig fin. Den glæder jeg mig til at få muligheden for at læse højt. Så kan jeg få min hulemandsstemme på! Bogen udstiller en tåbelig konflikt, et teknologikapløb, som eskalerer ud i det absurde. Men den ender godt! Dav Pilkeys Hundemand er også en favorit. Tempofyldt, spækfyldt med plat humor og jeg elsker de naive tegninger. Kasper Hoff og Jan Solheims Drengen der fik ting i hovedet er en tredje bog jeg anbefaler varmt. Den form for fourth wall breaking  som du oplever i bogen (og så i børnehøjde!) gør mig henrykt.

Mathias' tips til højtlæsning

Dansk er et snøvlet sprog og det at artikulere og tage sig tid til ordene kan gøre højtlæsning helt højtideligt. Jeg oplever at børn bliver draget af netop det. Særligt i kombination med dialogisk læsning. Så kan du skifte mellem sam-tale-stemme og højtlæsnings-stemme. Barnet forstår helt intuitivt at nu forsætter historien - og lytter.

Børnevært og meget mere

Jeg har en bachelorgrad i informationsvidenskab og en kandidatgrad i moderne kultur og kulturformidling. Lige for tiden læser jeg virkelig mange børnebøger! Derudover er jeg bidt af en gal musiknørd, fodboldentusiast og madelsker.

Mange læsehilsener Mathias