Schalburgtage mod Langelinie Pavillonen

Når man går tur på Langelinie, kan man ikke undgå at se restauranten, som ejes af Kongelig Dansk Yachtklub, Langelinie Pavillonen på adressen Langelinie 10.

Af Peter Saxov, Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Der lå et lille vagthus her på Pinnebergs Reduit – et reduit er en tilflugtsskanse, og den del af en befæstet stilling, som skal holdes længst muligt, også efter at stillingen er gennembrudt på andre steder. Ved Kastellet var der oprindeligt fem af disse Reduiter.

Reduitet måtte imidlertid vige for ønskerne fra "Dansk Forening for Lystsejlads" om at opføre en restaurant med klublokaler, og den første Langelinie Pavillon blev således opført her i 1884. Den blev tegnet af Vilhelm Dahlerup.

På den tid blev Langelinies port mod Esplanaden lukket hver aften klokken ti, så sene aftengæster måtte gå ud ad Strandpromenaden og hjem via Kastelvej og Østerbrogade.

Allerede i 1902 måtte denne første Langelinie Pavillon vige for en ny pavillon, bygget af arkitekten Fritz Anton Peter Koch. Det er den der ses på billedet.

Det var et imponerende bygningsværk med ottekantede tårne i hver sit hjørne. Den ene med kuppelsal til bl.a. bygherren "Kongelig Dansk Yachtklub" og med klublokaler i bedste herreværelsesstil. Desuden var der en publikumsrestaurant med plads til 300 mennesker, og det var stedet hvor man mødtes, hvis man ville ses og se.

Når man dertil lægger den flotte beliggenhed, kan man godt forstå at Kochs pavillon var meget populær blandt borgerskabet. Det var derfor et chok for mange københavnere, da den blev sprængt i luften af tyskerne natten mellem 10. og 11. juni 1944 af den berygtede "Peter-gruppe". Det var en såkaldt Schalburgtage – gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. ”Peter-gruppen” bestod af både tyske og danske mænd, som i krigens sidste år spredte død og ødelæggelse i hele Danmark for at knække den danske modstand mod besættelsesmagten.

Efter besættelsen ønskede en del københavnere at pavillonen skulle genopføres i sin oprindelige skikkelse. Ønskerne blev delvist efterkommet idet Københavns kommune i 1954 udskrev en arkitektkonkurrence, som Eva og Niels Koppel vandt, og deres modernistiske pavillon blev opført i perioden 1956-58. Det var også her vi blev præsenteret for Poul Henningsens koglelamper for første gang. I dag fungerer Langelinie Pavillonen som selskabslokaler.

Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
Bryggervangen 62, 2100 København Ø

Sort hvid foto af Langelinie Pavillonen
Langelinie Pavillonen. Foto: Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
Af Københavns Biblioteker
06.03.20