Shopping 1906

23.08.17
Tag på fotosafari til Københavns butikker for 100 år siden efter tøj, mad, te, bøger og alskens andre lækkerier

Butikslivet i København for 100 år siden er skildret i over  et halvt hundrede fotoer i bogen "Hvor man mødes Julen 1906".  Fotoerne er i forbløffende god kvalitet, både hvad angår teknikken og motiverne. De giver et enestående indblik i hvilke varer man kunne få dengang, tidens mode og butiksindretning. Egentlig var bogen vist ment som et reklamefremstød i forbindelse med juleindkøb. Men det bliver fotoerne ikke dårligere af. Der er såmænd også et bogbinderi imellem. Stående mænd i hvide skjorter og veste og siddende kvinder med forklæder arbejder side og side. Og der ser ud til at være travlt i forretningen:

Bogbinderi

I øverste højre hjørne kan man se nogle eksempler på bogbind. Billedteksten fortæller at virksomheden også leverede til biblioteker, hvormed sikkert menes  bl.a. Københavns. Så her kan vi altså se hvor vores bøger måske blev indbundet i biblioteksvæsnets barndom. Men bogen omfatter meget forskelligartede virksomheder. Parfumer og toiletartikler var også populære dengang, visitkort, te,  tøj, legetøj. Og naturligvis også dagligvarer. 

Jakob Trier

Her er det fra Jacob Trier i Pilestræde 39. Der reklameres med chokolade, sardiner, biskuits og asparges. I rigelige mængder. Men der ser også ud til at være alskens andre gode sager i konservesdåserne. Dåsemad blev opfundet 100 år før fotoet er taget, men slog ikke rigtig igennem. Først da fx Nestlé og Heinz fandt på at massefremstille dåsemad til  byernes arbejderklasse kom der gang i produktionen.  Trier må have været en fremsynet mand, for det helt store gennembrud for dåsemand skete få år efter da første verdenskrig brød.

I det hele taget er jubilæumsskrifter ofte inspirerende kilder til dagliglivet og arbejdslivet i København. Og mange af dem ligger tilgængelige online som ebøger. Man kan søge dem gennem bibliotek.kk.dk. Man kan gå på jeg ved fx at søge på jubilæumsskrifter københavn og dernæst afgrænse til "ebog" under "materialetype". Pt ligger der omkring 200, og der kommer stadig flere til. God jagt!

for at skrive en kommentar.
Spørg biblioteket