Skagensalat - inspireret af Anna Ancher-foredrag på Valby Bibliotek

Lilian Munk Rösing leverede den levende vare kl. 5 minutter i corona-lukketid d.11. marts. Her lidt om hvordan det gik, tre spørgsmål til forfatteren og en broget liste af bøger: En skagensalat, værsgo!

VALBY BIBLIOTEK, HVOR DET HELE STARTEDE...
Biblioteket er på flere måder, hvor det hele startede: Her var det, at en repræsentant fra Valby Lokalhistorie og en bibliotekar første gang blev enige om, at vi måtte have Lilian Munk Rösing(bl.a. kendt som litteraturanmelder på Politiken) på besøg, når nu hun skrev om Valby Bibliotek/Rytterskolen i "Anna Anchers rum", ja og her var det, at Lilian Munk Rösing havde indledt sin research af Anna Anchers kunstnerkarriere, ja, for HER havde Anna Ancher faktisk som 18-årig boet, levet og arbejdet med de opgaver, som hun var blevet stillet på Vilhelm Kyhns malerskole for unge kvinder, dengang i 1878. Jo, der var historisk vingesus...
Og der var udsolgt på biblioteket allerede 14 dage før. Der kom nu kun en tredjedel af dem, der havde sikret sig billet. Hvilket jo nok var  meget fornuftigt, så behøvede vi ikke sidde så tæt på den aften, d.11. marts, hvor det offentlige Danmark blev annonceret lukket.
Billetprisen var nu også - takket være Valby Lokaludvalgs støtte - holdt på et moderat niveau og desuden gled det hele med hjælp fra frivillige i læseklubberne (hjemmebagt skærekage bl.a!) og medarrangørerne fra Valby Lokalhistoriske Selskab&arkiv

SOM EN JAZZMUSIKER TRYLLEBANDT HUN PUBLIKUM
...og Lilian Munk Rösing udnyttede det historiske vingesus og indledte med at læse et brev op, som Anna Ancher havde skrevet 18.marts 1878 til kusine Martha: "Vi lever for resten rigtig udmærket herude i Valby [...] der er saa smukt og rart landligt herude..."  Derefter gik det ellers derudaf godt hjulpet af malerierne og undervejs tænkte jeg, at det er som god jazz: Et rimeligt velkendt materiale gjort spræl-levende af en ordkunstner, som formåede at lytte til sig selv, materialet og situationen - og understøttet af "malende gestik"(se billedet). Et efter et åbnede hun maleriernes skønhed op for enhver.

4 SMÅ HISTORIER
Da vi nåede til spørgsmålene, blev der spurgt til Anna Anchers forhold til religion, for vi havde jo set på et par religiøse motiver. 
Og Rösing kunne underbygge sin hypotese om Anna Anchers, som en radikalt verdslig (men egentlig ikke ateistisk) kunstner ved at henvise til, at hun om sit billede med den bedende lille Helga har sagt (og hun udtalte sig sjældent om egen kunst), at "for mig lå interessen kun i farverne". På spørgsmålet om en mulig himmel sagde Anna Ancher i øvrigt, at hun i så fald håbede der måtte være gode bøger og gode malerier der.
   På fotoet anes der måske nogle blå gardiner på maleriet fra 1913 "Interiør med klematis" og både deres blå farve og farven på væggene i "Solskin i den blå stue" (fra 1891 og vist i udnsit på bogens forside) har Rösing, måtte hun indrømme, forsøgt at ramme flere steder i sit eget hjem. Så meget ind under huden har hun altså fået denne Anna Anchers palet, som var dette "utrolige sammenstød mellem en dansk almuepalet og det sidste nye skrig fra Paris." Og det er lidt af en kamp at få lov til at bruge de farver i hjemmet, som hun deler med en arkitekt!
   Paletten kommer også til udfoldelse, og måske mere end noget andet sted, i Anna Anchers kunstistorisk set unikke produktion af værker udført med pastelfarver, altså farvekridt. En del af hendes værk, som nok ikke helt er påskønnet efter fortjeneste, måske af den simple grund, at de er sarte og ikke kan hænge vandret fremme i lyset alt for længe. Ligge skal de, i mørke. 
   Og endelig historien om Vilhelm Kyhn, ikke for at underbygge fortællingen om Anna Ancher, som endnu en præ-feministisk forkæmper eller en overset, undertrykt kvindelig kunstner for det var hun på sin vis ikke, men her fordi, vi så når tilbage til tiden med Rytterskolen: Jo, Anna Ancher bliver færdig på skolen for unge malerinder - og med glans. Vilhelm Kyhn skriver et rosende brev til den nu "uddannede" kunstner, men tilføjer, at hun nu passende kan gå ned til stranden, nyde udsigten og smide sit malergrej i havet og koncentrere sig om at være en god mor! Sådan gik det jo ikke og det er vi glade for - det lyder forfærdeligt mandschauvinistisk, men måske var det et velment råd, som kunne gælde for enhver den dag i dag: Vil du leve et liv under ordnede forhold, med et rimeligt arbejdsmiljø og med påskønnelse fra dine omgivelser, så drop kunsten og bliv en god samfundsborger!! 

3 SPØRGSMÅL TIL LILIAN MUNK RÖSING
Som lovet her tre svar fra Lilian Munk Rösing - og resten kan man læse sig til i hendes og hendes grafiske designers smukke bog "Anna Anchers rum".

1.Hvilken person tror du hun var, den 18-årige Anna Ancher, som sad og tegnede og kiggede ud af vinduet på Rytterskolen i Valby i 1877?
"Jeg tror hun var en ung kvinde med en usædvanlig integritet. Hun var meget optaget af malerkunsten, sin egen og andres og var ved at finde sine helt egne farver og penselstrøg. Og så var hun forelsket, i sin kommende mand Michael, som hun havde en intens udveksling om kunsten med. Vittig var hun også, det oplever man i hendes breve."

2.Hvorfor blev det dig og Anna Ancher? I foredraget fortæller du om, hvordan maleriet af lille Helga i den blå stue altid har fået dig til at ”flæbe”, men er det hele forklaringen?
"Der er kunstværker der ”kalder” på én. Sådan har jeg haft det med Anna Anchers malerier. De har været både æstetisk og eksistentielt åbenbarende for mig. De har vakt mine associationer og min skrivelyst." 

3.Hvad læser du lige nu? 
"To bøger om farver. Bente Lange: Københavns farver og Derek Jarman: Chroma."
[er man særligt interesseret i farver, så fortalte Rösing, at Kasper Heibergs klassiker "Den europæiske palet" snrligt udkommer på ny (takket være bl.a. Rösing selv, som under arbejdet med "Anna Anchers rum" for alvor fik øjnene op for dette fantastiske værk]

ENDNU EN TAK FOR EN AFTEN MED HISTORISK VINGESUS
Biblioteket takker endnu engang foredragsholder, et spørgende, nysgerrigt publikum, medarrangørerne fra Valby Lokalhistorie, de frivillige og ikke mindst Valby Lokaludvalg for støtten til et kvalitetsmættet arrangement. Og tak skæbne, fordi vi lige præcis nåede det inden denne sære tid satte i gang.

Litteraturlisten  har fået tilført lidt skønlitteratur med tilknytning. Bl.a. en digtsamling af Sten Kaalø, kendt for at bo i Skagen og måske for en poesi, der er tilsvarende lys og let (at gå til). Og så er han faktisk opvokset i Valby!!!

NB! "Frank vender hjem" skal også med - der er nogle vidunderlige scener med kiksede familiemiddage på Skagen i Kristian Bang Foss' dannelsesroman om Franks "klasserejse".


 

Billede fra foredraget om Anna Ancher
20.03.20