Sydhavnens Bibliotek - Alpakaer, lam og plads til leg og læsning

Besøg Sydhavnens Bibliotek der med sin unikke beliggenhed i naturskønne omgivelser med Børnenes Dyremark som nabo byder på oplevelser for hele familien.

Sydhavnens Bibliotek ligger i samme bygning som Karens Minde Kulturhus. Biblioteket har for nyligt undergået en mindre ombygning og fået nyt indgangsparti og foyer og et nyt flot orangeri, som er indrettet til børn og familier.

Her kan store og små opleve børnenes univers med gode børnebøger, med alt fra pegebøger til eventyr og findebøger og med fine muligheder for oplæsnings-hyggestunder i bløde sofaer. Her kan børn lege, lægge puslespil eller 'køre' en tur i vores nye lokomotiv.

sydhavnens bibliotek, småbørn, børnebibliotek, orangeri

Besøg også resten af biblioteket med masser af bøger til alle aldre, hyggelige kroge og grønne planter.

sydhavnens bibliotek, nyt orangeri, ny foyer

Alpakaer, lam, og masser af natur

Sydhavnens Bibliotek er placeret i smukke grønne omgivelser med udsigt til Børnenes Dyremark, hvor kaniner, får og heste lever det gode liv og hanen høres gale hver eneste dag! Sydhavnstippen og Valbyparken nås med få skridt til en udforskning af både vildere og tæmmet natur, og er et oplagt familieudflugtsmål.

Børnekultur og musiksaloner

Karens Minde Kulturhus blev oprindeligt startet af lokale sydhavnere og de viser stadig en kæmpe interesse og engagement i vores hus. Karens Minde Kulturhus rummer også Børnekulturstedet med mange kreative aktiviteter, Kulturhuset med café og musikarrangementer og Kgs. Enghave Lokalhistorisk Arkiv. Sydhavnens bibliotek har sammen med Børnekulturstedet mange aktiviteter for børnefamilier. Hvert forår og efterår har vi musiksaloner med leg og bevægelse for både de helt små og de lidt større.

Fantasy læseklub for børn

Biblioteket har en Fantasy-læseklub for børn,  som er vilde med fantasy og som har lyst til at mødes og dele læsoplevelsen med andre børn (fra 10 år). Når læseklubben mødes bliver der nørdet igennem med alt fra Harry Potter til Vildheks. Læseklubben mødes hver fjerde tirsdag eftermiddag og er delvis selvdrevet, men forældre er meget velkomne til at deltage og hjælpe til sammen med børnebibliotekaren. Læseklubben starter op i slutningen af august. 

Læsehunden Ässmo

Ässmo som er en rar og børneglad hund, der er trænet i at motivere børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier. Læsehunden er et tilbud til børn fra 1. – 5. klasse, som har det svært med læsning og bogstaver. En gang ugentligt i 5 – 6 uger mødes barnet, hunden Ässmo og og dens ejer Hanne på biblioteket, hvor vi finder en hyggelig og stille krog, hvor barnet  læser op for hunden.  Det foregår på frivillig basis via Foreningen Læsehunde og i samarbejde med biblioteket.

Børnekulturfestival ”Kultur for en tudse"

Hvert år i slutningen af august afholdes børnekulturfestivalen, 'Kultur for en tudse' for områdets børn i alle aldre. Så er der er fuld smæk på i fire dage med alt fra teater, koncerter, rytmik og leg. Festivalen afholdes både inde og ude, i sol og regn og med mange forskellige temaer og hjælp af professionelle og frivillige. Det er en festival, som samler børn, pædagoger, lærere og forældre fra hele Sydhavnen om at sanse, skabe, lytte og opleve kunst og kultur. Når vi holder 'Kultur for en tudse', omdanner vi hele Karens Minde, både ude og inde, til en fest for børn i æstetikkens navn.

Er du blevet nysgerrig på Sydhavnens Biblioteks tilbud til børn og vil vide mere, skriv da til børnebibliotekar Mette Prip.

Videre læsning

Herunder kan du se og reservere børnebøger om natur og om nogle af de dyr, man kan måske ser, hvis man besøger Sydhavnens Bibliotek: 

Sydhavnens Bibliotek fik i 2019 et nyt småbørnsbibliotek og en fælles foyer med kulturhuset.
12.08.19