Tid til at skrive

Hvordan får man tid til at skrive i en travl hverdag? Det kan den bogaktuelle Saynab Farah Dahir måske give svaret på. Saynab debuterer til foråret 2021 hos forlaget Gyldendal med sin nye bog, som handler om en ung kvinde, der har lavet en liste med ting hun vil udfordre sig selv med hen over sommeren. Saynab vil fortælle, hvordan hun jonglerer mellem sin forfatterpraksis og sit medicinstudium samtidig med at hun underviser i forfatterspirenes skriveklub på Brønshøj bibliotek.

Interview med Saynab Farah Dahir

 

Med dine ord, hvad handler din nye bog om?

”#BUCKETLIST er en Young Adult sommerbog, som handler om den unge pige Zola, der lige er blevet student i juni måned og skal starte på sit studie i august. Ifølge Zola har hun juli måned til at leve livet, derfor laver hun en bucket-list med 31 punkter, et punkt for hver dag i juli, hvor hun skal opleve alle mulige vilde ting. Og så stikker det lidt af derfra.”

Hvordan startede du med at skrive?

”Jeg har altid skrevet, men det startede med, at jeg fortalte min mor om mine drømme, som jeg havde digtet videre på. På et tidspunkt blev min mor en smule træt af de vilde historier, så hun købte nogle notesbøger til mig, så jeg kunne skrive drømmene ned. Når én notesbog var skrevet færdig, læste vi dem op sammen. Jeg var virkelig motiveret for at skrive drømmene ned, så min mor kunne høre dem. Historiefortælling har altid fyldt meget, og det er dét jeg brænder for.”

Du studerer medicin samtidig med at du underviser i forfatterspirenes skriveklub på Brønshøj bibliotek. Laver du flere ting?   

”Der er mange ting jeg holder af. Jeg holder meget af mit arbejde på biblioteket, både som skriveunderviser og medhjælper, og så elsker jeg at rejse. Derudover har jeg mange hobbyer og jeg prøver at få tid til det hele, men det går fint, så længe jeg prioriterer. Jeg kan også vildt godt lide at se Netflix og drømmer om at skrive tv-serier på et tidspunkt.”

Hvordan får du tid til at skrive og hvad hjælper dig, til at få styr på din skrivning?

”Jeg skriver ofte i korte intervaller med pauser. Og så prøver jeg at skrive lidt hver dag, så jeg ikke skal bruge tid på at komme ind i min historie hver gang jeg skal skrive. Jeg kan godt lide at sætte tid på min skrivning, så skrivningen bliver mere produktiv, og ofte giver det min tekst mere nerve. Derudover er pauserne vigtige for mig, hvor jeg laver noget andet, så jeg ikke sidder foran computerskærmen hele tiden. Når jeg har virkelig travlt, kan et interval være på 10-15 minutter, for uanset hvor travlt man har, har man altså lige ti minutter. Jeg synes dog, at det er fedest at skrive i 20, 25 eller 30 minutters intervaller.

Jeg skriver altid kronologisk, og jeg har også altid en kapiteloversigt, men det er jo meget forskelligt fra forfatter til forfatter. For mig fungerer det bedst, hvis jeg har en plan, som så kan ændre sig undervejs.

Derudover planlægger jeg mine dage, så jeg ved, hvornår jeg har tid til at skrive. Jeg elsker lister og planlægning. Har jeg en dag, hvor der er mange ting jeg skal nå, så hjælper det at sætte tid på min skrivning, så jeg kan fokusere fuldstændig i den tid, der er sat af.”

Ser du den travle hverdag for unge mennesker som et vilkår for en generation?

”Der er mange som har travlt og det er et vilkår, fordi der er så mange ting man kan, vil og skal nå. I den sammenhæng må man huske, at man ikke er i kapløb med andre, men kun med sig selv. Man skal huske at holde pauser og lytte til sig selv. Derudover er det godt at skabe et overblik over alle de ting der gør, at man har travlt, så man kan prioritere og lave det man virkelig brænder for."

Hvilke råd har du til unge, der gerne vil skabe plads til skrivningen i deres hverdag? 

”Mit bedste råd er at man færdiggør sine projekter – og for at blive færdig, så må man skrive. Skriv hver dag – lidt har også ret. Find hullet i lige præcis dit skema. Få prioriteret skrivningen og husk også at holde pauser. En pause skal være rar og et bevidst valg, og ikke en overspringshandling, der giver dårlig samvittighed. Jeg kan også varmt anbefale foreningen Håbefulde Unge Forfattere, hvis man savner et skrivefælleskab. Andre ligesindede kan hjælpe én med at holde motivationen.”

Gode ungdomsbøger

Hvis du er interesseret i at læse gode ungdomsbøger, så anbefaler Saynab disse. Find et direkte link til at låne dem lige her på siden. 

  • "Alanna" af Tamora Pierce
  • "Poison Study" af Maria V. Snyder
  • "The Selection" af Kiera Cass

Skriv løs

Dette interview er en del af serien 'Skriv løs.' Serien giver dig tips og tricks til skrivning og forfatterskab fra fem undervisere på forfatterspirernes skriveklub. Serien er skabt i forbindelse med festivalen Vi elsker bøger og henvender sig til unge skrivende. 'Skriv løs' ser på temaerne plot, dialog, karakteropbygning, tabu, at sætte sig selv i spil og hvordan man får tid til at skrive.

Flere interviews fra serien

En dialog der kan glo af Caroline Ørsum

Plot amok af Sandra Schwartz

Sæt dig selv i spil af Sissel Bergfjord

Tabu eller ej? af Liv Ea Felumb Conrad 

Materialer