Trunken - Kongens Slaveri

Christian 4.'s mørke side

Af Erik Nicolaisen Høy, Politivennen Live Blogging

I Politivennen 1821 er gengivet en barndomserindring fra 1740’erne, hvor en søn fortæller om sin far der var skolelærer - og krybskytte. Efter at have nedlagt en hjort, reagerede faderen voldsomt på barnets begejstring:

“Dette lod ham måske befrygte at jeg ved den barnlige sladderagtighed skulle ved min hjemkomst røbe ham, og derfor sagde han til mig: “Du må ikke sige det til noget menneske, for så kommer jeg på Bremerholm”. På mit spørgsmål hvad det var, forklarede han det så godt han kunne efter min fatteevne. Dette gjorde et rædselsfuldt indtryk på mig, som aldrig udslettes, og måske har dette værnet om mig lige indtil denne dag.”

Bremerholm, eller Gammelholm var hjemsted for strafarbejdsanstalten Trunken. En institution som er sporløst forsvundet (selv navnet) i dagens bybillede og næsten heller ikke finde noget om. Ikke desto mindre var en god bid af København som vi kender det, ikke blevet til uden den. Slavernes arbejde har sat dybe spor gennem historien helt op til vores tid. Ikke bare i form af bygningsværker, men også fængselsvæsnet. Historien begynder med Christian d. 4's  kriminalisering af en stor befolkningsgruppe som der ikke var arbejde til, eller som af forskellige årsager ikke ønskede at indordne sig i det standsopdelte samfund.

Bremerholm

Her omtrent lå Trunken: Gammelholm set fra Holmens Kanal med broen over samme. Th. Hovedvagten med vagtmandskab. Tv. for broen opsigtsbetjentens vagthus og klokkegalgen, værkstedsbygnings vestre Del. Midt: Sejlvaskehuset. Børsen i  baggrunden. (Københavns Museum).

Trunken og Stokhuset blev blandt andet opført til tvangsudskreven ufaglært arbejdskraft til hårde arbejdsopgaver. Fangerne var dømt til “slaveri”. De kom fra nær og fjern, fra helstatens arresthuse og arbejdsanstalter. Mordere, løsgængere og tiggere, ofte drevet ud i tyveri og måske brandstiftelse. Andre fordi de havde begået selv efter den tids forhold ubetydelige småforseelser. Forseelser mod ejendom, sædelighed og kirken blev brugt som grund til at lægge dem i jern og tvangsarbejde for kongen. Danske Lov dekreterede også at fx karle og piger uden pas og skudsmål kunne pågribes og idømmes at “arbejde i jern”.

Slavecelle

Da hverken Trunken eller Stokhuset kan ses længere, her et billede af en rekonstrueret slavecelle på Kronborg. Fra 1600-tallet til modten af 1800-tallet kunne fx tyveri, bedrageri, falskmøntneri eller bare løsgængere straffes med fæstningsarbejde i Kronborgs Slaveri tidsbestemt eller på livstid. Der var plads til 47 slaver, men i perioder var der flere ansatte. 

Deres arbejde ser vi når vi går i Østre Anlæg, Botanisk Have, Tivoli mm. De var med til at bygge den legendariske danske flåde. For "byggekongen" Christian 4. og hans efterfølgende byggede andet og mere end Rundetårn, Børsen og Rosenborg. Bygninger hvis betydning for danmarkshistorien ikke bør overses: Det efter landets forhold storstilede tugt- og børnehus, hvoraf landets første strafanstalt på Christianshavn senere voksede frem, i starten mest for kvinder og børn, Trunken og Stokhuset. En dyster, hengemt historie som kradser i glansbilledet af Danmarks historie, på linje med slavehandlen. Velsignet af den kristne kirke gennem biskop Erik Pontoppidan som i sit berømte “Danske Atlas” (1763) der forherliger enevælden, skrev at når lovene hjemlede godsejernes ret til at sætte bønder til hårdt fæstningsarbejde, kunne det måske ses som en uretfærdighed, men det var dog værre i andre lande.

Nationalmuseet

Nationalmuseet har et lille udvalg af strafferekvisitter fra Trunkens og Stokhusets tid. Til venstre tre straffeanstalter, men Trunken er ikke mellem dem. Den blev "glemt"

Det er ikke tilfældigt at sammenligne med slaveriet, for de hårdest straffede blev kaldt “slaver”. Altsammen noget hvor den djævelsk opfindsomme Christian IV var en stor del af  hjerne, idemand og arkitekt bag: Århundreders rædselsfulde behandling af tvangsarbejdsfanger. Men af bygningerne er intet tilbage. Og kun sporadiske omtaler i trykte kilder og oversete genstande på museer. Og i de forhørsprotokoller som forfatteren har fundet om sager med "slaverne".

Det hele startede med “Trunken” på Bremerholm. Den erstattede i 1640 nogle træbarakker som blev brugt til at sammenstuve ufaglærte strafarbejdere, “slaver” under uhygiejniske forhold. En dunkel angivelse af antyder at det var en grundmuret bygning på 70 gange 40 fods bygning, 10 fod høj med hvælvinger. (ca 22 x 12 x 3 meter). Antallet af straffefanger var formentligt gennemsnitligt omkring 100 i starten. Trunken blev sandsynligvis udvidet i 1700-tallet, dog måske ikke til overnatning. Til sammenligning har nutidens Vestre Fængsel plads til 430 fanger, men ud af en befolkning som er ca 10 gange større.

Kastellet

Idyllisk ser det eneste overlevende af de to krudttårne på Kastellet ud. Men i perioden 1817-1847 var det et rædselsvækkende hjemsted for 30 slaver fra Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset på Christianshavn.

Christian 4.'s tanker med at arbejde i "Bremerholmsjern" eller “i kongens jern” holdt sig gennem de følgende århundreder. Og den blev landsdækkende: Ved de fleste fæstningsbyer medvirkede tvangsarbejdere. Som derudover stod for alt det modbydelige arbejde som fx at fjerne pestlig, 

Kastellet

Murstenene i Krudttårnet på Kastellet har en del indridsninger. Hvad enten det nu er en fange, en fangevogter eller en anden ukendt person, så må vedkommende have oplevet slaveriet indeni, for den er dateret 1831.

Da Trunken blev lukket fordi den ikke var tilstrækkeligt flugtsikret, indrettede man i stedet Stokhuset fra 1741. Også den er nedrevet, kun gadenavnet Stokhusgade vidner om dets eksistens.

Dybere set kradser historien om Trunken også i vores opfattelse om danskerne før i tiden. For uden angiveri, den udbredte had og frygt mod disse mennesker og den stærke rangordning var alt dette ikke muligt, endsige accepteret.

Stokhuset

Stokhusdøren er en af de få ting der overlevede. Den kan nu beses i kælderen på Vestre Fængsels Museum.

Endnu langt op i 1800-tallet holdt Christian 4.s ideer sig, dog nu under indflydelse af oplysningstidens nyttefilosofi, således fx i "Gode Borgeres ædle Handlinger", 1797, s. 49-50 - udkommet under den relative ytringsfrihed 1772-1799 hvor man beklager at faglærte håndværkere der spilder deres tid med slaveri:

Hvor mange Haandværkere finder man ikke iblandt Slaverne, og saa behændige, at de just ved at udøve den under deres Armod, maae evig bære Lænker? Hvor mangen god Skytte tiente sit Herskab troe, og ved at opjage en Hare eller et Daadyr, og skyde den paa Naboens Grund, blev tildømt Slaveriet ...

(Forfatter: Erik Nicolaisen Høy)

Gammelholm
Gammelholm
13.08.18
Spørg biblioteket