indkoebsteam
indkoebsteam

10 vi glæder os til uge 12 2018

20.03.18
Indkøbsteamet glæder sig til styrkende, traumebearbejdende, kønslivsundersøgende, korsyngende, grafiske og hvad-nu-hvis værker.

Jeg glæder mig til 

... Lise Bidstrups bog En som Nora. Nora bliver mobbet og har ingen veninder. Et fritidsjob hos en mystisk kvinde giver hende mulighed for at tale med en voksen og derigennem får hun styrke til at ændre sit liv. - Pernille

... det nye album fra den amerikanske sangskriver Mary Gauthier. På hendes foregående udgivelser, har hun skrevet om sit eget liv på godt og ondt, men ikke denne gang. Siden 2013 har hun været involveret i sangskrivning med soldater og krigsveteraner og det er deres historier hun fortæller på Rifles and Rosary Beads. Hun ser, sammen med sine medforfattere, ind i krigens sorte hul, dens traumer, isolation, raseri og ensomhed. - Bent

... at følge Fanden tage i morgen. Udgivelsen er omtalt i samtlige større aviser og forsidestof på Weekendavisens bogtillæg. I fagbogen tager historikeren Thomas Oldrup pulsen på danskernes sexliv under besættelsen, hvor antallet af skilsmisser, kønssygdomme og fødsler steg voldsomt! - Sara

... Baltic voices. De har en særlig korsangs-kultur i de baltiske lande. Og på disse 3 cd’er er det så endda med dansk islæt; musik af Per Nørgaard, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, tekster af Ole Sarvig og Hans-Jørgen Nielsen. Og Paul Hillier- Mads

...fotobogen Københavnerliv 1945-1972 af Kaare Lauring. Jeg hørte ham fortælle på ”Historiske Dage”, hvor han viste billeder fra bogen, og det var både lærerigt og underholdende. - Sonja

...en ”foruroligende og smuk” grafisk ungdomsroman, illustreret af selveste Lilian Brøgger. Sarah Engells nye udgivelse Fuglemanden er iflg. lektøren: "En  stærk og medrivende fortælling  i ord og billeder om den unge Barbara, som lever et normalt ungdomsliv, indtil hun langsomt bliver psyksisk syg." - Lone

...denne fagbog af Jesper Allerup. Kunstig intelligens er en præsentation af den nyeste viden om kunstig intelligens. Hvilke fordele og ulemper er der ved teknologien og hvordan ser fremtiden ud? Emilia

...Før sol går ned af Jenny Erpenbeck. Det er en hvad-nu-hvis-roman, der handler om en kvindes liv i fire forskellige versioner, som det kunne have været hvis hun ikke var død som spæd. Efter at have læst Austers 4 3 2 1 som formmæssigt er det samme, er jeg ret begejstret for den type romanopbygning. I modsætning til Auster lader Erpenbeck kvinden leve i fire forskellige tidsperioder. Bl.a. møder vi hende som forelsket 18-årig i Wien i 1919; som 37-årig, hvor hun lever sammen med sin mand under skueprocesserne i Moskva og som højt anerkendt forfatter i Øst-Berlin i 1962. - Christine

...Affekter af bolivianske Rodrigo Hasbún (f. 1981), der modtog den engelske PEN pris for romanen. Historien bygger på virkelige personer og fortælles på skift af døtrene Trixi og Heidi. Efter Det Tredje Riges fald immigrerer fotografen og nazisten Hans Ertl med sin hustru og deres tre døtre til Bolivia. Den excentriske Hans tager på ekspeditioner og ser andre kvinder. Med de voldelige og revolutionære 50'ere og 60'ere som bagtæppe bevæger familiemedlemmerne sig i hver sin retning. - Christine

...en finsk graphic novel Borgtron af Jyrki Nissinen. Lektøren skriver om personen Borgtron: "Han er et lille alkoholisk svin, som hader sex. Han er selvdestruktiv, men også entreprenant, handlekraftig og til tider voldsom naiv.et misfoster, der lever sammen med sin kæreste Marianne, der også er et misfoster, i et hul i jorden. Her oplever de det ene absurde optrin efter det andet, blandt andet et møde med den rygende hundemand der annoncerer sig selv på følgende måde: "Jeg hedder Smokington - jeg er en skaterhund."" Jeg glæder mig til denne: "Absurde, vulgære og morsomme" udgivelse. - Christine

 

 

 

 

 

 

Materialer