10 vi glæder os til uge 2, 2018

16.01.18
Indkøbsteamet glæder sig til indbydende, vigtige, undersøgende, bittersøde, flotte, kvantemekaniske og sofadragende værker.

Jeg glæder mig til 

... til 5 ingredienser af Jamie Oliver – Vi har den allerede på engelsk og den ser bare så overskuelig og indbydende ud. Jeg troede jeg var færdig med Jamie, men nej….. - Lone

... Porten : Maja Lisa Engelhardt: enogtredive kirkeudsmykninger. MLE er en af mine absolutte yndlingsmalere, så jeg vil svælge i denne meget flotte bog, som ifølge anmelderen er både smukt  illustreret og med fine beskrivelser af kunstværkerne. - Marianne

... Abraham og Isak - og hvad videre hændte, en billedroman for de 9-13 årige af Kim Fupz Aakeson. Vi kender historien om Abraham, der skulle ofre sin søn Isak. Men hvad skete der bagefter? Kan man bare glemme, at ens far ville slå én ihjel? Her fortælles, hvordan historien kunne have udviklet sig. En historie med vigtige og store spørgsmål fortalt med Aakesons karakteristiske humoristiske stil. - Pernille

... at lytte nærmere til Shabakas tenorsax. Et første lyt af Wisdom of Elders giver mig mindelser om Yusef Lateefs dybe, varme tone, og som ham, undersøger Shabaka sin afro-musikalske baggrund. - Mads

... at følge udgivelsen Stadig mig. Sidste skud på stammen i Jojo Moyes efterhånden omfangsrige forfatterskab. Er 'hypen' stadig lige stor, eller er hendes trofaste læsere ved at blive mætte af bittersød romantik? Denne udgivelse er en efterfølger til hendes mest populære romaner Mig før dig og Efter dig. - Sara

... Krukker i haven: 2017 af Claus Dalby. I denne mørke og skumle tid er det skønt at fortabe sig i smukke havebøger. Bogen følger årstiderne og som sædvanlig er Claus Dalby garant for flotte illustrationer og god formidling af sin haveglæde. - Marianne

... Endelig endelig siger jeg, nu er der dømt sofabiograf. Jeg skal se Abernes planet - Opgøret. - Sonja

... endnu en sæson af Game of Thrones, nemlig sæson 7.  - Sonja

... Fredrik Lundins seneste udspil 5 go adventuring again, altid i top 2 blandt danske tenorsaxofonister, coltranesk insisteren. - Mads

... En spændende billedbog om  fysik og kvantemekanik , nemlig  Jan Egesborgs:  Finn Foton og kvantefysikken. Den repræsenterer en ny trend inden for billedbøger og den  er  allerede relevant  fra 5 år. - Lone

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket