10 vi glæder os til uge 3, 2018

16.01.18
Indkøbsteamet glæder sig til science fictionistiske, asiatiske, tegnede, alternative, afro-blues'ede, minimalistiske, kvistede, kanoniske og vilde værker

Jeg glæder mig til 

... Fortidens skygger af Kelli Estes. En rigtig page-turner står der i omtalen, og det er lige sådan en roman jeg trænger til. Fortællingen rulles i gang efter  fundet af et smukt gammelt  silkebroderet ærme fra en kimono og en amerikansk fortælling om asiatisk racisme tager form. - Sonja

... En rigtig ”gammeldags” letlæst science-fiction  –  nemlig: Paceteam15-blind passager Af Jacob Oliver Krarup. Hovedpersonen, William, der er på astronautskole i Ribe, sniger sig ombord på en rumfærge sammen med den populære pige Amalie. Inden de får set sig om er de med på en hemmelig mission i rummet… - Lone

...en ny graphic novel af Anna Degnbol under overskriften Grus. Virkelig flot forside og flotte omtaler i Information, Elle og Politiken. Sidste skriver "urovækkende, poetisk og selvsikkert fortalt af et af de mest lovende tegneserienavne herhjemme.” - Sara

... Menneske-maskinen: die Mensch-Maschine af Henrik Einspor. Om den tyske jagerpilot Hans Franke som styrter ned i slutningen af 2. verdenskrig i en skov tæt ved Teufelberg, hvor han havner i kløerne på  den gale videnskabsmand doktor Totenkopf og hans pukkelryggede assistent dværgen Grim, der arbejder på at udvikle et våben, der skal vende krigslykken for Hitler og nazisterne og hertil skal de bruge en pilot. Der skulle med andre ord være tale om en alternativ vellykket Frankenstein fortælling. - Pernille

... blues-guitaristen Ramon Goose, som på sin seneste udgivelse blander traditionel blues med Afrikanske toner. Albummet hedder Long Road to Tiznit, hvor sangene handler om flygtninge, smuglere, farer og frihed.  - Bent

... minimalisten Terry Rileys elektriske violinkoncert The Palmian Chord Ryddle- Mads

... at prøve at spille spillet Okami, det ligner en levende japansk akvarel. Man er en gudinde, som i skikkelse af hvid ulv, skal bekæmpe en ond dæmon. - Mads

... at nyde de smukke billeder i bogen Kvist & kvas: naturkranse fra Bornholm, hvor makkerparret Trine Køhlert og Viola Mellemstrand viser kranse, som de har bundet med inspiration og materialer fra den bornholmske natur. Der er ikke vejledninger til kransene, så det er nok mest en nyde-bog, men der er en forklarende tekst til hvert billede. Christine

... En anden kanon. Dansklærerforeningen har samlet et bredt udvalg af tekster af 15 forfattere, der ikke er med i den litteraturhistoriske kanon. Teksterne er fra 1840 til 1978 og er et både genremæssigt og stilistisk bredt udvalg - fra Aarestrup til Lean Nielsen. Det skal blive interessant at gå på opdagelse i de for mig, mere eller mindre ukendte forfattere. - Christine

... Rune Larsen: Vildere vidder i dansk natur. En bog om den danske vilde naturs tilstand – om hvordan vi kan øge artsrigdom og biodiversitet. REL kommer også med forslag til nationalparker, hvor livet går sin gang med minimal menneskelig indblanding. - Marianne

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket