10 vi glæder os til - uge 39, 2018

25.09.18
Indkøbsteamet glæder sig til fortættede, klamme, søndags-sofa-egnede, tænksomme, pippende, mærkværdige, kunstneriske, botaniske, nuancerende og velrespekterede værker

Jeg glæder mig til

...Tag ikke imod en pølse i Moskva - og andre historier, en ny novellesamling af Leif Davidsen med ti fortættede noveller om mennesker, der befinder sig et afgørende sted i deres liv. Tvivl, retningsløshed, hævntørst, desperation og ikke mindst lidenskab og kærlighed folder sig ud over siderne, hvor verden fra øst til vest - fra Moskva til Tokyo, fra Påskeøen til Sydspanien, fra Vietnam til USA, fra Hawaii til Paris og Danmark, kommer til live igennem Davidsens pen. Når man som jeg både kan lide Leif Davidsen og novelleformatet, kan man kun glæde sig til denne udgivelse. - Christine    

...den Den klamme kogebog af Susanna Tee. Med masser lækre ulækre opskrifter på lækkerier til den ultimativt klamme fest.  Opskrifterne skulle være lige til at gå til.  På bagsiden af bogen er der en brækadvarsel: Ikke egnet til kedelige voksne! Lær f. eks. at lave geléorme, bagt menneskehånd, lækre maddikebrownies og tarme i svøb. Velbekomme! - Pernille

...En ny udgave af en vildt populær ungdomsbog – en rigtig kærlighedsroman, nemlig Hvis bare du var min af Jenny Han. Bogen er første del af en trilogi og betegnes som en rigtig  søndags-sofa-bog. - Lone

...Michael Hanekes seneste film Happy End. Det er måske ikke hans bedste film, men det gør den ikke dårligere. Haneke kan godt lide at prikke til tilskueren og gå i andre retninger end man forventer. Man bliver ikke glad af at have set Happy End, men man får bestemt noget at tænke over. Haneke er både satirisk og ironisk, men stikker måske ikke så dybt, som han plejer. Dog man kan gå hjem og tænke over, hvor godt et liv man selv har. - Bent

...Jeg glæder mig til bogen Fuglene i min have af Elvira Fragola, så jeg kan blive klogere på netop fuglene i min have. På deres fjerpragt, de enkelte fugles særkender og adfærd. En smuk og informativ fuglebog med fodringsforslag nu når vi nærmer os vinteren. - Emilia

...Jeg håber og tror at TWIN PEAKS vil samle os igen af Jonas Okholm Jensen. Ny moderne dansk eksperimenterende litteratur, hvor omdrejningspunktet er tv-serien Twin Peaks. Smal, smal, smal;  men i nogle af teksterne når Okholm Højholtske højder og Lynchiansk mærkværdighed Og jeg glæder mig, - siger Sonja.

...At kaste mig over den nye bog En bid af paradis: Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura. Kunstnerens krøllede og farveglade univers kan gøre enhver glad og lyse op i den kommende mørke tid. Ikke mindst afsnittet hvor 3 nutidige kunstnere giver deres bud på, hvilken slags kunstner han var, lyder spændende. - Marianne

...En original læseoplevelse om træer, natur og litteratur i Christian Yde Frostholms Træmuseet. Bogen indeholder 8 fragmentariske optegnelser fra rejser til Lissabon, England, USA, Frankrig og i Danmark, hvor han bl.a. går på opdagelse i botaniske haver, parker og biblioteker og reflekterer over sit liv og gør sig tanker om kærlighed, køn, diversitet, planter og planetens overlevelse. -Cæcilie

...Gina Jaquelines Se mig om livet før og efter hendes medvirken i tv-serien "En sugardaters fortælling". Ifølge lektørudtalelsen giver biografien et mere nuanceret billede af Gina Jaqueline, hendes behov for opmærksomhed og en forklaring af hendes valg gennem livet. Der er allerede flere unge piger der efterspørger bogen på byens bibliotekerne, så det er dejligt endelig at få den på hylderne. Til de som endnu ikke har set serien, så findes den on demand på DR TV. - Sara

...Faroe, et længe ventet produkt af samarbejdet mellem de to for tiden meget velrespekterede jazzmusikere Mikkel Ploug (gui) og Mark Turner (sax). – Mads

 

 

Materialer
Spørg biblioteket