10 vi glæder os til uge 42 2017

17.10.17
Indkøbsteamet glæder sig til nisser, ulve og Wookien. Samt til debuterende, kulturhistoriske, moralske, jazzende og magiske værker

Jeg glæder mig til

... Jul – eller rettere sagt en ny julebog….nemlig Michael Jensen: De sorte nissers oprør. Det er en traditionel julefortælling  hvor de gode nisser redder julen. Der er  sjove illustrationer og den er velegnet både til oplæsning og selvlæsning. - Lone

... Ulveungen Urds uhyggelige halloween. Flot og aktuel nu hvor det snart er halloween. - Pernille

... Star wars - hvor er wookieen? Mange starwars fans bliver glade når de får denne hyggelige find-bog mellem hænderne. - Pernille

... Den nye spændende countrysangerinde Jaime Wyatt. Hendes forbilleder er Johnny Cash og Waylon Jennings, som begge havde  problemer med loven og med sprut og stoffer. Det samme har Jaime Wyatt haft og det er bl.a. det hun synger om. Efter at hendes karriere gik skævt, røg hun i en dyb depression og hun slog sig på stofferne og da hun røvede sin drugdealer, røg hun 8 måneder i spjældet. Heldigvis genoptog hun sin karriere og nu kan man altså glæde sig til hendes debutskive Felony Blues- Bent

... Jeg glæder mig til Deutschstunde – en ny introduktion til tysk kulturhistorie. Rune Lykkeberg og Peter Nielsen er redaktørerne bag. Bogen kommer omkring de største, tyske komponister, filosoffer, digtere, billedkunstnere, filminstruktører og romanforfattere. Guf for studerende og germanofile! - Sara

... Forfatteren James Lee Burke ( bliver sammenlignet med Cormac McCarthy, en af mine helte indenfor romanskrivning),  har netop udgivet den store episke roman Vejfarende fremmed  en fortælling om moral, ære, hævn og kærlighed. Burke fortsætter sin historie om familien Holland, der begyndte med ”En rose fra Texas”. - Sonja

... at møde københavnske graffitikunstnere, Dj's, fodbold-ultras og skatere og opleve en bid af deres kulturer, som de er lige nu, i den indbydende coffee-table bog, KBH Passion, der er fyldt med flotte fotos og tekst. - Cæcilie

... at følge Jeg roper til deg; skandinavisk jazz på den stemningsfulde måde, ligesom Jazz på svenska dengang. Det er vor egen Carsten Dahl ved flyglet og norske Torhild Ostads stemme. Anmelderne siger den kan være en ny milepæl i nordisk jazz. - Mads

... at nyde Den Danske Strygekvartets overordentlig lækre lyd på The Last Leaf. Trods titlen er der tale om nordisk folkemusik. - Mads

... Arkitektens lærling, en magisk historisk fortælling af den mest læste og prisbelønnede kvindelige forfatter i Tyrkiet Elif Shafak.  Det er en roman om den 12-årige Jahan der er elefantpasser, men bliver arkitektens lærling. Der er venskab, kærlighed og magt og konflikten mellem videnskab og fundamentalisme. "Bogen er dybt aktuel (trods sin handling i 1600-tallet), velskrevet, velfunderet og storslået," skriver lektøren  og jg tror det bliver en skøn læseoplevelse. - Christine

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket