10 vi glæder os til - uge 43, 2018

Indkøbsteamet glæder sig til drama-dokumentariske, trendy, stjernespillende, satiriske, morsomme, underfundige, debuterende, solistiske, seværdige og cykelhistoriske værker

Jeg glæder mig til

...en roman som i en blanding af fiktion og drama-dokumentarisme genfortæller historien om det arabiske forår og som også er en rørende fortælling om idealisme og mod. Forfatter og prisbelønnet dokumentarisk Omar Robert Hamilton debuterer med Byen vinder altid, som indledes med et forord af Carsten Jensen. Vi befinder os i årene omkring det fejlslagne oprør i Cairos gader, hvor vi følger de håbefulde aktivister Khalil og Mariam som vidner til gadekampe og militærets brutalitet. De tror på og kæmper for en ny demokratisk tid for Egypten og det sker bl.a. igennem deres medieportal som udfordrer de stats-kontrollerede nyheder. - Christine    

...Strik mig af Marianne Jansson Bjerkman. En trendy og instruktiv strikkebog. Der er noget til hele familien – 70 smukke  modeller, alle med fine små detaljer. Bogen er illustreret med  mange meget flotte fotos. - Lone    

...Ballader og nocturner af Chopin fortolket af den norske stjernepianist Leif Ove Andsnes. Kan han lægge noget til disse fine, elskede stykker eller er det pligtarbejde? – Mads      

...et satirisk indblik i det amerikanske sundhedsvæsen i 1970'erne, hvor læger sender patienterne rundt i systemet, har sex med sygeplejerskerne og kæmper med selvmordstankerne. The house of God er både bogens titel og et meget anerkendt amerikansk hospital hvor lægen Basch bliver ansat som turnuslæge i 1970'erne. Det er ikke en lægeroman, men en samfundskritisk bog og den er underholdende, satirisk, skræmmende og troværdig, ifølge lektøren. Forfatteren er Samuel Shem, der er pseudonym for Stephen Bergman. - Christine    

...at læse Cyranos næse skrevet af Géraldine Maincent, og oversat fra fransk. En morsom billedbog om Cyrano, der har en kæmpe næse og er vittig og har ordet i sin magt, undtagen når det gælder den smukke Roxane, som han elsker lige så højt, som hans næse er stor. En gendigtning af det kendte skuespil for børn. - Emilia   

...en lille sag på blot 20 sider. Når jeg skal sove er en graphic novel af Lena Nicolajsen om en kvinde, der kæmper med søvnløshed og finder trøst i de sociale medier. Ifølge forlaget er stilen enkel og underfundig med håndmalede illustrationer i indigoblåt blæk i flere nuancer og lag. Det lyder smukt og bogens problemstilling svært genkendelig! - Sara

...Kigger ned, falder op af Liv Ea, en roman der kan læses fra ca. 12 år. En vellykket debutroman om frygten for at miste en man elsker. Pigen Ida, hvis mor er alvorligt syg, oplever at hendes liv og verden går i stå. Ida føler hun holder et skrig inde og hun er misundelig på sin lillebror, der kan skrige uhæmmet. Forfatteren har et særligt blik for detaljen og formår at få følelser og stemninger frem med meget få ord, så ens egen fantasi sættes i gang. - Pernille

...at dykke ned i det nye bokssæt Imagine: The Ultimate Collection, John Lennons solo-mesterværk fra 1971. Bokssættet indeholder 4 cd’er samt to blu-ray’s og fortæller hele historien bag albummet. Det er fyldt med ikke tidligere udgivne skatte: fravalgte numre, demo’er, studie-jams, rå-mix, interviews og kommentarer med og af John Lennon og Yoko Ono og meget, meget andet. - Bent

...at få inspiration til ture ud i det danske land; både på gå-ben og cykel i Den store bog om Danmark af Jørgen Hansen. Både kultur- og naturseværdigheder er repræsenteret og seværdighederne er smart inddelt efter landsdele, så det er nemt at danne sig et overblik over, hvad der er muligt at nå på sin tur. - Cæcilie     

...Martin Zerlangs nye bog Danmark set gennem et cykelhjul – For os, der elsker at cykle, er denne første bog om cyklens kulturhistorie i Danmark det rene guf. Forfatteren kommer rundt om rigtig mange perspektiver på emnet f. eks kvindefrigørelse på cykel, cykelpoeter og Danmark som verdens bedste cykelland. - Det kan kun gå for langsomt med at få fingre i denne flotte udgivelse. - Marianne   

23.10.18
Spørg biblioteket