Aprilhighlights: Fordyb dig med de nyeste fagbøger

Redaktionen præsenterer de nyeste nye fagbøger – dem du skal læse og dem alle taler om.

Tekst: Sara Nygaard


Populærvidenskabelige must reads: kosmos, klimakrise og kødmaskiner

Bliv på én gang underholdt og klogere på naturvidenskabens tilblivelse med "Den sære historie om Venus’ måne" af videnskabshistoriker Helge Kragh eller tag med på en rejse på tværs af tid, når fysiker Brian Greene giver en grand tour i kosmos med bogen "Until the end of time".

Forfatter Jonathan Safran Foer tager livtag med klimakrisen i essaysamlingen "Vi er vejret: At redde planeten begynder ved morgenmaden". Et emne der deler vandende, hvilket også kendetegner bogens modtagelse, hvor nogle føler sig talt ned til, andre inspireret til handling. Foer mikser personlig tvivl, hverdagens små valg og grelle fremtidsvisioner.
I bogen "Om at spise dyr" (2009) forholder Foer sig kritisk til kødindustrien i forhold til klima, folkesundhed og dyrevelfærd. Antropolog Inger Anneberg fører stafetten videre i bogen "Husdyr" fra serien Tænkepauser. 60 tankevækkende sider om dyrevelfærd og husdyr – både dem vi kæler med og dem vi spiser. Ligesom Foer anfægter Anneberg den moderne distancering fra kød, hvor dyrene degraderes til kødmaskiner. Yderst aktuel læsning! 

The talk of the town: mønsterbryder og litterær namedropping

Tidens helts store samtaleemne er Netflix-serien "Unorthodox". En tysk-amerikansk dramaserie på klingende jiddisch. Serien er løst baseret på Deborah Feldmans selvbiografi, som netop er udkommet i dansk oversættelse. Feldman beskriver tilværelsen og flugten fra det ultraortodokse, jødiske miljø i Williamsburg, New York. Ifølge Politiken, en mønsterbryderfortælling om oprør, store pelshatte og mærkværdige ritualer. Skuespiller Diane Keaton er bogaktuel med familieportrættet "Brother & Sister" – en omvendt mønsterbryderfortælling om brorens fald fra glansbillede-tilværelsen i solrige Los Angeles til et liv på bunden af flasken. Herhjemme er Keaton nok bedst kendt fra den romantiske komedie "Annie Hall", skrevet og instrueret af Woody Allen. Finurlige Keaton er anderledes alvorlig i det melankolske portræt af to søskende der glider fra hinanden.

Der er godt nyt til litterære hoveder med Elif Batumans "De besatte" og Ida Holmegaards "Look". Følg Batumans litterære dannelsesrejse fra Sankt Petersborg til Samarkand til Kaukasus. Rejsen byder blandt andet på en Tolstojkonference, en skønhedskonkurrence for drengeben og et kassettebånd med trancefremkaldende, svenske yogier. Hvor Batuman har fået en blandet modtagelse, klapper danske dagblade i hænderne over Holmegaards seneste udgivelse, som først og fremmest en kunstnerisk undersøgelse af mode, tøj og tekstiler. Undervejs indflettes erfaringer og tanker om stress, (køns)identitet, magt og litteratur. Ovid, Goethe, Woolf og Inger Christensen er et par af de navne, som Holmegaard fortroligt væver ind i sit skrift.

Magtens mænd:  Twitter-præsident og en kongelig parentes

Træd ind i magtens centrum med det omfangsrige opslagsværk "Præsidenter: Fra Washington til Trump". Værket er en historisk og biografisk gennemgang af de amerikanske mænd, der har beboet Det Hvide Hus. Fra frimureren George Washington til den Twitter-glade mangemillionær, Donald Trump. Velskrevet med tilsvarende flot billedmateriale. Sulten efter mere biografisk læsestof? Rejs da tilbage i tiden med den politiske biografi "Fredy: klemt kronprins – glemt konge". Frederik den 8. fik kun seks år som konge fra 1906-1912. Det førte til et ry som den evige kronprins, en parentes mellem to farverige konger. Journalist og forfatter Poul Smidt belyser Frederiks progressive indstilling til parlamentarismen, som den første af danske konger. En genrejsning af en mand, der desværre mest huskes for sin knap så ærefulde død i Hamborgs bordelkvarter. 

Mere nyhedsstof fra den litterære andedam?

Få adgang til anmeldelser, omtaler og forfatterinterviews på artikeldatabasen Infomedia og meld dig til nyhedsbrevet Førstevælger for at modtage læsetips og anbefalinger til de nyeste bøger på biblioteket. 

29.04.20