Aprils krimihighlights: Benhård Bagger-nyser, svensk spin-off og serien, der ikke vil dø

04.04.23
Jesper har kigget krimi-nyindkøbene igennem og har fundet fem friske forårsudgivelser til dig.

Det er blevet april og mange forlag har brugt den årlige forårsbebuder, Krimimessen i Horsens, som springbræt til at slippe nye krimiudgivelser løs. Vi har især fået en masse nye, nordiske krimier på hylden, og Jesper kaster her et blik på nogle af de største titler.

Brutalt opgør med fortiden

Thomas Bagger var med på vores 2020-liste over lidt mindre danske krimiforfattere, som man skulle holde et vågent øje med. Siden da er "Jo Nesbø fra Århus" skudt med stor hast op ad bestsellerne - og vi elsker jo at få ret. Stamina er nyeste element i den tretrinsraket, som indtil videre har udgjort Baggers færd mod krimi-stjernehimlen, siden han påbegyndte serien om David Flugt og Lucas Stage. I denne heftige, actionmættede serie-treer vælger Flugt at opgave sit eksil i de norske fjelde for at tage et opgør med fortiden. Flugt vil få testet sin stamina. Det bliver hårdt - mega hårdt.

Svensk scandikrimi-spin-off

Måske har du allerede læst Stefan Ahnhems nyligt afsluttede Fabian Risk-serie. I så fald har du også mødt Malin Rehnberg, efterforsker ved Helsingborg politi, som i denne spin off/standalone undersøger en sag om et muligt mord under en sexleg. Der er traficking, der er privatlivsproblemer, og kort sagt er vi på ret nyklassisk scandikrimi-terroritorium, men med Stefan Ahnhem ved man, at det aldrig bliver kedeligt. Der er garanti for sjukt bra underholdning.
 

Serien, der ikke vil dø

En anden krimi fra broderlandet, en, som uden tvivl også vil blive rålæst i år, er syvende bind i serien, der - i modsætning til sit forfatterophav - bare ikke vil dø: I nyeste bind i sagaen om den autistiske læderjakke-heltinde Lisbeth Salander er Lisbeth taget til det mørkeste Norrland på grund af sin niece og involveres her i et krimidrama om naturressourcer. Selv om det er 18 år siden, at 'Mænd der hader kvinder' udkom (rest in peace, Stieg Larsson) er serien stadig møjt læst på bibliotekerne. Så er du en af dem, der stadig har appetit på mere Millennium, så bestil den i en fart.

Fodboldfeber og nynazister

Ny seriestart, hvor forfatterparret Engman og Selåker har taget tidsmaskinen tilbage til Stockholm 1994. Sommeren sitrer, der er VM i fodbold, og de blågule spiller som en drøm - ja, 1994 er virkelig længe siden, ikke? Tomas Wolf, ex-nynazist, nu politimand, er vendt hjem fra Balkan med PTSD og må forholde sig til gamle familieproblemer, ikke mindst med sine højreekstremistiske brødre. Vera Berg, nyansat journalist på Kvällsposten, har også uønskede relationer til hårdkogte, kriminelle miljøer, og da en indvandrerkvinde myrdes, involveres de i sagen på hver deres måde.

Iskoldt bagtæppe

En af de bedste nordiske thrillerforfattere, og måske Islands allerbedste, er Yrsa Sigurdadottir. Yrsa har et særligt talent for uhygge, som hun også udfolder i denne serie-1'er. Ved Hvalfjödur, en fjord lidt nord for Reykjavik, finder en nabo en hel familie slagtet i deres hus. Efterforskerne Túr og Karó må afdække grufulde familiehemmeligheder for at komme til bunds i mysteriet. Yrsa Sigurdadottir har planlagt fire bind i denne nye, interessante serie, som udspiller sig på et iskoldt bagtæppe af Islands golde landskaber.

Og lige en sidste ting: Er du ikke allerede tilmeldt nyhedsbrevet om alle vores nyeste krimi-indkøb? Du kan gøre det på nedenstående link.

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"