Aprils krimihighlights: psykologisk spænding, skoleafslutninger og svenske skove

31.03.22
Krimiredaktør Rikke har udvalgt fire nye thrillers, som med garanti vil stjæle din nattesøvn.

Foråret er på vej, og det pibler frem med forårsblomster og fremragende spændingshistorier, perfekte til udendørslæsning. Psykologiske thrillere har typisk fokus på karaktererne og deres udvikling frem for på teknisk opklaring, og som regel er de fyldt med twists, krydret med en overraskende slutning. Gør dig klar til at blive trukket grundigt rundt i manegen af plottene i disse fire bøger!

Rikkes udvalgte:

Megan tager en for holdet 

Megan er sammen med fem venner ude for at nyde den sidste sommer sammen, inden de drager til de mest prestigefyldte universiteter. Vi har at gøre med en flok privilegerede og forkælede unge, og sommeren bliver fejret med druk og stoffer. Men en leg i sommernatten tager overhånd, en mor og to børn bliver dræbt. Megan påtager sig skylden for de seks, og til gengæld går de andre med til at gøre hende en ”tjeneste”. Hvad de ikke kunne forudse er, at Megan idømmes 20 år for forbrydelsen, og de forudser heller ikke den landsdækkende fordømmelse af hende. Da Megan bliver løsladt, er hun ikke den samme længere. 20 år i fængsel har sat sine spor, og hvad vil de tidligere venner nu gøre, nu da hun kommer og kræver sin ”tjeneste”? Plottwists fra start til slut og et letlæseligt sprog gør denne psykologiske krimi en absolut must-read.

Piger bliver væk, gamle sager dukker op, og Fawlers team rykker ud!

Vi har mødt Adam Fawler et par gange før her i nyhedsbrevet i den sublime serie af Cara Hunter. Jeg har nu serien med igen, da den er noget af det bedste der længe er udgivet. En pige går alene og forhutlet rundt i udkanten af byen med mærker på håndleddene. En hjælpsom taxachauffør hjælper hende hjem, men pigen vil ikke fortælle, hvad der er sket. Kun at hun er blevet samlet op på åben gade, kørt væk og udsat for overgreb. Men på trods af manglende anmeldelse graver Fawlers team alligevel i sagen, for der gemmer sig noget her... Endnu en pige bliver meldt savnet og Fawler indser, at det hele minder ham om en 20 år gammel sag, hvor en mand blev uskyldig dømt, og Fawler stod i spidsen for efterforskningen. Serien er i verdensklasse, hvis du spørger mig, plottet er godt sat sammen, og hvis man er i Horsens denne weekend, kan man møde forfatteren til en meet & greet - hvem der blot var det.

En fatal gåtur

Et nyforlovet par, Ewa og Werner, bliver en aften passet op af en gruppe mænd. Ewa bliver på uhyggeligste vis udsat for gruppevoldtægt, Werner bliver tvunget til at se på for derefter at blive slået bevidstløs. Da han vågner, er Ewa og mændene sporløst forsvundet. ”Hvis jeg havde friet til hende et øjeblik tidligere, var det aldrig sket. Vi var ikke blevet overfaldet, jeg var ikke havnet på hospitalet, og hun var ikke forsvundet ud af mit liv for altid," tænker Werner. Ti år går, Werner er havnet i et sort hul med alkohol og computerspil. En dag ser han tilfældigt Ewa på facebook – er det virkelig hende? Eller spiller nogen ham et pus? For da han indleder jagten på Ewa, er det, som om nogen modarbejder ham. Den hæsblæsende psykologiske thriller er skrevet af den polske bestsellerforfatter Remigiusz Mróz, han har udgivet 25 krimier i sit hjemland og har solgt mere end tre millioner eksemplarer. 'Kvinden der ikke blev fundet' er Mróz' første udgivelse på dansk.

Back to school

At tage tilbage til den skole, hvor man blev mobbet og mishandlet, kræver sit. Men det gør Ida Rossi, hun er tidligere stjernejournalist, nu pillemisbruger og lider af angst. Så kan det næsten ikke blive værre. To drenge er blevet dræbt på den snobbede kostskole, Axelsons. Her møder hun lærere, der klapper i som østers, og noget tyder på, at alle er blevet instrueret i at bære over med hendes tilstedeværelse på skolen, eller måske mere: at overse hendes tilstedeværelse. Rossi forsøger at finde sprækker hist og her, og hun får hul igennem hos præsten, musiklæreren og naturligvis hos bibliotekaren. Ida fanges i et psykologisk spil mellem arrogante elever og lærere, og hendes egne traumatiske minder. Hvor langt er man på kostskolen villige til at gå for at beskytte skolens ry, og hvor langt er Ida villig til at gå for at genvinde sit? Det er en stærk svensk psykologisk thriller i de dunkle svenske skove. Det er første danske udgivelse af Karin Wik, og jeg håber på mere.

Jeg håber, at krimierne vil falde i din smag. Husk at tilmelde dig vores kriminyhedsbrev, hvis du ikke allerede er det, så får du løbende nys om vores nyindkøbte krimier.

Tilmeld dig 'Førstevælger'