Augusts highlights: Svenske hyttebyer og norske fjeldbygder. Langtfra så hyggeligt, som det lyder

Augusts nyheder er en iskold syndflod af kriminalgåder og nervepirrende thrillers.

Tekst: Sara Nygaard, Københavns Hovedbibliotek

Øhop, svenske hyttebyer og norske fjeldbygder. Langtfra så hyggeligt, som det lyder. August vrimler med familiehemmeligheder, kolde spor og nordic noir. Læs med, hvis du tør!

Tag på et drabeligt øhop

Mange forbinder ø-livet med sommerferiestemning, bølgende hav og venligsindede øboere, men lad dig ikke narre. Som du kan læse i to nye, fængende øbo-krimier,  lurer uhyggen under overfladen i de små lukkede samfund, hvor alle kender alle og vogter hinandens hemmeligheder. Tag på et drabeligt øhop med to beretninger om miljøaktivisme, koldkrigshistorier og ø-livets bagsider: "Vi skal ikke vågne" og "Brudzonen".
 

Indbegrebet af Nordic Noir 

Intet siger uhygge som udkantsområder med langt mellem husene og naboer, der kaster mistænksomme blikke. Svenske hyttebyer og norske fjeldbygder er indbegrebet af Nordic Noir, en genre, der emmer af mørke og melankoli, hvor naturen og lokalsamfundet sætter scenen. Lad blodet fryse til is med fire nyheder inden for genren: "Ødemark", "Vinterild", "Snefald" og "Kongeriget".
 

Sagen genåbnet

Der findes næppe noget bedre end bøger om kriminalsager, der genåbnes. Denne helt særlige læsefølelse, der svarer til nydelsen ved at kradse i et sår der heler; langsomt trevles trådene op og helvede bryder løs. Få stillet kradsetrangen med fire nyheder, der både byder på kolde spor, datingtjenester og farlige eksmænd: "De stumme piger", "De tavse kvinder", "Vinger af sølv" og "På date med en morder".

Hårdhudet krimifan eller ny inden for genren? Få flere læseanbefalinger med det digitale inspirationsforløb ”Kend din krimi”