Bensuppe, hellebarder og medborgere!

Optakten til Københavns bombardement: ”Atter ser vi Hovedstaden paa den mest troløse Maade overfalden af en engelsk Krigsmagt … De har glemt, at Frederiks Aand hviler over os og besjæler os. Medborgere! … Jeg er med henrykkende Glæde Vidne til Eders varme Fædrelandskærlighed og Eders faste Mod.”

Stemningen var, i hvert fald på skrift, høj, da den kommanderende general for Sjællands og Hovedstadens forsvar, Ernst Peymann, d. 17. august 1807 bekendtgjorde overfor garnisonen og Københavns befolkning i avisen Dagen, at englænderne var på vej.

16. august havde englænderne landsat tropper i Vedbæk og da Peymann skrev ovenstående, var hæren på vej mod København. I alt landsatte englænderne omtrent 30.000 mand, der var ankommet på en enorm flåde af 65 orlogsskibe – fra linjeskibe, til kanonbåde og bombarderskibe – samt 377 transportskib, hvoraf mange var charterede, tyske fartøjer.

Det var en stor og krigsvant styrke, der nu marcherede mod Hovedstaden. ”To our utter astonishment, no oppostition whatever was offered by the Danes” skrev en læge fra det hannoveranske regiment. De danske tropper var nemlig for størstedelens vedkommende stationeret i hertugdømmerne, hvor de bevogtede grænsen mod angreb fra franske tropper, der også truede den dansk-norske neutralitet.

København og oplandet var derfor overladt til en styrke på omkring 14.000 mand under Peymanns kommando. 5.500 var soldater af linjetropperne, mens 7.500 var fra bl.a. den frivillige borgervæbning, Livjægerne og Studenterkorpset samt fx herregårdsskytter og bønder, der var indrulleret i Landeværnet, hvor man mødtes og trænede 6 årlige søndage. Man kan derfor på mere end 200 års afstand godt tænke, at Peymanns patos var noget ufunderet.

D. 20. august afviste Peymann englændernes første opfordring til overgivelse og udlevering af flåden og bekendtgjorde for københavnerne, at han havde meddelt fjenden, at ”vi havde besluttet at tilbagedrive ethvert Angreb og til det yderste forsvare Staden og vor gode Sag, for hvilken vi var rede til at ofre vort Liv og vort Blod.”

Samme dag udsendte kronprins Frederik fra Holsten en proklamation til alle sjællandske mænd om at støtte generalløjtnant Castenschiold, der organiserede landeværnet. Han bad dem bevæbne sig med de våben, de kunne finde, og han mindede om, at i kirkerne var der fx sværd, spyd og hellebarder, ”af vore Forfædre brugt med Hæder imod Fjender og Voldsmænd…” Dette kan give et indtryk af udrustningen hos de styrker, hovedstadens sikkerhed nu var afhængig af.

Også 1. og 2. september blev opfordringer til overgivelse afvist.

Bag hovedstadens volde forberedte befolkningen sig på belejring og krig. Den senere forfatter og teaterhistoriker Thomas Overskou var 8 år i 1807 og neskrev i 1868 en øjenvidneskildring. Heri beskrev han både, hvordan der var larm, musik og tummel i gaderne, og hvordan han "En anden Dag, hendad Aften, gik vi op over Vesterport og saae, hvorledes Brandcorpset under Bedækning af Soldater, som ideligen plaffede løs paa Fjenden, med glimrende Held udførte et Hverv, der var ganske imod dets Bestemmelse, ved at afbrænde Husene paa Vesterbro." Man ønskede naturligvis ikke, at fjenden skulle kunne dække sig bag bygningerne. 

Også byens hunde levede i fare. I ugeavisen Politivennen kunne man d. 29 august læse følgende opfordring: ”Anmelderen (skribenten, red.) ville dog ønske, at man gjorde alt muligt, … for at give Forraadet saa stor udtrækning som muligt.” Herefter beskrev vedkommende, hvordan københavnerne burde tage livet af deres ”sikkert 10.000 Hunde”, da ”2000 mennesker daglig kunne opholde Livet ved den Føde, som nu bortgaar til en Mængde Hunde, der aldeles ingen Nytte gør.” Skribenten havde ikke selv hund, men ville ellers gladeligt have aflivet den for fædrelandets skyld.

Der blev dog ikke opfordret til at spise hundene, men i samme udgave af Politivennen beskrev en anden, hvordan ”Københavns Indvaanere af sig selv skulle indsamle Benene fra deres Sul (fra slagtedyr, ikke fra københavnerne selv, red.) … levere sine Ben fra penge og købe Benpulver.” Benpulveret skulle anvendes til at lave bensuppe, så forrådet kunne strækkes. Skribenten udtrykte afslutningsvis det fromme håb, at ”naar vi atter for Fred, havde Folk faaet smag for bensuppe og nogle Mennesker Levebrød ved at finstøde Benene dertil.”

Indbyggerne i mellem var stemningen præget af både en løssluppen fandenivoldskhed og øget opmærksomhed overfor mistænkelig adfærd. En mand, der overhørte adskillige advarsler om at fjerne sig fra Charlottenborgs port, og derfor muligvis var englænder eller en fjendtlig spion, viste sig at være døv. Værre gik det for Phoebe Sanders, der var gift med skrædderen Benjamin Sanders. De var begge født i England, men i hvert fald skræddermesteren havde boet i København siden 1797.

Ægteparret boede i Gothersgade sammen med deres 8 børn. 23. august blev både Phoebe Sanders, datteren Amalia og skræddersvende Dichou afhørt; var der planer om at gå over til englænderne? Dette benægtede alle parter, men Phoebe Sanders, svenden og de otte børn blev fænglet i Frederiksholms Arrest.

Cellerne udmærkede sig ved at være for lavloftede til, at man kunne stå op, til gengæld måtte mindst én af dem dagligt tømmes for det indtrængende vand fra Frederiksholms Kanal: Fængslets celler blev derfor rengjort 5-6 gange årligt. Det har uden tvivl været en fest for den 42-årige moder og hendes otte børn, men ordren fra kronprinsen lød, at ”Da enhver Engelskmand er Statens Fjende, saa belægges de med Arrest indtil de kan blive sendt ud af Landet.” Engelsk ejendom skulle ligeledes konfiskeres, og borgerne skulle holde øje med ’fordægtige fremmede’, der kunne være spioner.

2. september 1807 henunder aften startede bombardementet. Af det findes der stadigt spor i det københavnske gadebillede. Fra de indlejrede kanonkugler til de mange bygninger, der erstattede ruinerne og gav København de mange nyklassicistiske indslag, til gadenavnet Livjægergade, der minder om stedet, hvorfra korpset 31. august gjorde udfald mod englænderne fra Kastellets port.
Digteren Carsten Hauch gjorde tjeneste i korpset, og hans beretning om udfaldet - der langt fra skildres som heltemodigt. Han tilskrev én af sine kammerater denne udtalelse om nytten af angrebet; "Vi kommer tids nok for som Kvæg at ledes til Slagtebænken".

10.09.21