Bibliotekaren anbefaler Malina - en kultroman

Malina 1971 (da 2021)

Sikke en roman der blev omtalt i Skønlitteratur på P1. Værten for programmet Nana Mogensen havde inviteret til en gennemgang af et par "svære" titler. Den ene var Bachmanns "Malina" og den anden var Nabokovs ""Bleg ild".

På med vanten

Jeg har tidligere haft fingrene i Bachmanns "Simultan" - som desværre led en krank skæbne med mig som læser.  Alligevel vovede jeg, at kaste mig over Malina, en meget rost roman, der af anmeldere omtales som perfekt til læsere, der ønsker en intellektuel oplevelse.

Ikke sikker på, at jeg rammer helt indenfor denne målgruppe, - ligegyldigt - jeg fik mig en fantastisk læseoplevelse. 

Lyd er bedst for mig

Romanen ligger på eReolen som e-bog og kan lånes som lyd/MP3. Jeg har læst først den og tog den derefter på lyd. I mine øjne/ører kom Bachmanns fængende og poetiske sprog mest til sin ret på lyd. 

Desværre kan øvrige titler  af forfatteren ikke findes på eReolen. 

Hovedperson med to mænd

Hovedpersonen - en kvindelig unavngiven forfatter, som udover så meget andet, har et forhold til to mænd. Hun lever sammen med Malina i en lejlighed i Ungargasse. Malina tager sig af hende, som hun tager sig af ham. Hun elsker en anden mand: Ivan, som har givet navn til bogens første del: Lykkelig med Ivan. Ivan bor et par numre henne af vejen Ungargasse. Deres kontakt foregår mestendels via telefonen.

Kvindens lykke ved dette forhold, forstår jeg så ikke. Forholdet beskrives som ret skævt: Hun venter på ham, mens han er ualmindelig ignorerende og distræt, når han endelig dukker op. Hun bifalder hans manglende interesse for hendes gøren og laden og kalder dette: sin frihed. 

I lejligheden/samlivet med Malina optræder frk Jelenik, som er sekretær og Lina, som holder den fælles lejlighed. 

Malina administrerer deres fælles indkomst, og lægger penge i kuverter rundt omkring, i takt med kvindens behov for det ene eller det andet. Behov som Malina er meget bekendt med, og han forstår til fulde, at de skal opfyldes, i fald han ønsker en tilfreds samlever. 

Den tredie mand

Anden del er en meget fantaserende fortælling, hvor der optræder en far. Denne far bliver gennem de drømmende historier skildret som en ond og magtfuld mand, og omkring denne mand optræder gaskamre, elektrochok, deportation og ildebrande. Jeg oplever Malina som hjælper i denne del, hvor han terapeutisk spørger ind til de voldsomme drømme/fantasier. 

En ledetråd til at der i kvindens opvækst ligger voldsomme traumatiserende oplevelser, som ligger til grund for hendes identitets- og tilknytningsproblematik som voksen. 

Afsked

Tredie del "om de sidste ting" handler om at tage afsked med kærligheden: Betyder jegpersonen noget for nogen ? - Hun opløses til sidst og forsvinder i en revne i væggen - med bogens allersidste tre ord: Det var mord.

I afsnittet reflekteres over nuværende og tidligere relationer til mænd. Hvad og hvem er de ?  I det hele taget er hun noget skuffet over den mandlige identitet, og det på grund af - eller på trods af mandens magt over kvinden i det matriarkalske samfund. 

Mere form

Det er ikke en helt almindelig fra start til slut roman. Den indeholder almindelige prosastykker, nogle smed tydelige replikskift - brudstykker af breve, halve og kryptiske telefonsamtaler - mest mellem kvinden og Ivan - samt et længere eventyr: Prinsessen fra Kagrans hemmeligheder. 

Udgaven er udstyret med fyldige noter samt et fint analyserende efterord af Mette Moestrup og i en glimrende oversættelse af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis.

Ingeborg Bachmann og forfatterskabet

Ingeborg Bachmann er født i Klangenfurt i Østrig i 1926. Hun døde som kun 47årig i Rom i 1973 i forbindelse med en brandulykke i hjemmet.

Hun erhvervede i 1950 en Doktorgrad i filosofi og debuterede i 1953 med digtsamlingen "Die gestundete Zeit". Hun har modtaget flere litteraturpriser og har spredt sig over flere genre som digte, noveller, hørespil, librettoer.

Ingeborg Bachmanns far meldte sig i 1932 ind i det østrigske nazistparti, og som 12 årig oplevede hun de tyske troppers indmarch i hjembyen. En rystende oplevelse, som har præget hende gennem livet.

Max Frisch og Paul Celan

Hun blev i 1958 gift med forfatteren Max Frisch. Tidligere havde hun over en årrække et on and off forhold til forfatteren Paul Celan. Efter skilsmissen fra Max Frisch i 1962 havde Ingeborg Bachmann en hård tid med psykisk sammenbrud og misbrug. 

Ingeborg Bachmann-prisen i Klangenfurt uddeles hvert år til minde om denne østrigske forfatter, der var en af efterkrigstidens vigtige tysksprogede stemmer. 

Blandt mordere og dårer 1961 (da 1963)

En samling usædvanlige noveller om mennesker, der er blevet forkrøblet efter en barndom, hvor krig, fordomme og unaturlige moralkrav har sat deres dybe spor. Der er masser af smerte og fortvivlelse men også håb. 

Tre veje til søen 1972 (da 1984)

Handler om en voksen, livserfaren kvindelig fortograf, der besøger sin sympatiske gamle far og vandrer ad barndommens skovveje. Novellen er også en del af Simultan 1972.

Simultan 1972 (da 2010)

En novellesamling. Titelnovellen beskriver en kvinde fra Wien på udflugt med en FN-funktionær. Kvinden er simultantolk og føler sig udfordret ved at udtrykke sig på blot et enkelt af de fem sprog, som hun mestrer. Et portræt af en rodløs og kærlighedssøgende kvinde. 

De øvrige noveller handler om kvinder i Wien, der på forskellige måder relateres til efterkrigstidens traumer. 

Hjertetid - en brevveksling - mellem Ingerborg Bachmann og Paul Celan 2008 (da 2011)

Brevvekslingen mellem de to forfattere - gennem næsten 20 år - indtil Paul Celan i 1970 begår selvmord ved at kaste sig i Seinen. De to forfattere havde en meget tæt, men også en kompliceret relation bla. pga deres meget forskellige opvækst under 2. Verdenskrigs rædsler - Bachmann fra Wien en datter af en nazist og Celan var fra det nuværende Rumænien med jødiske aner.