Bibliotekaren anbefaler Is-slottet

Et møde med en af Norges mest betydningsfulde modernister: den meget produktive Tarjei Vesaas (1897-1970)

Tarjei Vesaas

I Byens Spor 3, nævner Lars Saabye Christensen den norske forfatter Tarjei Vesaas. Som bibliotekar har jeg også bemærket den lille fine nyudgivelse af Is-slottet fra 2019. Med vakt nysgerrighed gør jeg nu bekendtskab med forfatterens mesterværk Is-Slottet (1963), som resulterede i, at han i 1964 modtog Nordisk Råds Litteraturpris - og det som den første nordmand. 

Forfatterskabet 

Tarjei Vesaas indledte sin litterære karriere med digte og artikler til lokale aviser og debuterede i 1923 med romanen "Menneskebonn". Derefter følger en større produktion af romaner, skuespil og noveller. Gennembruddet i Norge sker i 1940 med romanen "Kimen". Tarjei Vesaas modtager litteraturstøtte, adskillige priser og flere af forfatterens sene værker er filmatiseret - bl.a. Is-slottet. Forfatterskabet er i dag oversat til knap 30 sprog. 

Temaer

Gennemgående temaer i forfatterskabet er skyldfølelse, kampen mellem de opbyggende og destruktive kræfter i menneskesindet, ensomhed og individets søgen efter fællesskab. Tarjei Vesaas indleder med realistiske bonde- og udviklingsromaner med eksperimentelle elementer. Det sene forfatterskab inddeles (Store norske leksikon) i to kategorier. De allegoriske romaner og de realistiske romaner med en centralt underliggende symbolik, bl.a. Is-slottet  (forfatterweb). 

Is-slottet

Fortællingen finder sted i et vinterfrossent Norge - i et lille samfund ude på landet. To 11-årige piger Siss og Unn mødes. Unns mor er død, og Unn bor derfor hos sin moster. Siss er en slags leder i klassen, hvor kammeraterne er meget opmærksomme på den pludselig opståede relation mellem Siss og den ny tilflytter - pigen Unn. 

Relationen

En særlig kontakt opstår mellem de to piger, og Siss besøger Unn hos mosteren - et møde der bliver skæbnesvangert. Unn vil fortælle Siss en hemmelighed, der er så voldsom, at den ikke kan siges, og den bliver heller ikke sagt. Under dette møde - hvor de to piger er alene bag en låst dør - opstår en særlig forbindelse mellem dem.

Sammen har de set ind i et spejl og oplevet følelsen af at smelte sammen. 

Ud i kulden

Da Siss denne aften forlader Unn med det usagte - er det for aldrig at se hende mere og dette knap etablerede venskab bliver kernen i handlingen. Herefter bliver historien en symbolsk fortælling, hvor Unn forsvinder ind i den frosne natur og Siss forsvinder ind i sig selv i en ubegribelig forvirring og savn. Skæbnen styres af løftet om det usagte - den manglende mulighed, som børnene har for at dele deres indre liv med de voksne. Det lykkes for Siss - på det realistiske plan - senere i romanen i hendes relation til mosteren. 

Fra fortælling til udvikling

Det er lidt fantastisk at forestille sig, at Tarjei Vesaas i en alder af 66 år er udkommet med en så symbolsk og indsigtsfuld roman om præpubertæres indre udvikling. 

Har du stiftet bekendtskab med eventyrtolkninger i relation til menneskets psykologiske udvikling og indre liv - så er der meget kød på dette ben. 

På eReolen kan romanen lånes som e-bog og lyd-bog.

- Snyd ikke dig selv for dette møde !