Bibliotekaren finder favoritter på eReolen 2

Nordisk Råds Litteraturpris 2002 - filmatiseret til Norsk TV 2013 - er på Filmstriben - og kan her i marts streames fra DR. Lars Saabye Christensens: Halvbroderen.

Kæmpe scoop at se, at også Lars Saabye Christensens mesterværk "Halvbroderen" er på E-Reolen, og det både som E-bog og Lyd-bog.

Lyd-bogen er blå, så den tæller ikke med i kvoten på 5 titler. Romanen starter ret voldsomt i maj 1945 på den norske befrielsesdag, med en voldtægt på en ung kvinde Vera.

Vi følger gennem bogens over 700 sider familiens historie gennem fire generationer. Vera føder efter sønnen Fred efter den ulykkelige hændelse, senere møder hun Arnold og sammen med ham får hun sønnen Barnum.

Romanen, der foregår i Oslo, handler om mennesker, som ønsker at blive hele, mennesker, der leder efter noget i sig selv eller i andre. En fantastisk læseoplevelse, der både er alvorlig og humoristisk.  

Bogen udkom på norsk i 2001 og på dansk 2002 samme år modtog forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris for dette værk. 

I 2013 blev romanen filmatiseret til en norsk TV-serie, som tidligere også har været sendt på DR - og den bliver her i marts 2021 genudsendt, således at den hele måneden ligger til streaming på DR. Ydermere kan serien også ses på Filmstriben.