Bibliotekaren finder favoritter på eReolen 8

Ved du hvad en kentuki er ? Den kan være forklædt som panda, kanin, drage, muldvarp, ravn...you name it.

Samanta Schweblin

Den argentinske forfatter Samanta Schweblin kan blive repræsentant for en ny generation af prisbelønnede latinamerikanske forfattere. Hun vandt som 24-årig en national skrivekonkurrence i 2002 og fik som præmie udgivelsen af sin novelledebut "El núcleo del Disturbio".

I årene 2017 og 2018 blev hun nomineret til Man Booker Prize for novellerne "Fugle i munden" fra 2009 og for sin første roman "Redningsafstand" fra 2014

"Fugle i munden" er en samling historier, om hverdagssituationer, der udvikler sig grotesk og surrealistisk med lighedspunkter med den latinamerikanske magiske realisme og Franz Kafkas surrealistiske stil.

"Fugle i munden" er på E-reolen som ebog. 

Romanen "Redningsafstand" cirkler som novellerne i "Fugle i munden" om moderskab og relatioen mellem forælder og barn. Det naturlige og genkendelige støder sammen med det forfærdelige og ubehagelige,  og viser mørke, ondskab og vold som naturlige ingredienser i menneskelivet. Hvorfor redningsafstanden mellem barn og forældre kan risikere, at skulle være meget kort, hvis ikke tragedien skal indtræde. 

"Redningsafstand" er på E-reolen som ebog. 

Kentuki

I 2021 udkommer Samanta Schweblins roman "Kentuki" (2018) i dansk oversættelse. En Kentuki er en slags robot forklædt som et tøjdyr. En Kentuki har en bruger og en ejer. Ejeren har den fysiske robot, som en slags lydig roommate - kæledyr. Brugeren hører til den nysgerrige type, der fjernstyrer robotten via en tablet og invaderer på denne måde ejerens hjem.

Romanen er bygget op som en række fortællinger, der hver især belyser dilemmaerne ved de enkelte Kentukiers eksistens. Ejerne kan ses og høres, og brugerne kan se og lytte - begge lider de under hver deres begrænsede mulighed for komunikation. Kentukien fungerer som legetøj for både voksne og børn - ejere og brugere. 

Der dukker efterhånden etiske og moralske dilemmaer op, som ejere/brugere ikke havde forudset.  Her er et udpluk af romanens ejere/brugere..

1) den ældre Emilia, der aldrig ser sin søn; 2) den fraskilte og enlige far Enzo-med den irriterende ekskone; 3) den moderløse dreng Marvin; 4) den fattige og entreprenante Grigor; 5) Alina, der forsømmes af sin kunstnerkæreste. 

Spørgsmålet er nærværende: Er det værd at hoppe med på vognen - og følge udviklingen, eller er det bedre at stå af her.  

"Kentuki" fås på E-reolen som ebog og lydbog.