Bøger, der rørte dig

Nogle bøger forandrede verden, og nogle forandrede os. Bogen der lærte os at læse, den bedstemor læste højt fra – eller den, der ødelagde en hel sommerferie. Hvilke bøger har gjort en forskel for dig? 

Bøger har magten til at ramme os lige der, hvor det gør mest godt. Måske de viste os, hvor stor verden er, måske vi fik den af én, vi elsker, eller måske den overraskede os, fik os til at ryste i bukserne, eller fik os til at grine eller gruble eller græde. På Københavns Hovedbibliotek har vi indsamlet anonyme historier om de bøger, som gjorde en forskel – for os; for vores lånere, vores kolleger, vores familiemedlemmer. Her kan du læse et udpluk, som har gjort indtryk på os.  

Jonathan Lethem: Chronic City
"Min far talte ekstremt godt for den her bog; fortalte mig, at den forstod noget essentielt om verden, og så gav han mig sin brugte paperback. Jeg glemte den ulæst på hylden, og et halvt år senere døde han, min far, af kræft. Da jeg fandt bogen på min hylde var den fyldt af hans kommentarer i sort pen. Hver og én af passagerne føltes som hans personlige hilsen til mig. Og han havde ret. Bogen forstod virkelig noget helt essentielt: Vi har brug for historier for at være mennesker. Uden dem går vi i stykker."

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins
"Så meget livsvisdom i så lille og fin en bog. En hyldest til den barnlige fantasi – og en ordentlig opsang til menneskets skøre begær efter det materielle. Absolut en af verdens bedste bøger. "

Hans Kirk: Fiskerne
"Jeg læste Fiskerne første gang, da jeg var 17 år, og blev vildt fascineret af miljøet, sproget og historien. En dansk superklassiker, som stadig holder!

Herta S. Enevoldsen: Kongedatteren Leonora Christina
"Min historiske interesse blev grundlagt, da jeg i barndommen slugte Herta S. Enevoldsens romaner for børn og unge. F.eks. den spændende trilogi om Chr. IVs yndlingsdatter – som indledes med Kongedatteren Leonora Christina."

Lån disse (og mange flere) af de udvalgte bøger nedenfor – eller besøg Københavns Hovedbibliotek og del din egen betydningsfulde bog via udstillingen 'Bøger, der gjorde en forskel'. 

08.10.19
Spørg biblioteket