Bøger du ikke må gå glip af!

Supergode bøger du ikke må gå glip af - bare for at gøre din TBR-liste endnu længere

Vi har i læseinspirationens gode ånd udvalgt de bedste bøger du ikke må gå glip af, bøger som ikke lå længe på sengebordet før de var slugt helt og aldeles, fordi så gode er de!

Hattemer-Higgins: Historiens historie

Tag med den unge amerikanske kvinde Margaret på en fængende mareridtsagtig rejse gennem Berlin, som du sent vil glemme. Margaret arbejder som guide i Berlin og jobbet får alle byens traumer og historier til at kravle ind under huden på hende, langsomt gror hendes- og Berlins historie mere og mere sammen. Romanens sprog og fortælling er en kæmpe oplevelse. Alt sammen komponeret af sætninger i mol, så det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle. Den forfølger én på godt og ondt, længe efter den sidste side er læst.

Tea Obrecht: Tigerens kone

Er du på udkig efter en gribende og smuk fortælling, til din næste ferie, så er Téa Obrehts Tigerens kone et godt bud. I årene efter den seneste Balkankrig, er Natalia på vej til et børnehjem for at hjælpe. Undervejs erfarer hun, at hendes bedstefar er død. Bedstefaren døde ifølge bedstemoren på mystisk vis i en landsby på en rejse, han havde begivet sig ud på for at besøge Natalia. Den sørgende Natalia begynder at grave i minderne og historierne om bedstefaren for at forstå hans sidste rejse. Tigerens kone er en fængende bog med mange lag af fortællinger, der elegant udfolder sig og belyser Balkans udvikling fra 2. verdenskrig og frem til Balkan-krigen.

Ravatn: Fugletribunalet

Fængslende fortælling om skam og skyld tilsat nordisk mytologi og thrillerelementer. Tv-værten Allis Hagtorn forlader mand og job efter en offentlig skandale og begynder at arbejde som hushjælp og gartner for Sigurd Bagge, en mand i fyrrene, der bor alene og afsides. Allis går fra at være et kendt ansigt til at være helt anonym. Langsomt fascineres Allis dog mere og mere af Sigurd Bagge, og efterhånden kommer de tættere på hinanden. Begge gemmer de på hemmeligheder og skyld og skam, og spørgsmålet er om de kan lægge det bag sig og begynde på ny sammen? Ravatns beskrivelser af den norske natur og karakterernes interaktion med den skaber en ulmende og lavmælt uhyggelig stemning, samtidig med at de tegner et skarpt billede af menneskets natur. Meget velkomponeret og velskrevet roman.

Chigozie Obioma: Vi var fiskere

Hjertevarmt og gribende bog om broderkærlighed og rivalisering og om 1990'ernes Nigeria og dets voldsomme politiske, økonomiske og religiøse modsætninger set gennem drengen Benjamin og hans brødres øjne. Benjamin og hans brødre begynder i deres fars fravær at fiske ved byens forbudte flod. Ved floden møder de en dag den gale mand, Abulu, som i et syn forudser at den ældste bror, Ikenna, vil blive myrdet af sine brødre. Profetien forgifter langsomt Ikennas liv, og familiens tætte bånd og liv forandres for altid. Obioma skriver virkeligt fængende med mange stærke metaforer og skaber en læseoplevelse, der er svær at ryste af sig igen.

Roy Jacobsen: Vidunderbarn

Vidunderlig roman om at vokse op i et norsk socialt boligbyggeri i tiden, hvor Armstrong gik på månen og hvor fjernsyn i stuen endnu er et særsyn. Finn vokser op alene med sin mor, forældrene er skilte og faren er nu død, så der er kun de to. Alt det ændres brat en dag, da Linda, farens datter af andet ægteskab pludselig flytter ind og igennem et år fuldstændig vender op og ned på deres tilværelse. Jacobsen tegner et forrygende tidsbillede og har et intens blik på barndommens mangfoldige hemmeligheder, glæder og besværligheder.

Helga Flatland: Bliv hvis du kan, rejs hvis du må

Tre unge mænd, barndomsvenner fra en lille tryg bygd oppe i NordNorge, lader sig hverve til krigen i Afghanistan og kommer alle hjem i kister. Det er dog ikke en krigsroman, men historien om hvorfor de vælger at drage i krig, det liv de lever inden og en roman om, hvad det gør ved et lille tætknyttet samfund at miste deres sønner. Det påvirker også det lille samfund at mediernes opmærksomhed pludeslig bliver vendt mod dem, fordi det er en "god" historie. Stille desperation knuger dit hjerte, når du læser om Kristian, Trygve og Tarjei. Bliv hvis du kan, rejs hvis du må, er skrevet med imponerende indføling af en dengang kun 25 årig debutant og er første del af en triologi.

 

Gå til oversigt over skønlitterære læseklubber
20.12.18