Bøger om København 2021

Hvert år byder på nye spændende bøger om København - også 2021. Jeg har fundet et udvalg af årets gode bøger.

København : københavnernes historie fortalt i billeder. 3. bind, 1970'erne

Om 1970'ernes København med vækst, kvindekamp, fællesskab og frihed, men også voldsomme kampe om byens rum, arbejdsløshed, oliekrise, forskelle og forurening.

"Hvis man var ung, og boede i København i 1970’erne, er denne bog en katalysator til at fremkalde minder om tiden, der var engang. Der er intet som fotografier, der kan genkalde minder. Et fotografi kan langt bedre end tekster genkalde gademotiver, tøjmode og situationsøjeblikke, der ellers var fortrængt af den dagligdags forglemmelse."

Læs hele Preben Etwils anmeldelse på Historie-online.dk.

Opgøret om København

Interessant bog om det opgør, der er i gang om retningen for Københavns udvikling. Henvender sig især til københavnere, der engagerer sig i deres bys udvikling.

"Opgøret om København" fortæller grundigt om byens historiske udvikling fra 1850 indtil 1990, hvor neoliberalismens forbrugs-og konkurrencestat blev det nye velfærdsideal. Det afstedkom en stærk centralisering og specialisering i hovedstaden, med store konsekvenser for resten af regionen."

Læs hele Hanne Schmidts anmeldelse "Er København en velfærdsby eller en profitmaskine?" på Solidaritet.

Københavns forunderlige historie : liv, lyst og lort fra oldtid til nutid

Tag med til København fra oldtid til nutid. Kom med ind i de skumle baggårde eller tag med på jazzklub eller hvad med et horehus, denne bog kan det hele. For interesserede i Københavns historie.

I lektørudtalelsen skrev Lars Ovesen:

"I Det mærkes tydeligt at bogens forfatter, Hanne Fabricius, er både arkæolog og forfatter. Teksten er præget af en grundighed og nysgerrighed der sjældent er set magen. Til tider sidder man, som læser, og føler sig som en del af historien og kan virkelig fornemme de historiske vingesus der omgiver denne smukke bog. Teksten er velformuleret og velskrevet. Det er en sand fornøjelse at læse i bogen og siderne bare flyver derudaf. Også velegnet til brug i opgaveøjemed."

Stamsteder : røverhistorier og scener fra byens beværtninger

En hyldest til de brune værtshuse "Bodegabibel" med røverhistorier og fotos fra samtlige 220 værtshuse i København og på Frederiksberg samlet i en stor, dekorativ coffee table book.

Glas i København

Glas er et materiale, der bliver brugt mere og mere i moderne byggeri. Læs her om 25 glasbyggerier i København, og hør om, hvordan glas er med til ændre byens udseende, samt om hvordan det fylder i bybilledet. For arkitekturinteresserede læsere - men bestemt også for den opgaveskrivende.

"Bogen kan sagtens fungere som en alternativ og anderledes guide til København, specielt da hovedparten af bygningerne befinder sig i Indre By. Teksten er kortfattet, velskrevet og velformuleret, og sammen med billederne får læseren alle de væsentlige informationer om de enkelte bygninger"

Læs hele lektørudtalelsen af Lars Ovesen

Gamle billeder og historier fra Amager

Flot billedbog med fotos og fortællinger fra Amager i 1800- og 1900-tallet. Tag med på tur rundt på det gamle Amager. Fra amagerkonerne på Amagertorv til Knippelsbro, forbi bønderne i de små landsbyer på øen for til sidst at slutte ved Langebro. For alle med interesse for København og Amagers historie.

"Det er en flot bog fyldt med detaljerede og fascinerende fotografier. Man kan nemt fordybe sig i dem og de tilhørende og oplysende tekster. Da bogen er bygget geografisk op springer den i stedet en del i kronologien. Man kan fx på én side læse om fangeoprør i 1817, og umiddelbart derefter læse om tyskernes storm på Panterens Bastion i 1943"

skrev Sanna Stagaard Gade i lektørudtalelsen.

Byen på tegnebordet - Drawing a City

Udstillingskatalog med en række arkitekttegninger af københavnske bygninger. Der gives et indblik i, hvorfor den danske hovedstad er så gennemdesignet, samt et kig ind i maskinrummet hos dem, der over en 100 år lang periode tegnede meget af det København, vi kender i dag.

Ta' byen tilbage : forandringens vinde over København og Sjælland

Hvad er København værd, hvis det er de færreste, der har råd eller lyst til at bo der? En bog på et relativt højt akademisk niveau for interesserede i byudviklingen i Sjællandsregionen, primært København.

"En grundig indføring i byudviklingen i København anno 2020, hvad der prioriteres og hvilken sammenhæng det har med resten af Sjælland. Billeder og grafik understøtter teksten, som er på et relativt højt akademisk niveau"

Læs hele lektørudtalelsen af Kirstine Louise Grøngaard

Byen fra skyen : København set fra luften

København, Danmarks hovedstad, er en smuk by. Ikke kun fra gadeniveau, men bestemt også fra luften. I denne bog finder du fotograf Nicolas Cosedis' kærlighedserklæring til København, suppleret med arkitekturkritikers Holger Dahls kommentarer. For læseren, der gerne vil se (og opleve) København fra luften.

Ovenpå : erindringer IV

Fjerde og sidste bind af Ritt Bjerregaards erindringer. Med afsæt i møder med venner, politiske kollegaer og modstandere fortæller hun bl.a. om perioden som overborgmester i København. En politisk biografi som henvender sig til alle læsere af genren.

"Det er en af Danmarks mest indflydelsesrige politikere, som afslutter sine velfortalte og personlige erindringer. Som i de tidligere bind er tonen direkte og ærlig. Ritt lægger ikke fingre imellem når hun beskriver politiske venner og fjender. Bogen kommer også fint rundt om mennesket og politikeren Ritt Bjerregaard, selv om det kan være svært at skelne de to ad."

Læs hele Michael Linde Larsens lektørudtalelse.

Storfyrstinden : besættelsens magtfulde, men ukendte frihedskæmper Jutta Graae

Jutta Graae med dæknavnet Storfyrstinden, spillede en afgørende rolle i modstandsarbejdet og som kontaktperson til England og Sverige under 2. verdenskrig. For læsere med interesse for besættelsestiden og modstandskampen.

"Når et grundlæggende succeskriterium for efterretningsagenten er ikke at efterlade sig noget, gør det historikerens arbejde svært. Hvis der tilmed at tale om en kvinde, opvokset i en tid og med et normsæt, hvor det forventedes, at kvinder holdt sig i baggrunden, ja, så har vi forklaringen på, at hendes betydning for frihedskampen forekommer nærmest omvendt proportionalt med mængden af omtale i eftertiden. Af samme grund har der været tale om et opklaringsarbejde ud over det sædvanlige for at kunne stykke de mange brikker sammen til historien om Jutta Graae.
Bogen imponerer ved sine mange detaljer (som i nogle passager også har det med at stå lidt i vejen for den overordnede fortælling) og giver læseren et enestående indblik i, hvordan efterretningsarbejdet under krigen langsomt fandt sin form."

Læs hele Ulla Toftes ameldelse i Politiken:

Jeg er københavner : Kramer og byens kraner

Kender du Jens Kramer Mikkelsen? Den yngste overborgmester, nogensinde, i København. Og den længst siddende med 16 år på posten. Læs her om Kramer og bliv klogere på manden der har været medvirkende til at forme det nuværende København.

"Med denne bog bliver du som læser inviteret indenfor hos Kramer og kommer med et smut ind bag facaden og hører om de mange beslutninger og overvejelser der er forbundet med den vigtige stilling som Københavns overborgmester"

skrev Lars Ovesen i lektørudtalelsen.

At se med egne øjne : mit KVINFO

Om KVINFOs rolle og historie fra opstarten i 1960'erne til 2018, hvor regeringen besluttede at lægge KVINFO ind under Det Kongelige Bibliotek.

"Bogen er velskrevet, indigneret og spændende. Den sætter ligestillingen på dagsordenen på en skarp måde. Det historiske lag, hvor forfatteren beskriver KVINFOS historik og bedrifter er klart mest interessant for den udenforstående. Bogens sidste del, der beskriver kampen mod Inger Støjberg, Laura Lindahl og ikke mindst Mette Boch, bliver meget detaljeret om, hvem der skrev hvad, hvornår og hvorfor".

Læs hele lektørudtalelsen af Inger Nygaard Kaad

I digterens spejl - en litteraturhistorisk fodrejse på Christianshavn

En antologi med 210 digte og sange skrevet af 213 forskellige danskere (både børn og voksne) gennem de sidste 400 år der alle kredser om det samme tema: deres oplevelser ved at bo og have deres daglige gang på Christianshavn i København.

Teater V : Danmarks første bydelsteater - de første 15 år

Bogen er en hyldest til et lille, lokalt forankret teater i københavnerbydelen Valby. Den består af interview med en række af de skuespillere, instruktører, politikere og kunstnere, der gennem årene på den ene eller anden måde har været involveret i teatret og dets produktion.

"Det er en rigtig hyldestbog, som via de mange små interviews kommer rundt i teatrets hjørner med dets vidtfavnende repertoire for børn, unge, voksne, plejehjemsbeboere m.fl., de mange gæstespil, dramatiker-konkurrencer (Dramatik Debut) og senest digitalt teater (online-scenerummet Future V). Man får på denne måde både små personlige og faglige indblik, der fortæller om teatret og dets forestillinger"

Læs hele Carsten Jensens anmeldelse på Teateravisen.dk.

Rock & stjernestøv

Velskrevet bog om 45 år med pladestudiet Sweet Silence, fortalt af producer Flemming Rasmussen. For voksne interesserede i dansk musikhistorie.

"Velfortalte og afslørende historier fra et legendarisk dansk pladestudie, der har haft et væld af store internationale stjerner som kunder. Rasmussen fortæller underholdende og detaljeret om musikernes opførsel, hvordan de kreative processer foregik, hans egen rolle, samt tekniske detaljer om indspilningerne. Interessant for både den generelle musikinteresserede og lydnørden"

Læs hele Morten Langkildes  lektørudtalelse.

I politiets frontlinje

Kom med helt frem i politiets "frontlinje", hvor en ledende politimand fortæller om sine oplevelser fra fx "Opgøret med BZ'erne ved Sorte Hest" og terrorangrebet på Krudttønden. Guf for dig som læser om autentisk politiarbejde.