Christianshavns Bogfestival 2023

22.03.23
Vær med når vi atter hylder litteraturen i smukke og inspirerende omgivelser på Christianshavn. Fra d. 17. – 23. april byder Christianshavns Bogfestival på en bred pallette af forfatterforedrag, samtaler, litteraturvandringer, workshop og udstilling – og du er inviteret med!

Mandag d. 17. april skydes Christianshavns Bogfestival i gang for intet mindre end 20. år i streg, og frem til Verdens Bogdag søndag d. 23. april er du inviteret til litteraturoplevelser hos en række kulturinstitutioner på Christianshavn. Med temaet RUM fejrer vi at København er hele verdens arkitekturhovedstad i 2023, og dykker ned i de indre rum, som skønlitteraturen kan være med til at skabe.

Glenn Bech, Lone Aburas og Cecilie Lind

Bogfestivalens program byder på flere aktuelle og prisnominerede forfattere. På Det Kongelige Akademis Bibliotek kan du onsdag d. 19.4. opleve Glenn Bech og Lone Aburas i samtale med to studerende om klasseskel, social ulighed og visioner for fremtiden. Og på Christianshavns Bibliotek kan du torsdag d. 20.4. opleve den kritikerroste og prisvindende forfatter Cecilie Lind i en samtale om romanen ”Pigedyr”.

Kristian Himmelstrup, Keld Conradsen og Lea Marie Løppenthin

Tirsdag d. 18.4. sættes de to DR Romanprisnominerede forfattere Kristian Himmelstrup og Keld Conradsen i samtale med litteraturekspert Jes Stein hos Dansk Forfatterforening, og onsdag d. 19.4. taler den ligeledes DR Romanprisnominerede Lea Marie Løppenthin om liv og muld i Sofiebadet.

Michael Holbek, Steinar Bragi, Rúni Weihe, Jógvan Isaksen og Sissal Kampmann

Litteratursalonen NordOrd på Nordatlantens Brygge sætter torsdag d. 20.4. fokus på færøsk litteratur i selskab med Jógvan Isaksen, Sissal Kampmann og Rúni Weihe, og søndag d. 23.4. kan du selvsamme sted drage med den islandske forfatter Steinar Bragi til fremtidens Island, og med den danske forfatter Michael Holbek tilbage til 60’ernes Virum.

Dorrit Willumsen, Lilian Munk Rösing, Jeppe Krogsgaard Christensen, Marina Botes og Sofiegården

Lørdag d. 22. april bliver der skruet op for hyggen i Christianshavns Beboerhus, hvor du kan opleve forfattersamtaler med Dorrit Willumsen, Lilian Munk Rösing, Jeppe Krogsgaard Christensen og Marina Botes, møde en række mikroforlag og høre om Sofiegårdens kamp for boliger til alle tilbage i 60'erne.

Workshop med Marina Dubia

For dig der er mere interesseret i de visuelle kunstarter, er det muligt at deltage i en tredages performance skriveworkshop ved den brasilianske kunstner Marina Dubia på O - Overgaden eller komme behind the scenes hos Statens Værksteder for Kunst, hvor dørene åbnes til Sara Lubichs og Camilla Berners værksteder.

Litterære vandringer

Er du glad for at vandre og lytte, så byder Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv på to forskellige vandringer i lokalområdet. Historieguide Jeannie Krysiak inviterer på litteraturvandring tirsdag d. 18.4., og kunsthistoriker Ove Bjørn Petersen tager dig med i Gasolins fodspor ned af Rabalderstræde på Christianshavn fredag d. 21.4. og søndag d. 23.4.

Poetisk Natkirke med Mette Moestrup og Peter Navarro-Alonso

Fordybelse skal der også være plads til, og det finder du i den poetiske natkirke i Vor Frelsers Kirke fredag d. 21.4. hvor digter Mette Moestrup og organist Peter Navarro-Alonso inviterer til en eksistentiel rejse i ord og toner.

Info

De fleste af bogfestival-arrangementerne er gratis, mens enkelte koster et beskedent beløb. Vær opmærksom på at flere af arrangementerne kræver tilmelding via mail eller billetto, og vi anbefaler at du sørger for at sikre dig en plads.

Her kan du læse mere om bogfestivalens program

Christianshavns Bogfestival 2023 er støttet Statens Kunstfond, Christianshavns Lokaludvalg og Islands Ambassade.