De 24 bedste krimier fra 2020 leverer kuldegysninger som bare p****r

15.12.20
Indrømmet: 2020 har ikke givet os meget at fejre. Måske undtagen krimierne?

Nuancerede fortællinger, kuldegysninger, der kunne mærkes ned af rygsøjlen, gå-glip-af-nattesøvnen whodunnits: 2020 var et år både med klassiske krimigåder og nyt fra uventede hjørner, som gav os en oase midt i en vanvittig og turbulent tid. Året bragte nyheder fra kendte og elskede navne og meldte sågar ankomsten af to helt nye serier på dansk – en uhyre respektabel høst, hvis man spørger "Nyt på hyldernes" krimiredaktør Rikke. Og det er godt det samme, for lykkeligvis findes mange af dem som lydbog; perfekt til kærkommen, corona-korrekt afslapning henover julens evindelige opvask. Læs med, når Rikke bringer "Nyt på hyldernes" roundup af årets bedste krimier:

De to nye i klassen

To nye stemmer har meldt sig blandt de oversatte krimiserier. Vi starter med den stemningsmættede serie ”Three Pines-mysterierne” af Louise Penny. De foregår i det fransktalende Québec i Canada, i en lille by i området Three Pines, og her skal jeg love for, at der sker forbrydelser. Genremæssigt falder "Three Pines" inden for det, der kaldes "cozy crime", som er lidt ála Miss Marple og Poirot. Snarere end de mest blodige og bestialske forbrydelser er her fokus på stemning og karakterer, som du har lyst til at tilbringe tid med, hvilket hos Louise Penny betyder den (for en krimi-politimand) jovialt charmerende opklarer Armand Gamache. Der er udkommet 6 bind i serien i år alene, så der er masser af québecois hygge til juletiden! 

En anden serie-nyhed er fra britiske Cara Hunter, hvis "Skjult" og "Familiens synder" leverer rendyrket og vaskeægte domestic noir. Også her har vi en fast opklarer i figuren Adam Fawley, en jævn Oxford-strømer, som måske bedst beskrives som en slags nede-på-jorden version af den elskede Inspector Morse. Men hvor Morse-bøgerne forekom hyggelige og stemningsmættede, så ulmer Adam Fawleys Oxford af noget underliggende ondt. 

 

Det nordiske islæt

De nordiske lande er stærkt repræsenteret med nye krimier i 2020, heriblandt med gode, gennemarbejdede krimier fra Michael Katz Krefeld, Steffen Jakobsen og Katrine Engberg. Krefeld udkom med en ny bog i serien om Ceciile Mars, "Nattens udyr", der som titlen antyder er mørk og med mord på kvinder som omdrejningspunkt. Det samme har Steffen Jakobsen i "De stumme piger", hvor konventionen vendes på hovedet med en historie om en gruppe voldtægtsofre, som går sammen om at tage en gruopvækkende hævn på deres gerningsmand. Et andet højdepunkt var Engbergs, "Isola", som med god grund har ligget højt på bibliotekets udlånslister for sin isnennde klaustrofobiske skildring af paranoiaen i et lille øsamfund, hvis idyl smadres da en afskåren torso pludselig flyder i land.

2020 bragte også længe ventet nyt fra de norske superstjerner Håkan Nesser og Jo Nesbø. For Nesbøs vedkommende "Kongeriget", en mørk krimi, der emmer af en underliggende ondskab, som af og til dukker op, men hurtigt forsvinder igen. Det er som altid usædvanligt godt skrevet og holder læseren i sin hule hånd. Nesser udkom med  6. bind af Barbarotti serien, "Den sørgmodige buschauffør fra Alster", en stille og underfundig krimi, der lader politiet gå andre veje end de plejer. I oktober udkom ”hun som våger” af Caroline Erikson, endnu en domestic noir, her følger vi forfattern Elena, der for at aflede sine tanker fra et forlist ægteskab, begynder at observere nabohuset, hvor familien Storm bor, en isende psykologisk krimi, der nok skal bringe læsningen ud i de små nattetimer.

Seks oversøiske højdepunkter

Nu startede vi ganske vist med to (nye) oversatte serier, men fokuserer man på den udenlandske krimiverden har 2020 generelt været et år med stærke plots og blodstænk som bare pokker. Fra Spanien har vi fået et gensyn med Dolores Redondos Amaia Salazar, som er på udveksling hos FBI i "Hjertets nordside". Her kom også den højspændte thriller "Frosne sjæle" af Giles Blunt, den første i serien om Kriminalassistent John Cardinal; et kæmpehit i Blunts hjemlige Canada, som nu for første gang findes på dansk. 

Fra USA er der nyt fra fabelagtige Harlan Coben med "Drengen fra skoven", endnu en mesterkrimi. "Den mest skræmmende gyser siden ondskabens øje" stod der på forsiden af bogen, hvilket måske kan forvirre, da bogen er mindre af en gyser end en usædvanligt godt skrevet thriller. "Vanæret” af Linda Castillo er 11. bog i serien om den tidligere armish, politichef Kate Bukholder, det er som altid skrevet stilsikkert og i høj kvalitet. Sidst, men ikke mindst var der nyt fra Amerikas krimidronning: Karin Slaughter med krimien "De tavse kvinder". Will Trent og Sara Linton er tilbage, og det er efter min menig en af Slaugters bedste bøger i serien, et skudsikkert plot og en eminet opbygning af selve romanen

Britiske Robert Galbraith (pseudonym for den skandaleomsuste JK Rowling bag Harry Potter-universet) udkom i år med "Ustyrligt blod”. Det er 5. bind om Cormoran Strike, og den skuffer absolut ikke. På 951 sider bliver en spændende sag om en forsvunden kvinde oprullet, sproget er som altid flot: en stor læseoplevelse. Også fra England er der kommet nyt gedigent domestic noir fra Lisa Jewell med "Huset i Chelsea". Det er 3. udgivelse på dansk fra den tidligere chik litt forfatter, og hun holder også niveauet vanligt højt. Jewells krimier ligner hinanden i opbygning: to spor (hhv. i fortid og nutid), men hun formår alligevel at sammensætte et godt plot, der fastholder læseren til langt ud på de små nattetimer. 

Rigtig god læselyst! Og husk: hvis du mangler nyt om bøger i alle afskygninger, så tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne" her på siden og få trends og nyheder direkte i din indbakke (link)