De bedste fra august for de 3-6 årige

Masser af skønne billedbøger! Læs bl.a. om hvor havregrynene kommer fra, en billedbog der sætter fokus på at være glad for sin krop og en billedbog af "vælg selv handlingen-typen".

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger.
Her er et udvalg af de bedste nye bøger til dig. 

Det er mig, der er helten! - prinsessen & ridderen
En billedbog af "vælg selv handlingen-typen". Den handler om prinsesse Lila og ridder Charlie, og alle de genvordigheder de kommer ud for, før de måske får hinanden, det hele kongerige og en lykkelig familie. Men vejen dertil er slet ikke let og kan ende i blindgyder, eller det der er værre.

Min helt egen supernavle
En fin lille billedbog, som sætter fokus på at være glad for den krop, man har. Den lille i bogen afprøver sin krop, og alt hvad den kan, og finder på den måde ud af, at netop den krop, den lille har, passer nøjagtig til ham

Muhammad Ali og Stephen Hawking
Bokseren Muhammad Ali, drømte allerede tidligt om en professionel boksekarriere og udviklede sin helt egen bokseteknik. Fysikeren Stephen Hawking,  var den bedste i skolen, men han formåede alligevel at komme ind på nogle af de bedste universiteter. På trods af en alvorlig sygdom, førte hans nysgerrighed ham på sporet af store videnskabelige opdagelser. Bagest i begge bøger findes et afsnit med fakta og fotos. Læs også de andre bøger i serien "Små mennesker, store drømme".

Cirkel
Et mesterværk af en billedbog! Hver figur har sin egen personlighed og charme, og teksten er igen velformuleret og præcis. Tegningerne er smukke og humoristiske. Fx er mørket illustreret fint med helt sorte sider kun med stirrende øjne. Udover, at man kan øve former, handler Cirkels historie om regler, leg, venskab og mod.
Det er en skøn bog, der er ligeså original og opfindsom som de to forrige bøger i serien. Læs også makkerparret Mac Barnett og Jon Klassens andre formidable billedbøger

Lås bogen op!
Det er en lille fantasifuld perle om bogen som medie. Historien bygger på idéen om en parallel verden i en bog. Illustrationerne er humoristiske og løfter formidlingen til et let og lystigt legende niveau. Bogen er morsom og fantasifuld, og den vil også fungere godt til godnatlæsning.

Eriks havre
Fagbilledbog om landmanden Erik som dyrker havre. Vi hører alt om hvad der sker med havren, fra Erik gør marken klar til at så, til han kan spise en tallerken havregryn. Vi ser de store maskiner og vi er med på fabrikken.

Bestil bøgerne fra listen herunder.
God læselyst!

03.09.19
Spørg biblioteket