De bedste fra maj for de 0-2 årige

"Den store snikke snakke bog" er en dejlig billedbog fuld af hverdagssituationer som alle små børn kan genkende og så fungerer den også som vejledning til forældre i hvordan man kommer igang med dialogisk læsning allerede fra et års alderen. Desuden nye bøger om vigtige emner: transportmidler, potte og at blive storesøster og endeligt to nye Totte og Lotte bøger.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger.
Her er et udvalg af de bedste fra maj måneds indkøb til dig. 


Totte og Lotte leger inde og Totte og Lotte leger ude
Godt nyt til alle Totte og Lotte fans. I "Totte og Lotte leger inde" må Totte lege hjemme og alene, mens hans mormor passer ham. Lotte er i børnehaven, og leger med sine venner. I "Totte og Lotte leger ude" leger Totte og Lotte på stranden om sommeren, samler æbler om efteråret, leger i sneen om vinteren og om foråret bygger de en fin hule. I begge bøger er der undervejs spørgsmål som lægger op til snakke, samt små tælle- og findeopgaver. 

En baby! siger Nora og Jeg skal tisse! siger Nora
To søde pegebøger om nogle af de store skridt i små børns verden. Pigen Nora får får en lillesøster og det er ikke sjovt, heldigvis er lillesøster også sød.   I "Jeg skal tisse" synes de voksne, at Nora skal til at gå på toilettet og smide bleen. Men toilettet er lidt uhyggeligt.

På farten! Tag mig med!
Lær navnet på de mange transportmidler og maskiner til vands, til lands og i luften. Praktisk pegebog med håndtag, så de 1-2-årige let kan gå rundt med den.

Den store snikke snakke bog
Rigtig god billedbog om hverdagssituationer som alle små børn kan genkende. Bogen fungerer også som en god vejledning til forældre i hvordan de kan komme igang med dialogisk læsning allerede fra et års alderen. 

Anna leger udenfor: den store kigge-finde-bog
En hyggelig findebog til de yngste. Her er mange ting at gå på opdagelse efter og snakke om. De små opgaver undervejs er gode til at få snakken i gang med barnet.

Bestil bøgerne fra listen herunder.
God læselyst!

03.06.19
Spørg biblioteket