De bedste nye bøger fra august for de 3-6 årige

Så mange gode!! FX Genkendelige humoristiske hverdagshistorier med Anker. Tre nye om Astrid Lindgren, Gandhi og Jane Goodall fra hitserien "Små mennesker, store drømme". Skønne dino-bøger og historier om søskendekærlighed, om at være genert og om at stoppe med sutten.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Her har kan du se et udvalg af de bedste nye bøger. 

Du kan bestille bøgerne fra listen sidst i artiklen. 

"Anker i badetøjet" og "Anker og kagekonkurrencen"

Alletiders Anker er tilbage i to nye bøger. Historierne om Anker er humoristiske genkendelige hverdagshistorier der byder på situationer som både børn og voksne vil genkende og trække på smilebåndet af.
Du kan finde alle bøgerne i serien om Anker her

"Gustavo - det generte spøgelse"

En fin historie om generthed og venskaber. Det charmerende og generte spøgelse vil gerne være venner med de andre monsterbørn, men det er svært når man er genert. Fin historie til snakke om at finde modet til at række ud til andre. 

"Dinosaurbanden - ægget"

Fakta om dinosaurer og en vellykket historie udgør en vellykket blanding. Historien har masser af humor og skønne skøre illustratioiner. 

"Magnus & Mini"

Virkelig fin billedbog med om søskendekærlighed på både godt og ondt og om at være den store, der altid skal tage hensyn og dele med den lille. Børn vil let kunne spejle sig i historien - særligt, hvis de selv er storebror eller -søster.

"Sutterejsen"

Det er ikke altid let at komme af med en vane. Da Laura skal stoppe med at bruge sut, tager hun på en drømme-eventyrrejse, hvor sutterne får en helt anden betydning. Det er helt oplagt at læse denne bog hvis man er ved at stoppe med sutten.

"Lad dinosaurernes tid udfolde sig"

Oplysende fagbilledbog som giver et klart overblik over tiden, hvor dinosaurerne levede. At man kan folde tidslinjen ud, hjælper en med at forstå omfanget af den lange periode i klodens historie.

"Hug og Nas - en historie om hulemænd" 

En enkel, morsom og fængende fortidshistorie, der har et stærkt tema om grådighed og overforbrug, men også rummer en forenklet fortælling om menneskehedens udviklingshistorie. Illustrationerne har deres helt egen æstetik i streg og farvetema.. 
 

"Puh! - hvem lugter?"

Lenny Lemur sover til middag, men forstyrres af en klam lugt. Men hvad er det der stinker så slemt? Lenny opsøger de forskellige dyr i junglen, som alle stinker. Lenny finder ud af, hvad dyrene hver især bruger deres lugte til.

"Disco!"

Kan drenges yndlingsfarve godt være lyserød, og kan piger godt spille fodbold? Det mener Pina, og hun sætter børnehaven på den anden ende. Det får både børn og voksne til at overveje, om der er noget, der kun er for piger, og noget der kun er for drenge.

"Klassiske dyrefortællinger"

Illustreret samling af 16 klassiske fabler, genfortalt for børn. Til hyggelige oplæsningsstunder for børn fra 5-8 år, men lad endelig hele familien rykke sammen og nyde fablerne. 

"Jane Goodall, Astrid Lindgren, Mahatma Gandhi"

Allerede som børn var Mahatma Gandhi og Jane Goodall optagede af det, som kom til at præge deres liv senere. Mahatma af fred og retfærdighed og Jane af dyr. Og Astrid Lindgren elskede som barn at lege frit og havde slet ikke lyst til at blive voksen. Hun var vild med historier og læste alle de bøger, hun kunne komme i nærheden af.  Du kan finde alle de andre bøger i serien "små mennesker store drømme" her

10.09.20