De bedste nye bøger fra august for de 7-10 årige

Seriefortsættelser i gode serier om venskaber, magi og fodbold. Flere virkelig gode fagbøger om alt fra virkelighedens spioner, coronavirus og dinosaurer. Og to bøger i en serien "Smart Book" der kombinerer et "Du er selv hovedpersonen"-eventyr med indlagte opgaver og hovedbrud med AR teknologi.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Her har kan du se et udvalg af de bedste nye bøger. 

Du kan bestille bøgerne fra listen sidst i artiklen. 

"Supergode skills (agtigt)"

Endnu en sjov bog i den populære serie: i denne glæder Tom sig til sommerferien og til at blive fri for lektier og at øve med bandet Dogzombies. Men familien har andre planer. Sjove dagbogshistorier fra Toms liv pyntet med hans kruseduller og notater.
Find alle bøgerne om Tom Gates her 

"Anna, Banana - det uheldige trylleshow"

Serien om Anna og hendes hund Banana byder på gode historier om veninder og venskaber.  Serien har allerede mange fans og det er et stort plus at denne serie ikke behøves læses i rækkefølge.
Find alle bøgerne i Anna Banana-serien her 

"Isadora Moon har en soveaftale"

Denne serie er perfekt til de børn der skal tage springet fra letlæsningbøgerne og til romaner for børn. Bøgerne har et godt læselayout, med god skriftstørrelse og luft mellem linjerne og masser af illustrationer undervejs. Og så er det en serie der kan læses i vilkårlig rækkefølge.
Find alle bøgerne i serieen om Isadora Moon

"Alt eller intet"

Serien om Tony er godt skrevet og ikke svær at læse. Der er masser af fodbold og teknik, men også meget om venskab, drømme, bekymringer og alt det andet, der fylder, når man er ung og håbefuld. Bøgerne vil garanteret motivere især drenge til at læse, hvis de interesserer sig for fodbold.
Her finder du hele fodboldserien om Tony og et par fagbøger om seriens forfatter, fodboldspilleren Griezmann

"Finalen"

Fodbold og vælg-selv-handlingen. Felix elsker at spille fodbold, og han er god til det. En dag får han et tilbud om at spille finale sammen med de ældre U10 drenge. På vej til kampen ser Felix en ulykke, og pludselig stå han i et dilemma. Som læser skal man selv tage stilling til hvilket valg Felix skal tage, idet bogen har to slutninger. 

"Robinson Crusoe: Ved Maj Bylock, Natasja Erbillor"

Robinson Crusoe er en kendt og udødelig klassiker der ikke er til at komme udenom. Denne udgave er en lettere forkortet og letllæst udgave som kan selvlæses fra ca. 9 år.
Læs også de andre bøger i serien "Letlæste klassikere" 
 

"Lad dinosaurernes tid udfolde sig"

Oplysende fagbilledbog som giver et klart overblik over tiden, hvor dinosaurerne levede. Den flotte mulighed med at folde tidslinjen ud, hjælper læseren med at forstå omfanget af den lange periode i klodens historie.

"Klassiske dyrefortællinger"

Illustreret samling af 16 klassiske fabler, genfortalt for børn. Til hyggelige oplæsningsstunder for børn fra 5-8 år, men lad endelig hele familien rykke sammen og nyde fablerne. 

"Ekstreme sportsgrene"

Om forskellige ekstreme sportsdiscipliner på land, under vand og i luften, hvor udøverne ofte sætter deres liv på spil i discipliner der spænder fra marathonløb, til rafting og bungeejump.

Corona

Bogen får på meget få sider fortalt mange informative og relevante faktaoplysninger om coronavirussen, uden at det på nogen måde er skræmmende. Det er en meget aktuel og oplysende fagbog med nogle gode illustrationer.

"Ildmesteren" og "Ærkemestertårnet"

AR er en teknologi, hvor et virtuelt lag lægges henover virkeligheden, som fx i "Pokemon GO". De to bøger i serien "Smart Book" er "Du er selv hovedpersonen"-eventyr med indlagte opgaver med AR (via en gratis app). Læseren er elev hos Ildmesteren og skal hjælpe med at bekæmpe den onde troldmand Nexus. AR-opgaver tilføjer en ekstra dimension til de spændende historier, og det fungerer rigtig godt. Opgaverne er logiske hovedbrud. I "Ildmesteren" er der en del opgaver med tal og i "Ærkemestertårnet" er der en del opgaver med figurer og symboler. 

"Find Tjina!"

Hvad stiller man op, når ens bedste ven på mystisk vis pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden? En rigtig velskrevet, sjov og spændende detektivhistorie med stigende spændingskurve jo længere man væves ind i Tjinas hemmelighedsfulde liv.

"Dinosaurbogen"

En rigtig flot og spændende fagbog om jordens historie, livets oprindelse, fossiler, og de første dyr og planter - men allermest om alle slags dinosaurer i havet, på jorden og i luften.

"Spot en spion"

Gennem 8 historier følger man 8 spioner fra virkelighedens verden. Hver spion præsenteres i et myldrebillede, hvor man selv skal finde spionen. Derefter følger et opslag om spionens liv, kodenavn og karriere. Gennem hele bogen er der spiontricks, man selv kan lære sig. Fx at lave usynligt blæk, forskellige forklædninger og at skrive i koder.

10.09.20