De bedste nye bøger fra december for de 11-15 årige

Velkommen til 2022, vi starter året på magisk vis med nye bøger i "Harry Potter"-universet, genudgivelser af Rick Riordan og skønne fagbøger.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Herunder kan du læse om og bestille et udvalg af de bedste nye bøger. 

Alohomora! Lås op for Harry Potters magiske verden med hele tre nye bøger. Er du til den kreative side, så reserver "Den officielle Harry Potter bagebog" og lav alt det lækre mad fra serien. Er du mere til en fordybelsesstund, så dyk ned i "Naturens vidundere: Fantastiske skabninger" eller den nye smukke og tredimensionelle udgave af "Harry Potter og hemmelighedernes kammer". 

Rick Riordan er tilbage. Hans serie om de ægyptiske guder og de to søskende Carter og Sadie er blevet genudgivet med nye flotte forsider. Hvis du elsker mytologi, så læs også Riordans andre serier. 

Er fantasy ikke lige dig, så vend blikket mod den nye serie af fantastiske fagbøger "Er du rigtig klog?". Her fortæller astronom Anja Andersen om universet i "Anja C. Andersen fortæller om big bang, rummissioner og liv på Mars: en bog om universet for børn" og Svend Brinkmann giver en introduktion til filosofi i "Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden". 

God læselyst!