De bedste nye bøger fra juni for de 11-15 årige

Romantik, mystik, spænding og alvor. Pigelive LOVE byder på en farlig sommerforelskelse, fortsættelsen i serien "Greystone" er en ligeså spændende pageturner som den første bog. I "Se mig" følger vi de to veninder der i 1.g. oplever et smerteligt venindebrud. "Pissemyre" er en vigtig og velskrevet roman der bl.a. handler om at være sent udviklet, og i romanen "Kvantespring" fylder Atrids storesøsters angst næsten det hele.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Her har kan du se et udvalg af de bedste nye bøger. 

Du kan bestille bøgerne fra listen sidst i artiklen. 

"Klimaforandringer"

Vejret opfører sig anderledes end det gjorde førhen. Klimaet er under forandring. I denne bog kan 9-12-årige læse mere om klimaforandringerne og blive klogere på, hvorfor problemerne opstår, samt hvordan vi sammen kan løse dem.
 

"Pigeliv LOVE 2 - Farlig forelskelse"

En fortsættelse på den virkelig populære Pigeliv LOVE serie. 
 

"Krigen mod ulveheksen"

Dette er 3. og sidste bog i trilogien om "Den døde by". Alif må undslippe Ulveheksen en sidste gang for at forene alle børnene i den sidste kamp mod hende. En velskrevet serie, der holder spændingen og stemningen til sidste side. Find hele serien "Den døde by" her
 

"Pissemyre"

Her er en rigtig god historie om at være lidt senere udviklet end ens jævnaldrende, men så alligevel komme efter det, når livet giver udfordringer. Melvin er en tænksom fyr, og det er en god oplevelse at opleve verden gennem ham. En bog om venskab og den første forelskelse, men også om sorg og tab. 
 

"Bedragerne"

Endelig er fortsættelsen her. Dette er 2. bog i serien om de tre børn der forsøger at opklare hvor deres mor er forsvundet hen.. dyster foruroligende og spændende mysterie der foregår i dels den verden vi kender og i en sær og dyster parallel verden. 
Find første bog i "Greystone serien" her.  Greystone-børnene er tilbage! Og der er absolut ikke færre dobbeltgængere, hemmelige døre og skjulte koder i denne hæsblæsende opfølger på Greystone 1 – De fremmede. En vaskeægte pageturner om alternative verdener, identitet, familiesammenhold og venskab.
 

"Fortnite - den ultimative guide til chapter 2: uofficel og uafhængig"

Fagbog med guide til onlinespillet "Fortnite", som nu er gået ind i en ny fase. I efteråret 2019 forsvandt spillet i et sort hul, hvorefter "Chapter 2" opstod. Her kan man læse om alle de nye ting: bots, skins og moves.
 

"Det øjeblik du tvivler"

Vigga er skater, en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Lige indtil hun uventet forelsker sig. Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler. Men truslerne og de ækle beskeder fortsætter. Og de bliver værre og værre. Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe.
En stærk fortælling om, hvor hurtigt man kan falde fra hinanden og miste grebet om sit liv - også selvom man er vant til at stå op for sig selv.
 

"Dette er ikke os"

Gribende roman om den 14-årige Sanna der bor alene med sin far, som mest ligger på sofaen og græder. Sannas mor er død, og faren lægger ikke længere mærke til Sannas hverdag, men forsvinder ind i sin egen sorg. Det går ikke så godt i skolen, og Sannas bedste veninde har droppet deres venskab til fordel for den nye smarte pige i klassen. Da drengen Yousef begynder i klassen, hjælper han hende i gang med en interesse for at tage billeder, og midt i Sannas kaotiske hverdag begynder et venskab at spire.
 

"Se mig"

Zira og Alberte er bedste veninder og går i 1.g. Men det kommer til et brud imellem dem og Zira føler sig akavet og lider af selvhad, og er sin egen værste fjende, og Alberte spinder sig selv ind i en konstrueret Youtube-identitet. Bogens kapitler veksler mellem de to piger, det giver en godt flow i historien og gør at man som læser opdager at intet kun er sort eller hvidt. 
 

"Kvantespring"

Virkelig velskrevet roman angst og om at leve med angst inde på livet. Astrids storesøster, Cecilie, lider af angst og har rigtigt svært ved at håndtere hverdagen. Astrid støtter Cecilie hver gang, hun har brug for det, og pludselig er der slet ikke plads til bare at være Astrid. 
 

"Af blod og støv"

En ung heks, en ung krigerkvinde, to unge venner og en ung kronprins. Snart tager deres liv en drastisk omvæltning, og de må lære at navigere i en verden fyldt med magt, magi og dystre kræfter. For unge og voksne eventyr- og fantasyfans.
 

25.06.20