De bedste nye bøger fra juni og juli for de 7-10 årige

Denne sommer byder på nye serier, hvor vi bl.a. skal lære Leif Lykke og ensomme Leo at kende. Heldigvis er der også gamle kendinge der melder sig på banen, Vitello skal holde weekend og Mopsen vil være havfrue. Det og meget mere kan I glæde jer til!

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Herunder kan du læse om og bestille et udvalg af de bedste nye bøger.  

H.C. Andersens udødelige klassikere har fået et nyt liv i denne nye serie på 12 bøger. Med skønne illustrationer kan du genopdage de fine historier og læse højt med hele familien eller lad dit barn læse dem selv. Serien indeholder mange af de meget kendte eventyr, men Elverhøj som er vist her, er måske et af de mindre kendte. Find resten af serien her.

Tilly er tilbage i en ny historie. Tilly og Oscar tager på bogvandring i en eventyrbog, og her finder de ud af, at noget er helt galt. Mange af eventyrene er blevet blandet sammen, og der dukker mystiske sorte huller op rundt omkring i historierne. Det bliver en spændende, magisk og ikke helt ufarlig rejse for Tilly og Oscar, da de prøver at løse mysteriet. Læs alle bøger om Tilly. Kan du ikke vente til nummer 3 udkommer på dansk - så læs den på engelsk. Find bøgerne om Tilly på engelsk.

Lin Hallberg som vi kender fra mange gode serier, oftets om heste, har skrevet endnu en dejlig serie om dyr. Den magiske dyrehandel er et dejligt sted for alle ensomme børn. For damen i butikken ved lige præcis hvilke dyr, der kan hjælpe dem ud af deres ensomhed. Man finder butikken ved at lukke øjnene og ønske sig et dyr. Og dyret koster præcis de penge, man tager med. Find alle bøgerne i serien om "Den magiske dyrehandel"

God læselyst!