De bedste nye bøger fra maj for de 11-15 årige

Fantasy must reads (måske arvtageren til Harry Potter?) medrivende ungdomsromaner og flotte fagbøger om alt fra Titanic, truede dyr til planter og blomster.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Herunder kan du læse om og bestille et udvalg af de bedste nye bøger.  

"Amari og nattens brødre" er denne måneds must read og er for alle der er vilde med fantasy, eller vil være det. Den er allerede udråbt som arvtager fra bøgerne om Harry Potter der i den grad har gjort genren populær på verdensplan. Det er en virkelig medrivende og spændende historie om pigen Amari, der forsøger at løse mysteriet om sin brors forsvinden. 

"Vores skjulte evner" er et andet must read! Bag den forrygende flotte forside gemmer sig en skøn historie der både byder på det overnaturlige, mystik, og kærlighed og samtidig formår at at være en helstøbt coming of age roman der løfter vigtige og aktuelle temaer som identitet, queer, LGBT+, følelser og venskab. 

Når serien "Skam" møder "American royals" får man "Arvingen", som er første bog i en serien "Det halve kongerige".  Ungdomskulturen og forelskelsen som "Skam" skildrede så godt, er her tilsat en royal flirt og masser af hemmeligheder resulterer i en ret så medrivende roman.

Læs også serien "American royals"

Læs også serien "Skam", find alle bøgerne her

God læselyst!

07.06.21