De bedste nye bøger fra september for de 11-15 årige

Så mange gode! Bl.a. dagbogsromaner og serier som er så populære. FX en ny humoristisk og actionfyldt serie om "Max Crumbly", et nyt bind i de populære serier "Nikkis dagbog" og om "Rowley". Samt to i den mere alvorlige ende; om pigen Newsha der er flygtning i Danmark og en om mobning og hvor man læser både mobberens og ofrets dagbog.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Her har kan du se et udvalg af de bedste nye bøger. 

Du kan bestille bøgerne fra listen sidst i artiklen. 

"Max Crumblys uheldige eventyr - helten i skabet"

Dagbogsbøger er populære og her er en ny seriestart om drengen Max der er startet på en ny skole, og det er gået skidt, for skolens bølle er efter ham. Men det skal ikke forhindre ham i at forsøge at blive skolens helt. For alle der kan lide sjove bøger i dagbogsform. Forfatteren er kendt fa den populære serie "Nikkis dagbog".

"Nikkis dagbog - historier fra en ik' specielt hemmelig crushkatastrofe!"

Bøgerne om Nikki er simpelthen så sjove, og denne er ikke en undtagelse. De fleste piger vil trække på smilebåndet og endda grine højt, når de læser om Nikkis problemer. De små tegninger og kruseduller er med til at give bogen et ekstra lag, så historien bare bliver endnu sjovere. Find hele dagbogsserien om Nikki her

"En som mig: Oda og Arins dagbog"

Oda og Arin er bedste veninder, men da de starter i 7. klasse ændres alt. Arin forsøger at komme med i klassens populære klike, mens Oda holdes mere og mere udenfor. Hjerteskærende roman om mobning fortalt i dagbogsform, set fra både mobberen og mobbeofferets side.

"Blod på tanden: du er hovedpersonen - hvis du tør?"

Det er en ret god "find din egen historie"-bog, hvor de fleste valg enten fører til en genstart eller en ubehagelig død, og hvor få valg reelt leder til en rigtig afslutning på historien. Men den fungerer også som en effektiv gyser, som vil appellere til fans af genren.

"Rowley præsenterer Et utroligt farligt eventyr"

Dette er den anden bog i serien om Rowley. Man bør bestemt læse dem  hvis man kan lide serien om "Wimpy Kid", for Rowley optræder nemlig  i serien som Wimpy Kids knap så kendte ven.
Find hele serien om "Wimpy kid" her og  Læs også første bog om Rowley find den her

"Drømmeren"

Rose har aldrig drømt om natten. Men på lejrturen opdager hun, at hun kan trænge ind i veninden Mikalas drømme. Den evne er der mange, der gerne vil udnytte og snart er Rose fanget i farligt spind af bedrag og løgne. Spændende og anderledes roman for 14-16-årige med hang til det overnaturlige. 

"Man kan også være søstjerne"

"Selv radiatoren kan finde ud af at vælge en uddannelse". Hvis radiatoren ved, hvad den skal i livet, hvorfor gør 19-årige Anne det så ikke? Skøn og yderst velskrevet kortroman for unge fra ca. 15 år og voksne om at skulle tage hul på voksenlivet og være i tvivl om det meste. 
Læs også forfatterens utroligt fine debutroman "På Bornholm må man græde overalt"

"Midnatssol"

Twilight-serien skabte historie, da den først udkom i 2005. Denne genskrivning af bogen, fortalt fra Edwards synsvinkel, indholder ny viden om Edward, som alle fans kommer til at sluge råt. Selve handlingen i bogen svarer fuldstændigt til den oprindelige Twilight - tusmørke.
Find alle bøgerne i "Twilight-serien" her 

"Mæsker - Henretterlunden"

Her er bog nr. 1 i en ny dansk fantasyserie for 12-16-årige. Historien er velskrevet og plottet er originalt , samt et virkeligt godt og interessant persongalleri.

"Evighedstyven: en fabel"

En gyserklassiker fra 1992 af en af genrens mestre, som nu endelig er kommet i en dansk oversættelse. Sælsom og uhyggelig, men også episk og eventyrlig. Illustrationerne er lavet af forfatteren, og de er i sig selv små uhyggelige mesterværker.  

"Mystiske steder i verden: atlas for eventyrlystne: tag på ekspedition til det ukendte"

Rejs med rundt til en masse forskellige lande, og oplev 100 oversete, sære eller gemte steder, som du slet ikke vidste fandtes! Hvad med at tage en elevatortur direkte ned i en udslukt, islandsk vulkan? Eller besøge landsbyen Yoro i Venezuela, hvor det regner med fisk?

"Blåhvalen: den utrolige historie om det største dyr, der nogensinde har levet"

Smuk og spændende bog om havets kæmpe, blåhvalen. bogen er lækkert layoutet med de fineste illustrationer, hvor man fornemmer havets brusen, bølger og blæst. Den bruger fortællegreb, som vi også kender fra TV's dyreprogrammer, da vi følger en specifik hval og dens unge. Bogen vil kunne fange interesserede børn fra 8 år som højtlæsning og op til 14 år, som gerne vil dykke ned i fakta om blåhvalens spændende liv. 

"Likehunter"

fin kortroman om Silja der konstant  leder efter gode billeder og spændende opslag, der kan tilfredsstille hendes følgere på instagram. Da hun møder den afslappede Alex, driller han hende med hendes drøm om at blive influencer, og han skriver endda en sang, hvor han kalder hende Like hunter. Men Alex må indse, at hans egen spæde karriere også afhænger af de sociale medier. 

"Øen: eller Newsha Farwans hemmelige dagbog"

En fin og rørende roman om pigen Newsha, der på den ene side lever et helt almindeligt teenageliv med veninder, forelskelse og forældre, der ingenting forstår, og på den anden side oplever, hvor traumatisk det kan være at være flygtningebarn.

"Min nat med dig"

Kan et tilfældigt møde forandre dit liv? Og hvad nu hvis det smukke, du lige har fundet, lige så pludseligt forsvinder igen? Mads og Janus oplever et kort glimt af kærligheden, men tør de forfølge den? Utroligt fin og barsk Graphic novel for 14-16-årige.

"Det bliver et langt liv"

En forrygende klog og morsom bog om de tanker om livet, der ofte løber gennem hovedet på unge piger. Her er mange søde og sjove tanker om kærester, forældre, venner, bryster, menstruation osv. 
Det er en ret morsom og klog bog med en fin og indfølende sans for, hvad der foregår i en forvirret teenagers hoved. 

"Amulet - de sidste stenvogtere"

Serien er en af de bedste børnetegneserier i meget lang tid. Den er let at læse, men det forhindrer ikke historien i at være både spændende, dramatisk og lidt uhyggelig. Kazu Kibuishis tegninger er stemningsfulde, smukke og i konstant bevægelse. Han kan tegne en actionscene, så man næsten bliver forpustet, men han er også god til de mere stille øjeblikke.
Læs hele "Amulet-serien" fra starten af find dem her

08.10.20