Den søde og sejlivede Søpavillion

En motorvej hvor de københavnske søer ligger og en svømmehal hvor Søpavillionen står er nogle af de projekter der aldrig blev til noget i København.

Bogen "Drømmenes København" er den arkitektuddannede Holger Dahls personlige gennemgang af projekter i København som aldrig er blevet til noget.

Alle projekter har han sine egne grunde til at tage med i bogen. Enten fordi han er ked af at de blev skrottet eller glad for at de ikke blev til noget.

Svøm i søerne

Jeg satte Holger Dahl, som også er arkitekturskribent på Berlingske, stævne ved Søpavillionen, der ligger på et af Københavns stærkest trafikerede stykker vej mellem Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen.

Her blev det i 1979 foreslået at København skulle have en svømmehal tegnet af Jan og Jørn Utzon. Der manglede nemlig badefaciliteter for folk på Nørrebro.

- Det ville have været en fantastisk oplevelse. Det ville føles som at svømme i søen, fordi vandspejlet i svømmehallen lå på samme niveau som søerne udenfor.

Men projektet blev kritiseret fordi det ville betyde at Søpavillionen skulle fjernes.

- Hver gang der er nogen der foreslår noget nyt, så er der nogen 100 mennesker, der stiller sig op med et banner, og så bliver politikerne bange.

Søpavillonen i sort hvid

Søpavillonen. Foto: Johannes Petersen/Kbhbilleder, 1895.

Split den ad og saml den igen

Søpavillionen er lavet i 1895 til skøjteklubben Peblinge-dosseringen og ligner en engelsk strand-pavillion som man kender fra engelske badebyer som Brighton.  Den var bygget til skøjteløberne, der kunne få en kop varm kakao og skifte fodtøj.

- Den drukner i det her trafik-miskmask, og den har aldrig haft held i nyere tid som restaurant eller klub. De går altid fallit.

Bag om København

Bag om København

Tilmeld dig nyhedsbrevet og bliv klogere på byen

Få fortællinger om Københavns historie, byens huse og livet i hovedstaden

Få viden om Københavns historie, byens huse og livet i hovedstaden

Søpavillionen er tegnet af den samme arkitekt – Vilhelm Dahlerup - som har tegnet Glyptoteket, Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst.

- Men den er ikke noget mesterværk. Den er lavet til en mindre og lavere by. For dem som elsker denne her bygning så er det jo ingen sag at splitte den ad – den er bygget af træ - og så flytte den til Amager Strand og samle den igen.

Holger Dahl trækker Utzons svømmehal frem som et projekt som burde være blevet til noget.

- Vi lider under at der ikke findes særlig mange eksempler i Danmark på Utzons geniale arkitektur.

Utzons idé var, at det skulle se ud, som om svømmehallen kom lige op af vandet. (Foto og tekst fra bogen "Drømmenes København")

Arkitekturhovedstad

København i 2023 er udnævnt til at være verdens arkitekturhovedstad af Unesco.

Læs mere på Arkitekturhovedstad 2023

Motorvej på Søerne

- Desværre er der gået sport i at kritisere alle nye projekter, og det var også hvad der skete med Utzon-projektet. Politikerne var bange og havde jo set hvad der var sket med Urban Hansen, siger arkitekt og forfatter Holger Dahl.

I 1970erne havde den socialdemokratiske overborgmester Urban Hansen tabt et valg fordi han havde forsøgt at gennemført et projekt med en motorvej ind i København – Søringen. Et projekt som både ville have fjernet Søpavillionen og hugget et stort stykke af de københavnske søer. Et projekt som man var begyndt på ved Tagensvej og Fredensgade.

- Det var universelt set en dårlig idé. I det her tilfælde er jeg glad for borgerprotesterne, der fik stoppet projektet, siger Holger Dahl.

I bogen "Drømmenes København" gennemgår 19 projekter, der aldrig blev realiseret, og han kommer også ind på projekter med Paladsbiograf og Refshaleøen, som stadig er til diskussion.

Drømmenes København

Hør podcasten "Drømmenes København" (BogDate 23) produceret og tilrettelagt af Claus Vittus.

BogDate 23: Drømmenes København

14.03.23