Der er noget galt i Danmark ...  

Det er igen (igen) blevet moderne at forholde sig kritisk til samfundsforhold i dansk litteratur. Litterær Luksus tager dig på en guidet lyn-tour gennem den samfundskritiske litteraturs historie og forskelligartede udtryk; fra midten af 1800tallet og frem til i dag. 

Stemmer fra samfundets bund  

Blandt de ældre samfundsrevsende stemmer finder man tunge litterære navne som Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø. På tærsklen til det industrialiserede, tyvende århundrede sætter de – i bedste moderne gennembrudsstil – samfundsproblemerne til debat ved at skildre de horrible livs- og arbejdsvilkår på samfundets bund, der ellers sjældent fandt vej til litteraturen. I dag er deres værker kanoniserede som klassikere og titler som Lykke-Per (1898-1904), Pelle Erobreren (1906-1910) og Ditte Menneskebarn (1917-1921) vækker genklang hos de fleste danskere. En lignende fokus på vilkårene hos de nederste samfundslag findes i Peter Lauritzens knapt så kendte kollektivroman, Gadens roman, der allerede i 1896 italesatte en række skæbner fra Nørrebros proletariat, deres fattigdom og kamp for et bedre liv.  

 

Fællesskabet og den kvindelige erfaring  

Netop kollektivromanen baner (med dens mange forskellige fortællerstemmer) vejen for en ny måde at beskrive mennesker og deres måde at omgås og påvirke hinanden på. Særligt derfor bliver den kendetegnende for flere af mellemkrigsårenes kommunistiske forfattere. Hans Kirks Fiskerne fra 1928 illustrer med sit fokus på en gruppe fiskere tidens optagethed af fællesskabet fremfor individet; det samme gælder for Hans Scherfigs Det forsømte forår (1940), der følger en drengegruppe gennem deres fælles skoletid med en dominerende og sadistisk lærerstab.  

Også de kvindelige forfattere forstår at udnytte kollektivromanens flerstemmighed og muligheder for nuancer, da de i anden halvdel af 1900tallet for alvor sætter samfundsforholdenes kønnede aspekter på den litterære dagsorden. I Dea Trier Mørch Vinterbørn (1976) skildres kontrasten mellem én ekstrem og fælles kvindelig oplevelse - fødslen - på den ene side og de grundlæggende skel i klasse- og livsvilkår for fødeafdelingens kvinder på den anden. I årene før står Tove Ditlevsen, både med sine digte og uomgængelige værker som Man gjorde et barn fortræd (1941) og Barndommens Gade (1943), som en monumental litterær stemme udi beskrivelser af den specifikt kvindelige arbejderklasseeksistens.  

 

De stille og de ensomme  

Jan Sonnergaards novellesamling Radiator fra 1997 varsler genkomsten for 00ernes og 10ernes på én gang realistiske og poetisk eksperimenterende skønlitteratur. I kølvandet på 90ernes velfærdsoptimisme fortæller Radiator om det ensomme storbymenneske, der er blevet tabt på gulvet af systemet og som lever et liv i postmoderne armod med alkoholisme, ensomhed og langtidsledighed som følgesygdomme.  

I selve 00erne står ingen stemmer stærkere i skildringen af provinsens mere stilfærdige eksistenser end Helle Helle. Med værker som Rødby-Puttgarden (2005) og Ned til hundene (2008) mejsler hun sit navn dybt i den litterære minimalismes danske historie. Hendes værker cirkler i det uendelige om dagligdagens trummerum, der er nærmest kvælende klaustrofobisk i al sin stilstand, mens dagene, månederne, årene går uden at noget for alvor forandrer sig.   

 

Ghetto og glamour 

Med overgangen til 10erne er linjerne i litteraturens klasseskildringer tegnet skarpere op end i mange år. Som et endeligt opgør med 1990ernes tro på muligheden for social lighed brager en række forfattere igennem illusionen med realistiske (og enkelte direkte rasende) skildringer fra både samfundets top og bund. Mens stemmer som Yahya Hassan, med sin digtsamling af samme navn (2013), og Morten Pape med Planen (2015) og Guds bedste børn (2018) brutalt italesætter opvæksten i et ghettomiljø, med en hverdag præget af kriminalitet, identitetstabs og samfundsmæssige svigt, blotlægger forfattere som Martin Kongstad (Han danser på sin søns grav, 2009 og Fryser jeg, 2013) og Lotte Kaa Andersen (Hambros Allé 7-9-13, 2014 og 100 dage, 2016) den kreative overklasses privilegieblindhed og deroute i et anderledes satirisk og ironisk sprog. 

Senest er Kristian Bang Foss’ nyste bog Frank vender hjem fra 2019 blevet kaldt et solidt bud på en ny dansk samtidsroman. I Foss’ humoristiske og særegne sprog tematiseres brudfladerne mellem socialklasserne på kanten til 2020erne; et årti, der med al sandsynlighed også vil avle nye, litterære former og stærke samfundskritiske røster.  

Af Ida Sofie Kristensen

Af Københavns Biblioteker
07.01.20